I starten af 1970erne gik landmand Kai Tvedskov en tur på sin mark ved Turup på Sydvestfyn. Mellem to mindre, fugtige lavninger i marken faldt øjet på en pudsig sten med en gennemboring i den ene ende. Den kom med hjem og blev vasket af og siden beundret af mange besøgende i gårdens vindueskarm – og ikke mindst af den besøgende arkæolog, der bad Kai passe godt på den. Det løfte holdt han, og da gården skulle afhændes sidst i 2020, blev stenen overdraget til Odense Bys Museer. Det vakte glæde på museet, for der er tale om en ret sjælden genstand.
Kai Tvedskov med hængesmykket og et samtidigt kornsegl af flint – begge fund fra hans ejendom på Sydvestfyn. Foto: Leif Tvillum.
Den gennemborede sten er lavet af mat, sort skifer, der er dannet af finkornet ler, som er aflejret på bunden af vand. Skifer er derfor lagdelt og forholdsvis let at bearbejde. Der findes naturlige skiferlag på Den skandinaviske Halvø samt på Bornholm, så råmaterialet må antages at være transporteret til Fyn med isen fra et af disse områder.
Kais hængesmykke set fra to sider. Foto: Nermin Hasic.
Stenen er nærmest mejselformet, 9 cm lang med rektangulært tværsnit på ca. 0,9×0,8 cm. Det bløde råmateriale og stykkets spinkle karakter gør, at det er et mirakel, at det ikke er ødelagt af markredskaber under opholdet i pløjelaget. Hele overfladen er glatpoleret. Fra toppen er boret et konisk hul med en diameter på ca. 0,6 cm således, at det udfylder store dele af nakkefladen. Fra et sted ca. 0,5 cm under nakkefladen på begge smalsider er der boret et hul med en diameter på ca. 0,3-0,4 cm skråt opad, så det mødes med hullet fra nakkefladen. Stenen har således en Y-formet gennemboring i bagenden, og i borehullerne ses tydelige spor fra det flintbor, som har været anvendt til borearbejdet.
Nærbillede af hængesmykkets top – bemærk sporene efter boret i det omhyggeligt borede hul, hvor den pudsige Y-form åbenbart var vigtig. Foto: Nermin Hasic.
Der er ingen tvivl om, at hullerne er lavet til ophængning; ganske vist ses ikke tydelige slidspor på dette stykke, men det gør der på andre eksemplarer med tilsvarende Y-formet ophængningshuller i museets samling. Der er heller ikke slidspor på overfladen, og det er der i øvrigt aldrig på denne redskabstype. Derfor kan vi udelukke, at de har været anvendt som hvæssesten, selv om de har en overfladisk lighed med sådanne – og selvom stenarten ville være velegnet hertil. En tolkning som hvæssesten udelukkes i øvrigt også af, at de gennemborede skiftersten af og til er sirligt udsmykket med indridsede stregmønstre. Vi må derfor antage, at der er tale om hængesmykker, der antagelig har været båret i en snor om halsen.
Skiferhængesmykkerne kendes fra gravfund fra dolktid og den ældste del af bronzealderen (ca. 2400-1200 f.v.t.). De er udbredt over det meste af landet, dog med en tyngde i den nordlige del af landet. Det kan skyldes, at skifer findes særligt hyppigt her. De fleste stykker er fundet i grave, men der er også fund fra vådbundsområder, hvor smykkerne antages at være ofrede, ganske som man gjorde med andre smykker, våben og redskaber på samme tid. Eftersom Kai gjorde fundet mellem to små vådområder, er det tænkeligt, at også dette stykke har været nedlagt som offer til de højere magter i eller ved vandet.
På dette hængesmykke fra Asbækdams Mose ved Skaarup på Sydøstfyn har man omhyggeligt indridset stregmønstre. Hvad mon det forestiller? Foto: Jørgen Nielsen.
De mejselformede skiferhængesmykker er nok ikke ”bare” smykker; vi må antage, at de rummer en bestemt symbolik, som vi endnu ikke har afkodet. Når man kan konkludere dette, skyldes det, at man ikke har lavet andre former for skiferhængesmykker – eller tilsvarende smykker i andre materialer. Ydermere er en del af hængesmykkerne dekoreret med et ret ensartet mønster, hvis figurative effekt har været forstærket af den form, som ophængningssnoren fik pga. den særegne form på ophængningshullet. Mønstret udgøres af smalle streger, der løber sammen nederst på stykket, og som danner en form for vifte foroven. Denne afsluttes typisk af et bånd af vandrette ridser. Det er foreslået, at mønstret afbilder en stiliseret, kvindelig frugtbarhedsgudinde. Et andet bud kunne være et træ – livstræet – som er et symbol i mange kulturer. Virkeligheden er, at vi ikke aner, hvad det betyder, så der er stadig frit spillerum for fantasien. Og det er jo noget af det, der gør arkæologien så fantastisk!
Hvis du vil vide mere
Ebbesen, K. 1995: Spätneolithische Schmuckmode. Acta Archaeologica vol. 66, s. 219-279.
Henriksen, M.B. Et livslangt puslespil. Fynboer og Arkæologi nr. 2, 2020, s. 6-9.