Unødig og usagkyndig rengøring af arkæologiske fund kan medføre, at der fjernes spor og ledetråde, som kan være lige netop den detalje, der kan hjælpe arkæologen med at fortælle historien bag et fund fra fortiden. På Odense Bys Museer var vi derfor dobbelt glade, da detektorfører Rasmus Andersen i 2020 overdrog en halv snes stumper af et bronzesværd, som han havde fundet med sin detektor ved Bastrup på Nordfyn. Først og fremmest var vi selvfølgelig glade for, at Rasmus Andersen havde reddet sværdet, som ellers ville fuldstændigt pulveriseret af markredskaber i løbet af få år. Dernæst var vi taknemlige for, at finderen ikke havde været fristet til at afrense sværdstumperne, før de som danefæ blev indleveret til museet.

I den jord, der var på sværdets greb, sad en lille hvid og porøs klump, næppe 2 mm i tværmål, og selv om den var helt opløst, var det tydeligt, at der var tale om en stump hvidbrændt knogle. Selv om det ikke kan dokumenteres, er der højst sandsynligt, at knoglen stammer fra et menneske. Det vender vi tilbage til.

Grebet fra bronzesværdet fra Bastrup som det så ud, da vi modtog det på museet. Foto: Nermin Hasic.

Sammen med sværdstumperne afleverede Rasmus Andersen en rapport med omhyggelig dokumentation af fundomstændighederne. GPS-koordinater og beskrivelse af fundstedet gør, at vi kan se, at bronzestykkerne var fundet på nordsiden af en helt nedpløjet gravhøj. Højtomten har været kendt siden 1901, hvor Nationalmuseet foretog en udgravning af dens centrale del. Ved den lejlighed fandt man intet – men man søgte tilsyneladende ikke det rigtige sted!

Årsagen til Nationalmuseets udgravning var, at bonden to år forinden, altså i 1899, havde gjort et interessant fund i en gravhøj ca. 30 m fra den tilsyneladende tomme høj. Her var han i færd med at udjævne en af en hel gruppe gravhøje, som lå i vejen for dyrkning af marken – ak ja, det var før fortidsminderne blev beskyttet af lovgivning! Skovlen stødte på store sten, der blev løftet til side – og ud af hulrummet på en ca. 1,75 m lang stenkiste trak han et velbevaret bronzesværd – et såkaldt grebspidssværd. Heldigvis indstillede bonden arbejdet og tilkaldte Nationalmuseet. Ved museets efterfølgende udgravning kunne det konstateres, at sværdet havde ligget midt i en stenkiste, der rummede de brændte knogler fra et menneske – utvivlsomt en mand. Som en af de første fynboer, der blev kremeret, blev han gravlagt i stenkisten slutningen af ældre bronzealder (ca. 1200 f.v.t.). Efterfølgende opførte man en gravhøj af græstørv over stenkisten.

Dette spændende fund var anledningen til, at Nationalmuseet to år senere gravede i nogle andre højtomter på samme mark. Som vanen var på dette tidspunkt, undersøgte man kun højenes centrale del, hvor graven måtte antages at være. Imidlertid fandt man ikke grave i nogle af højene, men det kan skyldes, at højene allerede var plyndret, da området blev opdyrket et århundrede tidligere.

Tilbage til Rasmus Andersens fund! Selv om sværdet er hærget af markredskaber og nogle stumper mangler, kan vi se, at det har været ca. 75 cm langt og at klingen har været ca. 4 cm bred. Det var en ordentlig huggert! Sværdgrebet er prydet med støbte cirkler og spiraler, der fortæller os, at det er samtidigt med sværdfundet fra 1899 – eller måske en anelse ældre. En stump hører ikke til selve sværdet, men til et beslag, der har siddet forneden på skeden, der var lavet af træ. Til udstyret har sikkert også hørt en bæltekrog af bronze – og evt. en dolk – men det kan være ødelagt af tidens og plovens tand.

Alle stumper af sværdet efter afrensning på museet. Foto: Nermin Hasic.

Den hvide klump fra jorden på sværdets greb viser, at også dette sværd må have ledsaget en kremeret person. Nu kender vi altså to af de tidligste eksempler på ligbrændingsskik på Fyn inden for få meters afstand! Antagelig tilhørte de to krigere en lokal elite, der som led i deres begravelsespraksis signalerede overfor deres omgivelser, at de var med på den nyeste mode. En begravelse i en udhulet egestamme, som hidtil havde været højeste mode, var so last year! Nu foreskrev trenden, at man skulle kremeres som led i begravelseshandlingen, og at de brændte ben skulle placeres i en kiste, der var omhyggeligt konstrueret af flade sten.

Omtrent sådan har bronzesværdet fra Bastrup set ud, før det blev smadret af ploven. Dette sværd er fra Lumbygård ved Sandholts-Lyndelse. Foto: Jørgen Nielsen.

Den grav, som sværdstumperne stammer fra, har ikke ligget centralt under højen – for så var den jo fundet ved Nationalmuseets udgravning i 1901. Den har derimod været anlagt i højens nordlige periferi, og det skyldes utvivlsomt, at der er tale om en såkaldt sekundærgrav. Selv om bronzealderens høje blev rejst over en enkelt person, blev de ofte genbrugt en eller flere gange, antagelig af efterkommere til den først gravlagte. Det kunne ske ved, at man etablerede en ny grav i periferien af eller i toppen af højen. Ofte udvidede man højen ved samme lejlighed, og med tiden kunne den vokse betydeligt.

De nordfynske sværdstumper er en kedelig påmindelse om, at de titusinder af højtomter i det åbne land er under meget voldsom nedslidning – og om få år vil de grave, som højene er bygget over, være pløjet op og deres indhold spredt og knust. Dermed forsvinder meget og helt uerstattelig viden om de soldyrkende bronzealderfolk, der i løbet af få århundreder opførte over 100.000 gravhøje som markante manifestationer markeringer i landskabet. Hvis vi stadig skal nå at redde lidt viden fra højtomterne, kræver det målrettet indsats og tæt samarbejde mellem dektektorførere og museer. Og så har denne historie understreget, at to ting er helt centrale for, at arkæologerne har mulighed for at tolke genstandene: Finderens dokumentation af fundstedet og korrekt håndtering af genstandene. I den forbindelse kan man tilføje, at renlighed er godt, men alting med måde!

Hvis du vil vide mere

Aner, E. & K. Kersten 1977: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band III. Bornholms, Maribo, Odense und Svendborg Amter. København/Neumünster. (s. 130f om stenkistegraven fra Bastrup).

Asingh, P. 2001. Højfolkets jammersminder. I: A.N. Jørgensen & J. Pind (red.): Før landskabets erindring slukkes. Status og fremtid for dansk arkæologi. København.  (find denne og andre artikler om nedpløjningstruede fortidsminder her: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Fortidsminder_Diger/Arkaeologi_paa_land/Foer_Landskabets_erindring_slukkes.pdf).

Jensen, J. 2002: Danmarks oldtid. Bind II. Bronzealderen. København.

Hvis du vil vide mere om ansvarlig håndtering og registrering af detektorfund, kan du finde de fynske museers vejledninger på arkæologisk forening Harjas hjemmeside: http://harja.dk/vare-kategori/museernes-vejledninger/