Harpunen fra Helnæs

Da Lars Friis Olsen for et par uger siden, som så ofte før, gik tur med sin hund langs stranden på vestsiden af Helnæs, var blikket som sædvanligt rettet mod strandbreddens mange sten. Her vidste han, at man kunne være heldig at finde vandrullede oldsager fra stenalderen – eller måske et stykke rav. Det var dog ikke nogen af disse ting, der fangede opmærksomheden denne dag, men derimod en mørk brun genstand med kraftige takker i begge sider. Var det en spydspids, en nål til at bøde garn – eller noget helt tredje? Heldigvis var nysgerrigheden efter et svar så stor, at billeder straks blev lagt på Facebook, hvorefter flere amatørarkæologer omgående ”pingede” museumsinspektøren. Og hans øjne trillede nærmest ud af hovedet, for det var virkelig et sjældent fund, Lars havde gjort.

Helnæs-harpunens forside. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Lars havde fundet en såkaldt toradet harpun – dvs. den har to rækker af modhagere – og så er dens afslutning bagtil skjold- eller hjerteformet. Harpuner med disse karakteristika kendes der ca. halvanden håndfuld af fra hele Danmark, og ingen af disse er fundet på Fyn. Det nyfundne stykke er 12,9 cm langt, og det er lavet af et stykke, der er udspaltet af en kraftig rørknogle, antagelig en skinnebensknogle fra elg eller kronhjort. Selv om overfladen er grundigt poleret, ses stadig spor af de flintredskaber, som man i sin tid har anvendt til at tilskære harpunen.

Og bagsiden. Bemærk de langsgående furer, der er lavet med et flintredskab.

Alle de toradede harpuner fra Danmark er løsfund som Helnæs-harpunen, men flere er tidsfæstet ved hjælp af kulstof 14-metoden – og med en alder på ca. 12.000 år er de fra slutningen af istiden og tiden umiddelbart herefter. I Nordtyskland, nærmere betegnet i Hamburg-området, har man fundet tilsvarende harpuner på bopladser fra den såkaldte Ahrensburg-kultur. De nordtyske bopladser er samtidige med de danske fund. Det samme viser enkelte andre løsfund fra denne tid. Ved Arreskov Sø og ved Løgeskov på Sydfyn samt i det område, hvor Odense Havn nu ligger, er der fundet slagvåben, der er lavet af rengevir. Disse er lavet af rentak, og to er sikkert tidsfæstet vha. kulstof 14-dateringer til Ahrensburg-kulturens tid. En pilespids af flint fra Sydlangeland stammer utvivlsomt også fra denne kulturgruppe.

Den stolte finder med Helnæs-harpunen på findestedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Egentlige bopladser kender vi imidlertid fra Sydsjælland, Lolland og Sønderjylland, men i ingen af disse tilfælde er der bevaret knoglemateriale. Derfor er det ”nye” fund fra Helnæs vigtigt, fordi det – sammen med de andre løsfund – viser, at Ahrensburg-kulturens jægergrupper i det mindste strejfede rundt i det fynske landskab. Faktisk kan man ikke tale om Fyn, når vi er tilbage ved istidens slutning, for det nuværende fynske landskab var en del af et større landområde, der strakte sig helt til Englands nuværende vestkyst. Gik man mod nord for at søge til kysten, skulle man langt op i Nordjylland. Når harpunen blev fundet på en strandbred, skyldes det derfor ikke, at den er mistet under sæljagt. Den er derimod endt flyttet til stranden fra det sted, hvor den blev efterladt omkring istidens slutning.

Enradet harpun med skjoldformet basis fra Ejby Mose. Foto: Nermin Hasic.

I opklaringen af, hvor harpunen kommer fra, kan man starte med at kigge på dens overflade. Den viser, at den har ligget godt beskyttet i et iltfattigt, kalkrigt miljø, og der kan ikke være tvivl om, at det har været på bunden af en af de søer, som fandtes overalt i senistidens landskab. Her er den næppe endt ved et tilfælde, men snarere fordi den er gået tabt under jagt. På de nordtyske bopladser fra Ahrensburg-kulturen er der fundet knogler fra rensdyr, og de ser ud til at være nedlagt med harpuner, der har ramt dyrene skråt oppefra. Da man ikke kunne sidde på ”Hochsitz” i senistiden, al den stund, at der ikke var nogle træer, må vi antage, at dyrene blev harpuneret, når de var i vand. Ren er – ganske som elg, der også hørte til datidens jagtvildt – en glimrende svømmer, og de søger gerne i vand, hvis de føler sig truet. Det har man utvivlsomt udnyttet, for fik man først omringet en svømmende ren, var det som at skyde siddende ænder. Antagelig har man haft skindkanoer til at foretage jagten fra.

Rentakslagvåben fra Løgeskov. Foto: Nermin Hasic.

Hvis man skal forsøge at rekonstruere harpunens biografi, skal vi altså tænke os tilbage til et åbent landskab med mange søer. På en bakketop – måske en af de højdepunkter, der ligger på den sydlige del af Helnæs – sidder en gruppe jægere og spejder efter rensdyr. De ved, at dyrene kommer trækkende her forbi i store flokke i efteråret på vej mod mildere klima mod syd. Jægerne rejser sig, laver larm, og får jaget et par dyr ud i en sø, der ligger i det flade landskab vest for nutidens Helnæs. En harpun på træskaft bliver kastet mod et rensdyr, men jægeren rammer forbi, og harpunen forsvinder i det iskolde vand og indlejres i mudder på bunden. Ingen rensdyrkølle i denne omgang! Da istiden for alvor slipper sit tag i landet, stiger temperaturen drastisk, og den iskappe, som er bundet ved polerne, begynder at smelte og verdenshavene stiger drastisk. Mange tusinde år efter den mislykkede jagt bliver Fyn skabt, da havet trænger ned og danner nutidens bælter og Det sydfynske Øhav. Landskabet vest for nutidens Helnæs ”druknede” også i verdenshavet, og mange søer, bl.a. det ca. 20 m dybe søbassin, der udgør bunden i den sydlige del af Lillebælt, blev overskyllet af saltvand.

