I 1989-90 gennemførtes tre forsøg med forhistorisk ligbrænding i Sagnlandet Lejre, og i alle tilfælde fungerede tamsvin som ”stand in” for mennesker. Ellers var ligbålene bygget op med inspiration fra etnografiske kilder og for at belyse helt specifikke arkæologiske problemstillinger. Lejre-forsøgene gav et væld af informationer om ligbrændingsprocessens forløb, brændselsforbrug samt om ligbålets påvirkning af ”oldsager” såvel som knoglerne fra de døde. Disse informationer har siden været særdeles værdifulde, og de har kunnet anvendes som redskaber til at beskrive og tolke oldtidens brandgrave og brandgravsskik langt mere præcist, end det hidtil har været muligt. Udover at forsøgene har givet væsentlige oplysninger om det egentlige arkæologiske materiale, er der også kommet ny viden, som kan anvendes af retsmedicinere til tolkningen af brændte knogler fra arkæologiske udgravninger såvel som fra kriminalsager og brandulykker. Det er altså et godt eksempel på, at arkæologer ikke blot kan opklare fortidens mysterier, men også bistå ved udredningen af spørgsmål, som er nutidige og samfundsrelevante i et større perspektiv.

I 1992 blev der foretaget et supplerende forsøg på Hollufgård, og halvdelen af ligbrændingsstedet blev efterladt til senere undersøgelse for at se, hvorledes ”tidens tand” ville påvirke ligbålet, de brændte knogler og ”oldsagerne”. Nu er det tiden, hvor bålet på Hollufgård skal udgraves og indholdet analyseres. Det foregår helt som ved undersøgelsen af en forhistorisk brandgrav, og arbejdet udføres i samarbejde mellem arkæologer og en knoglespecialist fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Litteratur
Henriksen, M. B. 1991: Et forsøg med forhistorisk ligbrænding. Nogle kommentarer til undersøgelsen af brandgrave. Eksperimentel Arkæologi. Studier i teknologi og kultur nr. 1, s. 50-60. Lejre.
Henriksen, M. B. 1993: Et ligbrændingsforsøg på Hollufgård. – hvad kan det fortælle om jernalderens brandgrave? Fynske Minder 1993, s. 99-116.