Som arkæolog bliver man præsenteret for mange spøjse genstand gennem år og dag, når private ringer og fortæller om deres fund. Det, der lyder som noget helt ordinært, kan vise sig at være fantastisk – og omvendt kan det, der umiddelbart forekommer at være et arkæologisk scoop vise sig at være en fuser. I sidstnævnte tilfælde kan genstanden dog alligevel have en stor fortælleværdi – ikke mindst for finderen.
Støbejernssværdet fra den nordfynske gravhøj
En oktoberdag ringede museumsinspektørens telefon og en mandsstemme meddelte, at han sad med et sværd, der var fundet i en gravhøj på Nordfyn. Sværdet var fundet, da drenge legede på højen for ca. 30 år siden – så meddeleren var noget brødbetynget over, at museet først blev kontaktet nu, for han vidste, at noget sådan burde man aflevere. Drengene skulle have stukket armen ind i et hul i højen og dernæst have trukket det intakte sværd ud – det lød næsten for godt til at være sandt. Det viste sig da også at være tilfældet!
Detalje af grebet på sværdet – alt er støbt ud i ét, herunder pyntenitterne!
Der blev aftalt et møde med personen bag stemmen, og han mødte op på museet med en plastiksæk, der tydeligvis indeholdt en større genstand. Ud af en sæk til genbrugsmaterialer trak han dernæst et sværd, der umiskendeligt lignede et enhåndssværd fra ældre middelalder – men noget var galt. Straks da museumsinpektøren fik det i hånden, kunne det mærkes, at vægten var ”forkert”, ligesom klinge og greb, herunder udsmykning, var lavet ud i ét og i samme materiale. Et let slag med en kno på klinge og greb viste da også, at stykket var hult, og små huller afslørede, at der var tale om støbegods.
Støbning af jern begyndte man først på efter middelalderen – og sværd blev ikke støbt, de blev smedet! En støbt klinge ville smadres, første gang den ramte en ridders rustning. Der måtte derfor være tale om en genstand, der var fremstillet længe efter, at formen var gået ud af mode – og med henblik på pynt og ikke praktisk brug.
Jerndolk, antagelig fra Voss’ jernstøberi i vejle. Foto: Lars Jacobsen.
Da interessen for fortiden voksede i befolkningen sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, blev ornamenter og former fra oldtid og middelalder populære ved udsmykning af kunsthåndværk. Idérige fabrikanter fandt på at anvende moderne teknologi til at lave alt fra komfurer til brevknive, der var prydet i oldnordiske stilarter. Især blev det populært at massefremstille genstande ved støbning i jern, og bl.a. jernstøberiet Voss i Vejle var leveringsdygtig i sådanne produkter.
Fæsteknappen på jerndolken – på ægte bronzealderdolke er denne knop altid sirligt ornamenteret. Foto: Lars Jacobsen.
Indimellem endte de ”falske oldsager” i jorden – hvor de senere er fundet ved mark- og havearbejde, for så at finde vej til museerne. Materiale, fremstillingsteknik og sammenblanding af stilarter, der ikke sjældent involverer blanding af bronzealderens spiralornamentik og vikingetidens runer, viser dog straks, at der er tale om moderne genstande.
Til denne gruppe hører utvivlsomt ”middelaldersværdet” fra den nordfynske gravhøj, og historien bag er sikkert den, at et par drenge har taget et prydsværd med ud for at lege kriger – og så har det været nærliggende at skjule sig i eller bag en storstensgrav. Her gemte man måske sværdet – hvorfor det ikke blev hentet igen, kan man jo kun gisne om. Men lige netop der har det falske middelaldersværd jo i grunden meget tilfælles med mange ægte genstande fra oldtid og middelalder.
Hvis du vil vide mere
Johansen, E. 1983: “Til Pryd i alle de nordiske Hjem”. Omkring den ‘oldnordiske stil’. Købstadsmuseet “Den gamle By”. Årbog 1983, s. 71-104
Ritzau, M. 1993: Oldnordisk Dragestil – en epoke hos Voss. Vejle Amts Årbog 1993, s. 11-26.