Sådan har situationen været i 7000-8000 år, og undervejs har storme flyttet rundt på havbundens sand og sten. Antagelig en gang i vinteren 2019-20 har havet gnavet sig ned i de gamle søaflejringer, og harpunen så dagens lys for første gang i 12.000 år. Højvande og bølger transporterede forsigtigt harpunspidsen ind på stranden, hvor den mirakuløst undgik at blive knust mellem forstrandens store sten. Og det næste mirakel indtraf, da Lars Friis Olsen gik en tur med sin hund og fik øje på harpunen mellem tang og pinde. Det var vist det bedste påskeæg, han nogensinde har fået!

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Harja 1971-1996, s. 108-135. Odense.

Petersen, P.V. 2009: Stortandede harpuner – og jagt på hjortevildt til vands. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005, s. 43-54.

Stensager, A.O. 2006: Odense Kanal – et af Danmarks ældste fund. Fynske Minder 2006, s. 125-133.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

Rosmarin – en af vore ældste krydderurter?

Rosmarin forbinder vi i høj grad med Middelhavskøkkenet, og krydderurten har for alvor vundet indpas i de nordiske køkkener i forlængelse af charterturismen i 60erne og 70erne. Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk, og dens nåle bruges især til retter med svin, kylling, lam og kartofler – eller til at give smag til olie og eddike. Dertil kan de lyseblå og velsmagende blomster også tilføje kager og desserter et friskt pift og visuel elegance.

Rosmarinplanten har bløde nåle med en nærmest sølvskinnende underside. Nålene er helt fedtede af de æteriske olier, der giver den karakteristiske, kamferagtige smag og duft. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Rosmarin har imidlertid været kendt herhjemme også før masseturismens tid, og som det er tilfældet med mange andre planter, er det ofte middelalderens urtekyndige munke, der tilskrives æren for, at den er kommet til landet. Det er måske ikke helt rigtigt, for et arkæologisk fund viser, at det kan være langt tidligere, vi lærte at krydre lammekøllen med duske af rosmarin.

Rosmarin i blomst i slutningen af april. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I romersk og germansk jernalder var det populært at have forskellige former for hule hængesmykker hængende i en kæde om halsen. Hængesmykkerne kunne have form af en pære, en spand, et kræmmerhus, en taske eller en kapsel – og en samlebetegnelse for disse er berlokker. De kunne fremstilles af bronze, jern, sølv eller guld og kunne afspejle særdeles avanceret metalhåndværk.

Spandformede berlokker af jern fra gravplads ved Ferritslev. Foto: Jørgen Nielsen.

Fælles for de forskellige former for hule hængesmykker var, at de kunne anvendes som beholder for en begrænset mængde af materiale, der kunne afgive duft. Fra Polen kendes fund af berlokker med planterester og spor af animalsk fedt, der kunne fastholde æteriske olier fra planteresterne – helt som vi kender det fra senere tiders hovedvandsæg med indhold af æteriske olier. Herhjemme har man utvivlsomt brugt berlokkerne på en lignende måde, for et spandformet eksemplar fra en jernaldergrav på lokaliteten Nørreknold i Himmerland rummede hår og et blad fra græs. Af særlig interesse i denne forbindelse er dog et fund fra Kasseedorf-gravpladsen i den østlige del af Holsten og dermed umiddelbart syd for den dansk/tyske grænse. I en grav fra tiden omkring 300 fandtes flere nåle af rosmarin i en spandformet berlok. Den afdøde blev således gravlagt med sin lille ”parfumebeholder”.

Bronzehalsring med spandformede berlokker af bronze fra Vimose. Foto: Nationalmuseet/Pia Brejnholt.

Den kraftigt kamferagtigt duftende og i folkemedicinen vidt udbredte plante har sin oprindelse i det østlige Middelhavsområde, og den kan næppe have været dyrket så højt mod nord i århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse. Antagelig er rosmarinnålene fra Kasseedorf kommet herop sammen med den store strøm af mønter, våben samt glas- og bronzekar, som nåede frem til germanerne gennem kontakter med Romerriget. Vi kender enkelte andre eksempler på, at dele af eksotiske planter kom hertil fra Middelhavsområdet. Ved Stålmosegård nær Roskilde fandtes således frø af planten blærenød, og i den berømte Blidegn-grav på Sydfyn fremkom kogleskel fra pinje. Det kræver helt særlige bevaringsforhold for, at plantedele kan klare næsten 2000 års ophold i jorden. Derfor kan vi ikke udelukke, at rosmarin og andre sydeuropæiske krydderurter nåede herop i større mængder, end vi får indtryk af i de arkæologiske fund. Det kan således ikke udelukkes, at romerne ikke bare lærte os at drikke vin, men tillige at krydre maden med rosmarin, salvie, timian og andre af de krydderurter, som vi normalt forbinder med Middelhavskøkkenet.

PS: Hvis du er blevet lækkersulten af at læse dette opslag, finder du et link til en vegetarisk ret med rosmarin herunder.

 

Læs mere

Articus, R. 2004: Das Urnengräberfeld von Kasseedorf, Lkr. Ostholstein. Die Entwicklung des südöstlichen Schleswig-Holstein während der jüngeren römischen Kaiserzeit. Rahden. (s. 92f; s. 217).

