Donald Trump er netop gået af som USA’s 45. præsident. Når man tænker tilbage på hans fire år i Det hvide Hus, kommer man ikke uden om begrebet fake news, der især i starten af præsidentperioden fyldte meget i medierne. Hver gang en historie i medierne ikke passede med Trumps verdensbillede, eller hvis en historie faldt ud til politiske modstanderes fordel, forlød det at der var tale om fake news.
U.S. Capitol i Washington. Her vil Joe Biden sværge den præsidentielle ed med hånden lagt på Franklins bibel. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Men hvad betyder begrebet egentlig? Fake news kan være propaganda eller en journalistisk historie, der anvendes til bevidst misinformation. Det kan også være en practical joke eller et rygte, der med eller uden hensigt kommer til at fremstå som den skinbarlige sandhed. Begge dele kan have alvorlige konsekvenser – især i krigstid, hvor bevidst misinformation, systematisk propaganda eller spredning af opfundne historier og rygter bruges som våben på linje med kanonild og bombetogter. ”I krig er sandheden altid det første offer”, siger man ligefrem, og selvom citatet tilskrives den græske digter Aischylos (526-456 f.v.t.), er det mere aktuelt end nogensinde før.
”Dette var det største publikum, der nogensinde har overværet en indsættelse. Punktum”. Sådan lød det fra talsmanden i Det hvide Hus få dage efter Trumps indsættelse 21. januar 2017. Allerede på dette tidspunkt oplevede Verden, at den nyindsatte præsident var helt faktaresistent, for alle billeder fra The National Mall viser tydeligt, at udtalelsen var fake news (https://www.dr.dk/nyheder/udland/trumps-talsmand-bestrider-foto-og-optaellinger-indsaettelse-satte-rekord). Her står fotografens søn på den plæne, som ifølge Trumps talsmand var tætpakket med jublende tilhørere få måneder tidligere. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Danmarkshistorien byder også på et eksempel på fake news, der kunne have fået meget alvorlige konsekvenser. I 1848 ulmede oprøret i Slesvig-Holsten, hvor oprørere ville frigøre hertugdømmerne fra Kongeriget Danmark. Det udviklede sig til en regulær borgerkrig, der i eftertiden er blevet kendt som 1. Slesvigske Krig. I slutningen af marts 1848 lød rygtet, at oprørerne havde stormet fængslet i Rendsborg og frigivet 1000 tugthusfanger for at lade dem drage hærgende op gennem Jylland.
Historier om slavernes (sådan kaldte man tugthusfangerne) overfald, plyndring, drab, voldtægt og afbrænding af byer løb som en steppebrand fra landsby til landsby og trak overskrifter i datidens aviser. På den tid kunne nyheder kun nå frem så hurtigt, som en galoperende hest kunne løbe, bimlende kirkeklokker kunne høres, eller i det tempo, som signalerne fra bavnebålene blev opdaget. Det var i øvrigt sidste gang, dette oldgamle varslingssystem blev brugt. Rygterne lød, at slaverne havde været i regulær kamp med dragonerne, og at de var nået til Viborg og Randers. I løbet af få dage var den jyske halvø på den anden ende, og mange flygtede mod nord. Vendelboerne mobiliserede sig i lokale vagtværn for at bruge Limfjorden som en voldgrav mod slavehæren. Skydevåben havde man kun få af, mest gamle flintebøsser fra Englandskrigens tid, og derfor var forsvarerne nødt til at bruge, hvad man havde i huggehuset og stalden af høtyve og økser. Og så gik landsbysmede i gang med at lave primitive våben, der kunne anvendes som spyd eller hellebarder i nærkamp.
Anonym pjece fra 1848 med titlen: Foreløbig anvisning til Stridsleens rette brug blandt landbefolkningen således som intelligente mænd her er indøvede under overtilsyn og vejledning. Efter Friis 1998.
Ofte var det leer, der blev anvendt til dette formål, og disse våben møder man af og til i museernes samlinger. I Odense Bys Museers protokol under året 1897 er der indført et spyd af jern. Spydspidsen ligner imidlertid ikke de former, vi kender fra jernalder, vikingetid eller middelalder. Spidsen er 54 cm lang, ganske let krum med en ujævn æg langs den ene side og en fortykket kant langs den anden. Odden er slebet spids og skarp i begge sider. I forlængelse af bladet bagtil sidder en kort dølle, der har omsluttet et skaft. Spidsens overflade viser, at den ikke har ligget i jorden, som det ville have været tilfældet, hvis den var fra oldtid eller middelalder. Sammen med formen dokumenterer det, at spydspidsen ikke er ret gammel. Bladets udformning indikerer også, at det er lavet af et omsmedet leblad. Smeden har vendt døllen 90 grader, så bladet kom til at sidde i forlængelse af skaftet og kunne anvendes som stikvåben – især efter at spidsen var slebet skarp på begge sider.
Slavekrigsvåben – spydspids, lavet af leblad. Fra Odense Bys Museers samling. Foto: Nermin Hasic.
Desværre ved vi ikke, hvor spydbladet stammer fra, for det er købt af en lokal antikvitetshandler, som det var almindelig praksis i 1897. Våbnet kan i teorien komme hvor som helst fra i landet – herunder fra Fyn. Herfra kendes nemlig enkelte jordfundne redskaber, der også tolkes som våben fra slavekrigen.
I starten af april 1848 fandt man ud af, at ”slavehæren” aldrig havde eksisteret, og at historierne om tugthusfangernes hærgen var et resultat af rygter og massehysteri. Høtyve og økser kunne nu igen indtage deres oprindelige funktion, mens de hjemmesmedede våben kunne anvendes til forskellige gøremål på gården, i marken og i mosen. Her mistede man nogle af dem, og der er eksempler på, at de efterfølgende er dukket op af jorden igen og betragtet som arkæologiske genstande. Hvis vi præsenterer dem som oldsager, er vi imidlertid også med til at skabe fake news!
Hvis du vil vide mere
Andersen, H. 1958: Bavnen. Skalk 1958:3, s. 14-15.
Friis, T. 1998: Slavekrigen i Jylland 1848. – Historien om Danmarks mærkeligste krig. Landbohistorisk Selskab.
Hendricks, V.F. & M. Vestergaard 2017: Fake News – når virkeligheden taber. Gyldendal.