Det er velkendt, at vikingerne var meget fortrolige med skibsbygning og sejlads, og de rådede over en veludviklet flåde af fartøjer, der var tilpasset ethvert farvand og formål. Selv når vandene frøs til og sejlads var umulig, gav vikingerne ikke op, for isdækkede vandflader gav nye transportmuligheder.
I de to norske skibsgrave fra Gokstad og Oseberg indgår træbyggede slæder, der var beregnet til person- og varetransport, og ski af træ kendes bl.a. fra det nordlige Norges hastigt bortsmeltende gletsjere. Til vinterens persontransport anvendte vikingerne også en slags skøjter, der dog var konstrueret noget anderledes end nutidens sammenbyggede støvle af skind og mede af jern.
Ved Odense Bys Museers og Langelands Museums udgravning på vikingetidshandelspladsen ved Havsmarken på det sydlige Ærø i 2021 blev der fundet en såkaldt islægger af ben. Islæggeren er forløberen for nutidens skøjter, og de blev udskåret af en knogle – i dette tilfælde en mellemfodsknogle fra en ko. Knoglens ene bredside blev skåret og slebet helt plan, så den kunne fungere som glideflade mod den hårde is. Den øvre side blev groft tilrettet, så den kunne side jævnt mod fodtøjet. I nogle tilfælde blev der boret hul i knoglen, så den kunne surres til fodtøjet, mens man i andre tilfælde har fastholdt meden mod isen alene med sin kropsvægt. Det kunne kun lade sig gøre, fordi man ikke løftede benene, når man brugte islæggerne. Derimod stagede man sig frem med en kæp, der var forsynet med en spids af jern. Ved at bukke ned i knæ og stage med kæppen mellem benene fik man fremdrift. Yndigt har det næppe set ud, men effektivt var det, og faktisk har islæggere været anvendt i Island til langt ind i 1800-tallet.
Islæggeren fra Havsmarken er ca. 22 cm lang i sin nuværende tilstand. Da enderne er brækket af, har den oprindeligt været et par cm længere. Foto: Nermin Hasic.
De ældste fund af islæggere, vi kender fra Danmark, stammer fra romersk jernalder (ca. 1-375 e.Kr.). Fra vikingetiden kendes en række fund, hvortil eksemplaret fra Havsmarken smukt føjer sig til, og i Sverige er der eksempler på, at de fulgte den døde i graven. I affaldslag fra middelalderbyerne kendes en mængde fund af islæggere, og senest blev der fundet flere eksemplarer under Odense Bys Museers udgravning på Thomas B. Thrigesgade.
Islæggerne blev nok kun brugt til transport over kortere afstande, f.eks. i forbindelse med isfiskeri eller leg. Det er således næppe noget tilfælde, at der er fundet en islægger i den lavvandede Seden Strand, hvor der også er fremkommet mange redskaber fra fiskeri og havjagt fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Måske er islæggeren mistet under ålestangning i de lavvandede vige i Odense Fjord?
Islæggeren fra Seden Strand er ca. 28,5 cm og antagelig fremstillet af en mellemfodsknogle fra hest. Bemærk, at denne har lidt opadbøjet snude som en moderne skøjte – og fastbindingshul. Foto: Odense Bys Museer.
Islæggeren fra Havsmarken er særlig interessant, fordi den kan være et tegn på, at handelspladsen blev benyttet i vinterhalvåret. Det var utvivlsomt ellers i den varme tid af året, at handelsskibe fra øst og vest slog vejen forbi den beskyttede vig på sydsiden af Ærø. Spørgsmålet er imidlertid, om islæggeren er fremstillet på handelspladsen og anvendt i farvandet syd for Ærø af den lokale befolkning, eller om den kan være kommet med et handelsskib langvejs fra.
En mængde af de handelsvarer, der blev udvekslet på Havsmarken, stammer fra kontakter til områder så fjernt som nutidens Irak – og måske endda endnu længere mod øst. Talrige arabiske sølvmønter, men også ædelsten, vidner om sådanne langstrakte kontakter. Disse varer har utvivlsomt været omlastet flere gange undervejs, og et knudepunkt i denne trafik var handelspladser i den nordvestlige del af de russiske flodsystemer. Af disse er Staraja Ladoga ca. 100 km øst for Skt. Petersborg den mest kendte. Handelspladserne opstod ved knudepunkter, hvor man skiftede fra sejlads i store fragtfartøjer til slædetransport ad de dele af de russiske floder, som ikke kunne besejles med skibe med dybtgående køl. Andre handelspladser opstod i den sydlige del af Rusland, hvor det igen blev muligt at sejle ned mod Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Herfra lå vejen åben mod bl.a. Kina.
En ikke helt utænkelig tanke er, at islæggeren fra Havsmarken er kommet med et handelsskib, som uger forinden havde besøgt Staraja Ladoga i Rusland. Fastlandsklimaet gør, at vinteren her slipper sit tag så sent, at de første forårsmarkeder på handelspladserne langs Østersøen så småt var kommet i gang. Måske havde et besætningsmedlem taget skøjterne med mod vest, hvor de ikke gjorde meget gavn – og måske røg de derfor på møddingen, da handelsskibet blev trukket på land for at få nye bordplanker på Ærø. Sandsynligvis kan den fulde historie bag islæggeren fra Havsmarken aldrig afdækkes helt, men så er der også lidt næring til fantasien! Og fantasien er et vigtigt værktøj, når arkæologen skal tolke de mere ydmyge fund fra vikingernes affaldsdynger.
Hvis du vil vide mere
Berg, G. 1943: Isläggar och skridskor. Fataburen. Stockholm.
Sindbæk, Søren M. 2003: Sølvflod og slædefart. Skalk 2003:4, s. 20-31.
Sindbæk, Søren M. 2005: Ruter og rutinisering : vikingetidens fjernhandel i Nordeuropa. Aarhus.