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (s. 132ff). København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 131ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Se også et tidligere opslag på arkæologens blog om Duftende hængesmykker: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/duftende-haengesmykker/

Opskrift på pasta med rosmarin og citron:

https://ilfornaio.dk/opskrifter/pasta-citron-rosmarin/

 

Den nyttige brændenælde

”Jeg foretrækker ukrudt frem for krudt”, skrev nationalskjalden Benny Andersen i digtet Skvalderkål Blues. Deri kan man kun give ham ret, og nogle typer af ukrudt kan ligefrem være at foretrække frem for andre. Jeg synes for eksempel, at brændenælden er en ukrudtsplante, der alt for hyppigt ringeagtes, selv om den har mange gode kvaliteter. Således er nælden jo basisføde for smukke sommerfugle! Selv bruger jeg de fuldvoksne planter til super kvælstofholdig og meget ildelugtende grøntgødning til brug i have og drivhus. Dertil er nælden en vigtig ingrediens, når vi fynboer skal skabe røg til fremstilling af rygeost, til brændenældete eller når spejderne skal koge den klassiske brændenældesuppe. Imidlertid foretrækker jeg at bruge de spæde blade netop her i det tidligste forår til en stuvning – eller endnu bedre til hjemmelavet pasta med masser af vitaminer og mineraler. Før der præsenteres en opskrift til brændenældepasta, skal vi dog lige dvæle lidt ved brændenældens andre anvendelsesmuligheder.

Brændenælden indvandrede til vore breddegrader, så snart der var noget at slå rødder i. Pollen og frø fra nælden findes således i tørvelag, der er aflejret helt tilbage i slutningen af istiden. Planten er meget glad for kvælstof, og derfor fik den især stor udbredelse, da vi blev bønder for ca. 6000 år siden. Menneskers og dyrs næringsrige efterladenskaber var det rene guf for brændenælden – kig selv i en hestefold og bemærk, at der hvor hestene klatter hyppigst, står nælderne i tætte bevoksninger.

Hvor brændenælden gror, er der godt med næring i jorden. Her er det oven på et sted, hvor der 23 år tidligere blev kremeret en gris i forbindelse med et arkæologisk eksperiment. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Tidligt fandt man ud af, at nældens stærke fibre kunne anvendes til reb, men også til tekstil. Da en bronzealderpræst blev stedt til hvile i gravhøjen Lusehøj på Sydvestfyn omkring 800 f.v.t. fik han således et stykke fint, vævet nældestof med sig i graven – og det stof var ovenikøbet importeret fra den sydlige del af nutidens Østrig. Herhjemme har man dog også lavet nældestof, for i flere tilfælde er bundter af nælde og hør fundet sammen i brønde, hvor man har lagt plantestænglerne i blød for at frigøre fibrene til tekstilproduktion.

En håndfuld hør- og nældestængler, der blev fundet på bunden af en jernalderbrønd ved Seden. Bemærk, hvor velbevarede de enkelte strå er, selv om de er 1500 år gamle. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I 1800-tallet, men igen så sent som under verdenskrigene, har der været indsamlet og dyrket brændenælder til tekstil- og rebproduktion i Danmark. Med den fokus, der i dag er på udnyttelse af den vilde flora, er det nærliggende, at brændenældens status snart vil ændre sig, således, at man ikke bare betragter den som ukrudt, men derimod som en plante med masser af krudt i!

Helt spæde skud af brændenælde – lige til at plukke. Tag en saks og en kop med – så kan du klippe nældebladene ned i koppen og hælde dem op i en skål. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Opskrift på brændenældepasta

Hjemmelavet pasta til ca. 4 personer: 3 æg, 1 æggeblomme, 1 tsk. Olivenolie, lidt salt, et par solide nævefulde brændenældeblade, 1 del durummel og 1 del hvedemel – mængden afhænger af æggenes størrelse. Bland de tørre ingredienser på en fast bordplade. Lav et hul midt i bunken, og heri hældes æg, olivenolie og de dampede brændenældeblade, som hakkes med en kniv. De våde ingredienser piskes ind i melet med en gaffel, og efterfølgende æltes det hele med hænderne til en smidig dej. Dækkes af et fugtigt viskestykke og hviler ca. 30 min. Hvis dejen bliver lidt for tør, kan den fugtes med lidt vand. Herefter rulles dejen ud i mindre portioner til plader, som køres gennem en pastamaskine. Hvis man ikke har en sådan, rulles dejen endnu tyndere og skæres i smalle strimler (hvis man ønsker båndpasta) med en klejnespore. Den friske pasta koges ca. 3 min. i godt saltet og spilkogende vand. Du har nu en sund, nærende, velsmagende og knaldgrøn pasta – og mindre ukrudt i haven!

Læs mere om arkæologiske fund af fibre og tekstil af nælde og hør fra Fyn – og om brændenælden som kulturplante

 

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 2 (opslag: Nælde, side 92ff). København.

Frei, K.M., U. Mannering & H. Thrane 2015: Textiles on the Move: The Provenance of a Late Bronze Age Nettle Textile from Lusehøj, Denmark. I: P. Suchowska-Ducke, S.S. Reiter & H. Vandkilde (red.): Forging Identities. The Mobility of Culture in Bronze Age Europe. Report from a Marie Curie Project 2009-2012 with Concluding Conference at Aarhus University, Moesgaard 2012. Volume 2. BAR International Series 2772, s. 55-62. Oxford.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

 

En vikings pensionsopsparing

At finde en skat må være enhver detektormands drøm. Der er da heller ingen tvivl om, at Alex Johansen var ovenud begejstret, da han kontaktede Odense Bys Museer for at oplyse, at han med sin detektor havde lokaliseret en sølvskat fra vikingetiden på en mark nær Søndersø på Nordfyn. I første omgang havde han fundet spredte stumper af sølvmønter i markoverfladen – og ved systematisk afsøgning lykkedes det at lokalisere en samlet nedlægning, som de spredtliggende stumper var pløjet ud fra. Da amatørarkæologer selvfølgelig ikke selv må foretage en udgravning, blev museet kontaktet – og vi rykkede ud næste dag.

Herefter fulgte to hektiske dage i marken, for når man er så heldig at lokalisere en uforstyrret skat, er det vigtigt at få så mange oplysninger ud af fundet som muligt. Kan der ses spor af stolper, sten eller andre former for markering omkring nedlægningsstedet? Kan det afgøres, om skatten har været nedlagt i en beholder, f.eks. et lerkar eller et træskrin? Ingen af disse ting kunne iagttages i marken, og derfor kunne arbejdet koncentreres om at tage skatten op. En sådan udgravning kræver virkelig tålmodighed og at man ikke fristes til bare at ”flå” tingene op fra jorden, for så kan værdifulde oplysninger også gå tabt.

