Når nogen spørger mig, hvad der har været min største oplevelse gennem de 40 år, jeg har deltaget i arkæologiske udgravninger, ville det være nærliggende at nævne fundet af rigt udstyrede jernaldergrave, flotte stenøkser, guld- og sølvskatte fra jernalder og vikingetid – for ikke at tale om knogler fra uldhårede næsehorn eller stødtænder fra mammutter, der blev nedlagt af Neandertalere under sidste istid. Alle disse fund – og mange andre til – har hver især været fantastiske oplevelser i fundsituationen såvel som siden ved skrivebordet, når de skulle analyseres
og formidles. Der er imidlertid to fundsituationer, der skiller sig ud fra dem alle – og de har det tilfælles, at det vigtigste fund var – luft! – det rene ingenting! Det lyder nærmest som kejserens nye klæder, så hvordan kan det nu hænge sammen?
Samling af lerkar, umiddelbart efter gravemaskinen havde afdækket dem. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Første gang jeg havde en stor oplevelse af at finde ”ingenting”, var under udgravningen af en jernaldergravplads ved Ringe Sø på Midtfyn i foråret 1990 Da gravemaskinen afrømmede muldlaget over gravpladsen, stødte den på tre små lerbægre, hvoraf det største stod på hovedet. Da de små graveskeer kom frem, kunne det ses, at det største bæger var anbragt som låg over et større lerkar, der stod retvendt med randen opad. Forsigtigt blev låget lirket af det nederste kar – og det var ikke helt let, for samlingen var tætnet af et nu hårdt, mørkt materiale – måske beg eller harpix. Oldtidens svar på nutidens acrylfugemasse havde været så effektiv, at kun ganske lidt sand var sivet ind i det nederste kar, hvis øverste del fremstod som et lufttomt rum. Jeg kiggede nu ind i et hulrum, som havde været jordfrit siden begyndelsen af yngre romersk jernalder, hvilket vil sige siden ca. 200 e.v.t. Det gav et sug i maven!
Låget og lerkarret herunder efter at dele af jorden heromkring var gravet bort. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Låget er nu fjernet, og man kigger ned i hulrummet, hvor kun lidt sand er sivet ind. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Den videre udgravning viste, at det nederste lerkar var en urne, hvor knoglerne fra en kremeret person var gravlagt sammen med personligt udstyr i form af en kam af hjortetak og en tenvægt af sten. Låget over urnen og de to andre bægre udgjorde et drikkeudstyr, som afdøde sikkert havde budt mange mennesker velkomne med i levende live – eller som hun måske skulle bruge i livet i det hinsides.
Urnen efter afrensning og sammenlimning på museet. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Drikkebægret, der havde fungeret som låg, efter afrensning og sammenlimning. Den grålige farve skyldes, at karret havde været med på ligbålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Der skulle gå mere end 30 år, før jeg igen fik mulighed for at snuse til jernalderen i bogstav forstand. Det var i efteråret 2021, hvor jeg stod på bunden af en brønd fra førromersk jernalder (ca. 150 f.v.t.) i Vester Kærby nordøst for Odense. Halvdelen af brønden var udgravet, og nu skulle nedgravningen til brøndhullet dokumenteres omhyggeligt, før den sidste halvdel kunne udgraves. Derfor blev nedgravningssiden – af arkæologen kaldet profilen – omhyggeligt afrenset, og herved afslørede sig en cirkulær genstand af keramik. Det er nok et bundskår fra et knust lerkar, som man så ofte finder, tænkte arkæologen, mens han målte, tegnede, fotograferede og beskrev. Da dette arbejde var afsluttet, skulle den resterende del af brønden graves ud, og nu viste det sig, at der ikke bare var tale om endnu et potteskår, men et intakt lerbæger – en mere end 2000 år gammel drikkekop. Det var slet ikke stor kunst, men til gengæld var overraskelsen overvældende, da bægeret blev frigravet, for det viste sig at ligge med mundingen delvis nedad, så kun dele af dets indre var fyldt af indskyllet jord. Hulrummet i bægeret var sådan ca. halvanden mundfuld stort – så der var ikke meget jernalderluft tilbage – men det gjorde ikke oplevelsen mindre.
Nedgravningen til brønden. Bemærk den cirkulære genstand midt i billedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Den glade arkæolog og forfatter til disse linjer med lerkarret fra brønden. Foto: Michael Borre Lundø.
Lerkarret efter optagningen – bemærk hulrummet med ca. halvanden mundfuld jernalderluft. Foto: Mogens Bo Henriksen.
Selv om de to fundsituationer ikke helt kan sammenlignes med det, der skete, da den engelske arkæolog Howard Carter gennembrød muren ind til Tut Ank Amons grav i 1922, er princippet i at have indsnuset luft, der har været forseglet i årtusinder, alligevel dybt fascinerende. Der er – så vidt vi ved – ingen videnskabelige perspektiver i at samle og analysere forhistoriens luftlommer. Derfor bliver fascinationen mere ved tanken – også selv om det kan være lidt svært at få sine omgivelser til at forstå, at oplevelsen ved at finde et hulrum fra oldtiden kan være mindst lige så stor som at frempensle en romersk guldmønt eller andre og mere håndgribelige hilsener fra fortiden.
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2002: Mine (mange) bedste fund. Arkæologi for Alle 2002 nr. 2, s. 21-27.