Det er nok de færreste, der besøger Hotel Comwell nær tilkørslen til den nye Lillebæltsbro i Middelfart, som er klar over, at de sidder oven på en hedensk kultplads! Før hotellet blev bygget, foretog Odense Bys Museer arkæologiske undersøgelser på stedet, og ved den lejlighed blev der afdækket to nedgravninger med et meget særpræget indhold.
I en cirkulær grube med en diameter på ca. 3 m lå to hesteskeletter, der var symmetrisk anbragt i sideleje og ryg mod ryg. Over det ene hesteskelet lå store sten, og mellem dyrets ben skeletter af fire hunde. Ved dem lå jernringe, der antagelig stammer fra hundeseletøj. Omkring gruben har der været en grøft, hvori har stået lodrette stolper, så hele anlægget har været tydeligt afgrænset. Måske var området inden for grøften dækket af en mindre høj.
Den cirkulære grube med grøften omkring efter afrensning med graveske, men før udgravning. Foto: Odense Bys Museer.
Ca. 60 m herfra fandtes endnu en cirkulær grube med en diameter på ca. 190 cm. Her lå skeletdele fra fem heste, men vel at mærke kun fra dyrenes kranier og underekstremiteter. De manglende knogledele kan ikke forklares med dårlige bevaringsforhold, og de bevarede skeletdele lå heller ikke i anatomisk orden. Almindeligt husholdningsaffald lignede det bestemt ikke.
Udtegning af heste- og hundeskeletter på bunden af den tømte grube. Efter Henriksen 2015.
Samlede nedlægninger af netop kranier og knogler fra underekstremiteter fra heste kender vi fra en række andre fund over hele landet; på Fyn er de fremkommet ved Kærby sydøst for Odense og ved Åsum nordøst for byen. Mens fundene fra Middelfart givet er fra vikingetiden, er disse to fund fra romersk jernalder og dermed mere end et halvt årtusinde ældre. Fundene fortæller således om en tradition, der var i brug i det meste af det første årtusinde.
Remspænder og kædeled fra det formodede hundeseletøj fra den cirkulære grube. Foto: Nermin Hasic.
Det er foreslået, at kraniet og ekstremitetsknoglerne – og i fund med gode bevaringsforhold tillige knogler fra halen – er nedlagt sammen, fordi de ved nedlægningen sad fast i hestens skind. Måske havde skindet med hele hovedet, underben med hove og halen forinden været ophængt på en skråtstillet stage – en såkaldt nidstang. Knoglerne repræsenterer dele af hestekroppen, som kun rummer begrænsede mængder kød, så det er ikke utænkeligt, at de mere kødfulde dele af dyret har indgået i andre sammenhænge – f.eks. tilberedning og spisning.
Rekonstruktion af nidstang med hesteskind med kranium, underben og hale i ”offermosen” i Sagnlandet Lejre. Foto: Mogens Bo Henriksen.
I 1016 nedskrev den tyske historiker og biskop Thietmar af Merseburg en beskrivelse af ritualer, der skulle have fundet sted i den sjællandske by Lejre i starten af 900-tallet. Det berettes, at man samledes her i januar måned hvert niende år for at ofre 99 mennesker – og i denne forbindelse er det særligt interessant, at han også nævner et tilsvarende antal haner og ikke mindst heste og hunde. Efterfølgende blev kroppene ophængt. Desværre går krønikeskriveren ikke i detaljer med sin beskrivelse, for man ville selvfølgelig gerne have vidst, hvordan ritualerne blev udført, og hvorledes og hvor kroppene blev ophængt. Er det tænkeligt, at fundene af det, vi tolker som rester af nidstænger er produkter af rituelle handlinger af langt mindre omfattende karakter end det, Thietmar af Merseburg har beskrevet – altså kultiske ceremonier i et lokalt, måske endda privat miljø?
Hvis de hedenske kulthandlinger primært foregik i det fri, er der en naturlig forklaring på, at vi leder forgæves efter kultbygninger i større omfang. Under åben himmel kunne ritualerne imidlertid tjene formål, der ikke ville være mulige i et indelukket rum. Her kunne man kommunikere med omgivelserne, herunder med persongrupper, der ikke havde samme overbevisning som dem, der udførte ritualerne.
Hesten må have spillet en central rolle i den sene jernalders og vikingetidens religiøse univers, for dyret er ofte afbildet på smykker, ligesom det indtager en særlig position i sagaer og myter. Denne hesteformede fibula (broche) er fra tiden omkring 700 – og den er fundet ved Vester Kærby nær Odense. Foto: Odense Bys Museer.
Hvis vi vender tilbage til stedet ved Middelfart, hvor vikingerne rejste nidstænger med hesteskind, er det et højtliggende punkt med udsigt over Lillebælts nordlige, smalle del, kaldet Snævringen. Ville man med placeringen af disse tydeligt hedenske symboler på et så markant punkt i landskabet sende et klart signal til Harald Blåtand om, at han godt kunne beholde sin nye tro på den anden side af Lillebælt? Det kan vi selvfølgelig aldrig bevise – men tanken er fristende.
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser. Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys Museer 2015, s. 200-217. (kan læses her: https://odensebysmuseer.dk/artikler/kystens-kultpladser/)
Henriksen, M.B. 2016: Blotene ved Lillebælt. Skalk 2016:3, s. 9-13.