Koncentrationen af sølvgenstande er afgrænset. Jordvæggen i baggrunden viser, at toppen af nedlægningen er lige under bunden af pløjelaget.

Stump af snoet sølvhalsring i toppen af skatten.

Udgravningen viste, at der under et niveau, hvor plovjernet har rodet rundt, lå sølvgenstande over et areal på ca. 75×35 cm. Stumper af ringe og mønter strittede op fra den afrensede flade, og vi kunne hurtigt se, at det var nødvendigt at tage skatten op i en blok – et præparat, som arkæologerne betegner det – for at undersøge detaljer under mere beskyttede forhold på museet.

Klumpen med skatten er viklet ind i gips og klar til optagning.

Omkring 75 kg jord, gips – og sølv! – løftes op fra udgravningsfeltet.

Jordklumpen med skatten blev derfor omviklet med plastfolie og støbt ind i gips, og dernæst kunne en plade skubbes ind under præparatet. Så kunne pladen løftes op, sættes ind i museumsbilen og køres tilbage til museet. Her vil præparatet i første omgang blive røntgenfotograferet, så det kan afsløres, hvor meget der skjuler sig i jorden – og dernæst følger en forsigtig udgravning under beskyttede forhold. Indtil dette sker, kender vi selvfølgelig ikke skattens samlede indhold, men de først fremkomne genstande giver dog mulighed for at give en kort præsentation.

Armring med påsiddende fingerring – en såkaldt løkkeknudering. Løkkeknuden er antagelig et symbol på samhørighed og troskab.

Armring med to fingerringe af løkkeknude-typen. Ringen er bevidst trykket sammen før nedlægning i jorden.

Indtil nu er optaget to hele armringe, hvorpå sidder henholdsvis en og to fingerringe. De store ringe er trykket sammen som man ofte ser det i vikingetidens sølvskatte. Mindst en tilsvarende ring sidder endnu i jorden. Flere små, afhuggede sølvstykker stammer fra halsringe, der er lavet af valsede sølvstænger, mens andre stumper stammer fra tynde, snoede ringe. Et enkelt afklippet stykke stammer fra en halskæde, der er lavet af flettede sølvtråde. Skatten omfatter også enkelte stykker ornamenteret sølvblik, der kan stamme fra hængesmykker – men det kan først afklares, når de er afrenset.

Arabisk sølvmønt, såkaldt dirhem. Flere af mønterne var klippet i mindre stykker – datidens ”skillemønt”.

Væsentligt for dateringen af skatten er hele og fragmenterede mønter, og kan optælles minimum 25 mønter, men det samlede tal er snarest en del flere. Så vidt det kan ses, er der i alle tilfælde tale om arabiske mønter, såkaldte dirhems, der er kommet her til Skandinavien i forbindelse med vikingernes omfattende handel via de russiske flodsystemer.

Dirhem med små hak i kanten. Vikingerne var bange for at blive snydt, så de skar lige i kanten af sølvmønterne for at sikre, at de var massive og ægte.

Mønterne og smykkernes udformning viser, at skatten er sammensat og antagelig nedlagt i tiden omkring 900. Fra denne tid kender vi en del skatte, også fra Fyn, men mange af dem er fremkommet for lang tid siden ved markarbejde. Derfor mangler vi detaljerede oplysninger om omstændighederne ved nedlægningen. Det er derfor en stor videnskabelig gevinst med det nye nordfynske fund, der kan give en masse ny viden om disse forhold.

Ituklippede halsringe og andre smykker kunne også fungere som ”småpenge” i vikingetidens handel.

Der er dog ingen tvivl om, at skatten må have repræsenteret en formue i vikingetiden. Måske er der tale om en storbondes opsparing fra et slidsomt liv i mark og stald – eller måske stammer sølvet fra handels- og plyndringstogter – vi ved det ikke. Nok så påtrængende er spørgsmålet om, hvorfor man har gravet skatten ned – og især hvorfor man ikke har hentet den igen!

Under udgravningen blev det klart, at der ca. 25 fra nedlægningsstedet findes en ikke tidligere registreret, men helt nedpløjet storstensgrav, sikkert en dysse. Den er ganske vist 4500 år ældre end sølvskatten, og som sådan er der ingen direkte sammenhæng mellem de to fortidsminder. Det er alligevel nærliggende at tro, at man har gravet sølvet ned på netop dette sted, fordi storstensgraven lå her i forvejen. Var det mon fordi der lå et vikingehus ved siden af den allerede dengang oldgamle gravhøj, var det fordi man tilbad dem, der var begravet i højen, eller skyldes det, at højen gjorde det let at genfinde nedlægningsstedet?

Disse og mange, mange andre spørgsmål kan vi først få svar på, når præparatet er udgravet og forskellige analyser tilendebragt. Indtil da må vi væbne os med tålmodighed. At beherske den disciplin er for en arkæolog lige så vigtigt som at kunne håndtere en skovl og en graveske!

Saksens kraft

En saks findes vist i alle danske hjem – sikkert i mange forskellige former, der hver især er tiltænkt en bestemt funktion. Saksen er således ikke et redskab, man tillægger nogen særlig betydning – bortset fra, når man skal bruge den og den er væk! Sakse kan nok være dyre, men ikke i samme prisklasse som f.eks. mønstersmedede japanske knive, der hænger til skue i en del moderne køkkener. Sådan har det dog ikke altid været, for i oldtiden kunne saksen være et redskab, man forbandt med betydelig status og som kunne rumme symbolske betydninger.

Man bliver lidt overrasket over, hvor mange sakse der gemmer sig i skuffer og skabe i et helt almindeligt hjem. Bemærk den lille ”oldtidskarsesaks”! Foto: Mogens Bo Henriksen.

På vore breddegrader dukkede saksen op i førromersk jernalder – omkring 100 f.v.t. De første sakse bestod af to separate blade, der var hæftet sammen øverst. Typen, der næppe har været særlig funktionel, kendes især fra overklassens mandsgrave i Vendsyssel, men på Fyn er der også fundet to eksemplarer. Hurtigt blev de toleddede sakse afløst af den langt mere funktionelle bøjlesaks, der er smedet af ét stykke jern. Den form holdt sig gennem resten af oldtiden og langt ind i historisk tid.

Fyns ældste saks er fundet på en jernalderboplads ved Ringe. Saksen har bestået af to skær, der var hæftet sammen øverst på grebet. Mon det er de toleddede sakse, der ligger til grund for den engelske betegnelse ”a pair of scissors”. Foto: Jørgen Nielsen.

Bøjlesaksene er især fundet i rigt udstyrede mandsgrave, og hyppigt sammen med våben. Skal man forestille sig krigere, der havde saksen som ekstra våben på slagmarken? Næppe. Våbengravene fra denne tid kan også indeholde andre former for værktøj og redskaber – f.eks. smedeværktøj eller saddelmagerens karakteristiske læderknive med buet æg. Det må udtrykke en elitegruppes behov for at signalere, at de, udover at være våbenføre, også havde tilknytning til et bestemt håndværk eller erhverv. Mon ikke saksene symboliserer, at deres ejere var succesfulde fåreholdere?

Kort før vor tidsregnings begyndelse blev denne type bøjlesaks introduceret. Denne er fundet i en mandsgrav på en gravplads ved Brudager på Sydøstfyn. Foto: Jørgen Nielsen.

Enkelte kvinder fra datidens overklasse kunne blive begravet med sirligt udsmykkede bronzesakse, hvis funktionalitet ikke har været nær så god som jernsaksene. Derimod har deres symbolværdi været større – det var kun elitens kvinder, der fik dem med i graven. Mon ikke bronzesaksene er et statussymbol for en gruppe af kvinder, der havde overskud til at beskæftige sig med finere tekstilhåndværk i stedet for storproduktion af ”hverdagstøj”?

Stor og kraftig bøjlesaks, lavet af tre sammennittede stykker. Sammen med en tilsvarende er den fundet på gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme. Den sammennittede type kendes ikke fra andre fund. Begge sakse er bevidst ødelagt som et led i begravelsesritualerne. Foto: Jørgen Nielsen.

I 2.-6. årh. blev miniaturesakse med længder ned til under 3 cm hyppigt medgivet som gravgave over store dele af Europa. Saksene kunne være udført som meget fint håndværk i jern, bronze, sølv eller endog guld, og i mange tilfælde er saksene så små, at en praktisk funktion kan udelukkes. Miniaturesaksene må – ligesom andre miniatureredskaber – tolkes som amuletter, der rummede en symbolik, som ikke er let at tyde på 1500 års afstand. Disse miniaturesakse synes dog ikke rigtigt at være slået igennem nord for Østersøen.

I vikingetiden skete der en mindre udvikling i bøjlesaksens udvikling. Man fandt ud af, at fjederkraften i bøjlen blev øget, hvis man afsluttede grebet i en cirkulær udvidelse. Siden dette fremskridt har bøjlesaksenes form ikke ændret sig væsentligt.

Bøjlesaks med udvidet greb. Fra vikingetidsboplads ved Ejby Mølle nær Odense. Foto: Jørgen Nielsen.

Krydsbladede sakse som dem, vi bruger mest i dag, er en opfindelse, der kan tilskrives romerne, men til vore breddegrader synes formen først at være nået sidst i middelalderen eller endda senere. Her har typen så udviklet sig til de mange, mange former og størrelser, som vi har i skuffer og skabe i dag.

Fåresaks fra 1800-tallet. Nogle fåreholdere foretrækker stadig at bruge dette redskab, når ulden skal af dyrene. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Helt op mod vores tid har saksen spillet en rolle i forbindelse med den overtro, der var knyttet til død og begravelse. Man kunne således placere en saks på eller ved et lig forud for begravelsen, hvis man ville hindre, at afdøde gik igen. Saksens effekt kunne forstærkes, hvis redskabet blev bukket som et kors. Hvis en kvinde døde under graviditeten, kunne hun blive gravlagt med en saks, der var tiltænkt til at kunne anvendes til at overklippe navlestrengen og måske til at hindre, at de gravlagte gik igen. Alt dette ved vi fra folketroen, men at man også handlede herefter, viser et fund fra kirkegården ved domkirken i Odense. Her lå en kvinde med et uforløst foster begravet, og i kisten var anbragt en saks, nåle, en flaske med vand og et par mønter. Den yngste mønt var fra 1722, så i hvert fald så længe har man haft en tro på saksens særlige kraft på Fyn.

Saks, nåle, mønt og flaske med vand fra grav på kirkegården ved Skt. Knuds Kirke i Odense. Foto: Jørgen Nielsen.

 

Hvis du vil vide mere

Beilke-Voigt, I. 1998: Frühgeschichtliche Miniaturobjekte mit Amulettcharakter zwischen Britischen Inseln und Schwarzem Meer. Universitätsforschungen zur prähistorischen Archäologie. Band 51. Bonn.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 175 ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Jernalderens hundeofre

Hunden er menneskets bedste ven, siger vi, og i hver fald er det det husdyr, der har fulgt mennesket længst. De første spor efter tamhunde i Danmark er mere end 10.000 år gamle, så antagelig har Fidos forfædre fulgtes med nogle af de første generationer af jægere, der kom til vore breddegrader. Fra at være en betydelig hjælp på jagten efter føden, udviklede den firbenede sig med tiden også til at være vagthund, hyrdehund, partner i kamp og ikke mindst et statussymbol for eliten. At hunden i ældre jernalder tillige indgik i offerhandlinger, viser flere fund fra fynske moser og vandløb.

Skeletter af jernalderhunde er bl.a. fundet i Lindved Å ved Højby, i et mosehul i Åløkkeskoven i den nordlige del af Odense samt to steder i Hygind Bæk på Vestfyn. På et af fundstederne ved Hygind endte mindst 12 hunde – og snarest flere – deres liv i vandet. I alle tilfælde er der tale om store, kraftigt byggede dyr. Tænderne er nedslidte, så hundene havde en høj alder, da de endte i vandet. Der er ingen sikre spor af vold på knoglerne, så vi ved ikke, hvordan de kom af dage – men måske blev de stranguleret, som det også kendes fra nogle moselig.

Et hundekranium på vej op over vandoverfladen i Hygind Bæk – efter at have været druknet i 2000 år. Foto: Morten Fischer Mortensen.

Hundekranierne fra Hygind er utroligt velbevarede trods de mange år i det våde element. Foto: Helle Deichmann.

Sammen med hundeskeletterne er der fundet store mængder af knogler fra tamdyr, især kvæg og får, men også enkelte fra hest. Der er imidlertid tale om yngre individer, og i modsætning til de hele hundeskeletter, er de andre arter kun repræsenteret ved udskæringer fra kødfulde dele af kroppen. I et par tilfælde er der også fundet knogler af hundens bedste ven, mennesket. Blandt knoglerne er der fundet skår af lerkar, der i nogle tilfælde viser spor efter ildpåvirkning. Sammen med kulstof 14-dateringer viser lerkarskårenes form og udsmykning, at dyrene endte i vandet omkring vor tidsregnings begyndelse.

Hygind-hundene havde meget kraftige tænder. Foto: Nermin Hasic.

Fundene fra moser og åer har slet ikke karakter af husholdningsaffald, som vi kender det fra samtidige affaldskuler på bopladserne. Derimod er det sandsynligt, at der er tale om produkter, der stammer fra religiøse handlinger, som ikke nødvendigvis fandt sted i direkte tilknytning til nedlægningsstedet. Måske blev hundene dræbt som led i ritualer, der blev praktiseret ved fester, hvor man tillige tilberedte og indtog kød fra kvæg, får og hest – og hvor mennesker også kunne indgå i offerhandlingerne. Det udstyr, som man anvendte til ritualerne, f.eks. kogekarrene, blev betragtet som ”forurenede” og blev efterfølgende nedsænket i vandet sammen med måltidsrester og de hele hundekroppe.

Hundekranium fra Lindved Å. Bemærk de store kindtænder. Foto: Nermin Hasic.

Vi fornemmer, at der har været tale om frugtbarhedsritualer, men præcis hvilken rolle hunden spillede her, er vanskeligt at gennemskue. I flere religioner betragtes hunden som et dyr med særlige egenskaber, bl.a. kunne den hjælpe den døde til dødsriget og fungere som vagthund ved indgangen hertil. Og i keltisk religion har hunden særlig tilknytning til vand og kult i forbindelse med kilder, der jo netop også kan betragtes som en indgang til det underjordiske. Måske skal vi se på de fynske fund med dette i baghovedet.

Det er tankevækkende, at hundeofringerne netop stammer fra en tid, hvor vi i det arkæologiske materiale kan se, at man begyndte at fremavle flere hunderacer – fra små skødehunde til store kamphunde. Måske fik hunden større eller anderledes betydning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse? Det antyder i hvert fald fundene fra moserne – og ikke mindst fra gravene, hvor hundene også dukker op på omtrent samme tidspunkt.

Hundene fra de fynske offerfund var store, kraftige dyr som Broholmeren Tyrk. Den tilhørte Frederik VII, og han havde så nært et forhold til dyret, at den blev udstoppet og nu kan ses på Møntergården. Foto: Ole Lund Jensen.

Hvis du vil vide mere

Gotfredsen, A.B. m.fl. 2017: Animal Sacrifices and Deposits in Inhumation Graves of the Roman Iron Age in Zealand and Funen, Eastern Denmark. Wealth and Prestige 2. Studier i Astronomi – Nyere Tid – Arkæologi Vol. IV, 2017 (s. 191ff). Gylling.

Hatting, T. 1999: Husdyrenes tidligste historie. Odense. (s. 21ff).

Nielsen M.H., M.B. Lundø & K.G. Therkelsen 2011: Den ældre jernalder på Fyn. Fyn i fortiden, bind 1. Odense Bys Museer.

Aaris-Sørensen, K. 1988: Danmarks forhistoriske dyreverden. Fra Istid til Vikingetid. (s. 157ff). København.

 

Et moselig i Skt. Knuds Kirke

Moselig med hud og hår er noget, man normalt forbinder med sure, jyske moser. Imidlertid fandt man også er i udkanten af Odense i 1818. Den 16. juni dette år kunne man i Fyens Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende (i dag med det mere mundrette navn Fyns Stiftstidende) læse, at man tre dage tidligere ved tørvegravning i ”Odense Byes Mose” havde fundet Beenraden og Huden af et Menneske, hvorimod alle de øvrige Dele af et menneskeligt Legeme vare aldeles opløste. Hovedet af denne naturlige Mumie er endnu saa heelt og conserveret, at Man tydelig ser Næsen, Ørerne og enkelte Haar, ligesom og Fingerne paa den ene Haand. Ved disse Levninger, der af Benenes Proportion og Tændernes Udvisende sluttedes at have været et Fruentimmer af nogle og 20 Aars Alder, fandtes et Faareskind, hvorpaa Ulden endnu var ganske kendelig, sammensyet paa flere Steder med Tarme eller Senetraade. Rimeligviis har dette Legeme i flere Aarhundreder ligget i denne Mose, hvor Luften ikke har kunnet gjennemtrænge og forraadne de tilbageværende Levninger”.

 Moseskeletter kendes fra en række fynske moser, men det påfaldende ved dette fund var, at knogler, hud og hår var bevaret som vi kender det fra de jyske moselig fra Tollund og Grauballe. Den lokale politimester konkluderede, at liget havde ligget i mosen i flere århundreder, og det førte således ikke til nogen kriminalsag. De klædestykker og dragtdele af fåreskind, som fandtes sammen med liget, antyder, at moseliget den døde er fra sen bronzealder eller ældre jernalder som de jyske fund.

I Skt. Nikolaj Kirke i Vejle har man også anbragt et moselig – i dette tilfælde fundet i Haraldskær syd for Vejle. Netop nu ses moseliget dog på en udstilling i Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Moseliget blev bragt til Skt. Knuds kirke, hvor det blev opbevaret i en trækiste i adelsslægten Valkendorfs kapel. Det må være denne kasse og dens indhold, som H.C. Andersen refererer til, når han i sine erindringer fra konfirmationen i domkirken i 1819 skriver om ”en Kasse, hvori gjemmes et qvindeligt Liig samt fire Katte. Sagnet fortæller, at det har været en Bispinde og hendes fire Yndlings-Katte.” Endnu i 1905 stod kisten fremme i kirken, for da blev den og de øvrige begravelser registreret af Nationalmuseet. Siden er både moselig og kiste desværre forsvundet, antagelig i forbindelse med renovering af kapellet midt i 1900-tallet.

Det valkendorfske kapel på nordsiden af domkirken. Her lå moseliget fra 1818 og mere end et århundrede frem. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fundstedet er identisk med den for længst bortdrænede mose Roersdam, der lå, hvor der i dag er et grønt anlæg på Roesskovsvej i Bolbro. Herfra fik Odense bys befolkning drikkevand fra 1586 og frem til slutningen af 1800-tallet. I udborede trærør blev vandet ført fra mosen og ca. 2 km mod øst til vandpumper i byens centrum. En af pumperne stod på Klingenberg og dermed nærmest lige ud for det kapel, hvor moseliget lå i en trækasse. Drikkevandet fra Roersdam blev ikke renset, og det har utvivlsomt indeholdt andre uhumskheder end rester af moselig. Det var også årsagen til, at Odense som den første by i Danmark i 1853 fik et egentligt vandværk og dermed et moderne vandforsyningsvæsen.

På maleriet fra 1810 ser man Klingenberg med vandpumpen, som forsynede byen med vand fra Roersdam. I baggrunden domkirken, hvor man knap kan skimte kapellet, hvor moseliget blev placeret en halv snes år senere. Maleri af ukendt kunstner i Odense Bys Museer.

Det er selvfølgelig meget ærgerligt, at moseliget fra Roersdam nu er forsvundet – ikke mindst fordi det nærmest er sket inden for mands minde. Med moderne undersøgelsesmetoder kunne liget have givet masser af information om tidligere fynboers sundhedstilstand og levevis – for ikke at tale om beklædningen. Desværre skal vi nok ikke forvente, at der dukker et ”nyt” moselig op her på Fyn, for det sure miljø, der har været i Roersdam, ses kun i få fynske moseområder. I stedet må vi glædes over den viden, vi kan hente ud af nogle af de mange skeletter, der er fundet i fynske moser og åer – også selv om de er uden hud, hår og dragt.

 

 Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13.

Havefund

Jeg har været arkæolog i årtier, og man skulle derfor tro, at jeg ser rigeligt med genstande fra fortiden i det daglige. Det må derfor være en erhvervsskade, at jeg ikke kan lade være med at kigge efter oldsager, når havebedene ordnes. I haven omkring tre af de fire huse, jeg har haft i tidens løb, har jeg da også fundet lerkarskår, et fragment af en flintøkse og endda et ildsted fra forskellige perioder af oldtiden. Ja, selv mine kaniner har fundet et oldtidspotteskår, som jeg tidligere har berettet om her på bloggen: http://blog.museum.odense.dk/mogens-bo-henriksen/firbenede-finder-fortidslevn/.

Heldigvis er der også andre haveejere, der har øjnene med sig under havearbejdet, og her i efteråret 2019 fik Odense Bys Museer indleveret to genstande, som er fundet på denne måde. Det første fund blev gjort af Lene Larsen i den sydøstlige del af Odense. Hun havde besøg af en anlægsgartner, der skulle anlægge et nyt bed og som med sin minigraver fjernede en del af græsplænen. I den mørke muld spottede Lene en tynd metalskive, omtrent på størrelsen med en moderne enkrone, og skiven viste sig at være en sølvmønt. Det var godt set, og det må betegnes som et ufatteligt held, at mønten ikke blev overset eller kvast af maskinens grabbe. Mønten er slået i Slagelse under Svend Estridsen (1047-74), og nær kanten sidder en lille sølvstift, som viser, at den har været forsynet med en ophængningsanordning. Der var således ikke kun tale om et betalingsmiddel, men også om et hængesmykke eller en amulet. Det var ganske almindelig praksis at anvende mønter på denne måde i den absolut sidste del af vikingetiden.

Sølvmønten fra havebedet. Bemærk stiften fra den afbrudte øsken. Foto: Nermin Hasic.

Vi ved ikke, om mønten kan have indgået i en skat med andre mønter, smykker og barrer, som man ikke sjældent ser det fra denne tid – eller om den simpelthen er tabt, måske fordi ophængningsanordningen bristede. Jeg er sikker på, at det nye bed fremover bliver luget med ekstra stor opmærksomhed, så hvem ved, måske der en dag dukker mere op. Det er i øvrigt tankevækkende, at Odense Bys Museer for knap 20 år siden fik indleveret et bronzesmykke, et såkaldt ovalt skålspænde, som var fundet i en jordbunke ca. 200 m fra møntens findested. Også dette stykke er fra vikingetiden. Hele området omkring findestederne er for længst dækket af et parcelhuskvarter, som vi altså nu må antage er bygget direkte oven på en bebyggelse fra vikingetiden!

Sølvmøntens anden side. Foto: Nermin Hasic.

Årets andet havefund kommer fra Strib, hvor Bjarne Hansen havde fundet et bronzesværd i sin have. Sværdet lå i en jordbunke, der var gravet op i forbindelse med opførelsen af det hus, som Bjarne og hans kone nu bor i. På trods af, at sværdet er ca. 65 cm langt, har det kun fået en mindre skramme ved mødet med grabben. I det hele taget er det så utrolig velbevaret, at jeg sjældent har set noget lignende i mine år som arkæolog; flere steder skinner klingen med en smuk, grøn og glinsende patina. Der er tale om et såkaldt grebspidssværd, der oprindeligt har haft et skæfte af et organisk materiale, antagelig træ. Det er for længst rådnet væk, men det har efterladt et aftryk i bronzen, så man sagtens kan se, hvor stort det har været.

For- og bagside af bronzesværdet fra Strib. Foto: Niels Martner.

Sværdtypen dateres til midten af yngre bronzealder (ca. 800 f.v.t.) og dermed en tid, hvor man kun yderst sjældent nedlagde våben i gravene. Der er derfor ingen grund til at tro, at stykket stammer fra en oppløjet begravelse. Derimod nedgravede man ofte våben såvel som andre redskaber og smykker i vådområder såvel som på tør jord som offer til de højere magter, og der er god grund til at tro, at Bjarnes sværd skal tolkes som en ofring – eller måske endda kun som en del af en ofring! Det var nemlig ikke ualmindeligt, at man nedlagde to eller flere sværd sammen. For en halv snes år siden udgravede Odense Bys Museer således et offerfund med to grebspidssværd ved Røjle Klint få km fra Strib. Også i Strib må vi derfor antage, at der bliver kigget ekstra godt efter ved havearbejdet i fremtiden!

Finderen Bjarne Hansen fremviser stolt sit havefund, som er så velbevaret, at det i første omgang blev antaget for nyt. Foto: Niels Martner.

Selv om langt de fleste af de genstande, som Odense Bys Museer hvert år får indleveret, er fundet med metaldetektor, er det dejligt at se, at arkæologiinteresserede fynboer også bruger øjnene, når de færdes i haverne. Jeg vil derfor ønske alle et godt nytår med håbet om, at 2020 vil bringe endnu flere gode havefund for dagen!

Genopfindelsen af genbrug

I de senere år har genbrug fyldt mere og mere i den politiske debat, og det skyldes øget fokus på, at jordens råstoffer ikke findes i ubegrænsede mængder. Det gælder også de fossile brændstoffer, der ofte anvendes, når råvarerne skal forarbejdes til salgbare produkter. Og når disse udvindes og afbrændes, fører det til udledning af klimafjendtlige drivhusgasser. Derfor drives nutidens genbrugsbølge af en af øget klimabevidsthed – en erkendelse af, at rovdrift på klodens begrænsede ressourcer kan have fatale følger for nuværende og ikke mindst for kommende generationer.

Genbrug har eksisteret til alle tider, men ikke nødvendigvis med samme baggrund. Under begge verdenskrige iværksatte myndighederne informationskampagner for at få befolkningen til at genbruge alt fra køkkenaffald til gamle klude, papir og flasker. Baggrunden var her, at tilførslen af råvarer og brændstoffer var begrænset eller fraværende, især fordi søkrigen hindrede skibstransporter i at nå frem med råmaterialer langvejs fra. Mantraet i disse genbrugsbølger var, at affald ikke skulle betragtes som et problem, men af mangel på bedre som potentielle råvarer.

Tenvægten er lavet af et skår fra et smadret lerkar, fundet ved Ringe i en affaldskule fra yngre bronzealder (ca. 600 f.v.t.). Den er et eksempel på, at man nu og her skulle bruge råmateriale, og derfor fandt man et potteskår i den nærmeste affaldsdynge. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Når arkæologer graver i oldtidens affaldslag – i køkkenmøddinger, affaldskuler og i de tykke lag af affald, som vi med et positiv-ord betegner som ”kulturlag” – finder man hyppigst genstande, som ikke har haft megen værdi som genbrugsmateriale. Man udnyttede råvarerne til det yderste, og gik det færdige produkt itu eller blev det helt slidt ned, blev det repareret eller omdannet til en ny, funktionel genstand. En knækket bue kunne forvandles til knivskæfte, en knækket pilespids kunne omhugges til en skindskraber med skaft, et brækket bronzesværd kunne slibes ned til en dolk – ja selv et smadret lerkar kunne omdannes til spillebrikker. Baggrunden for denne tilgang var mangfoldig. I nogle tilfælde var genstanden meget værdsat, fordi den var lavet af et råmateriale, der var begrænset adgang til, og som derfor var forbundet med status. Derfor var det naturligt at ”up-cycle” det til en ny, brugbar genstand, hvor det genbrugte råmateriale også kunne udtrykke en vis status. I andre tilfælde vurderede man velsagtens, at energien og tiden blev brugt mest fornuftigt ved at genbruge noget, der lå lige foran snuden. I stedet kunne man så investere de sparede ressourcer i at fremskaffe livsnødvendigheder som mad og varme. Det er en tilgang, som med et moderne udtryk kan betegnes som en ren og skær cost-benefit-analyse!

Tenvægt lavet af et skår fra en gryde af klæbersten, fundet i et affaldslag fra vikingetiden (ca. 900 e.v.t.) ved Ejby Mølle. Selv om man lige så vel kunne have lavet tenvægten af et skår fra et lokalt produceret lerkar, valgte man et kasseret skår af en stenart, som var importeret fra Norge. Dermed fik tenvægten også et eksotisk skær og dermed karakter af et statusobjekt. Foto: Jørgen Nielsen.

Alle steder og til alle tider har mennesket praktiseret genbrug. Selv om man nogle gange fornemmer, at aktørerne i de politiske debatter mener, at de har ”opfundet” genbrug som et middel til at løse klodens råstof- og miljøproblemer, er det altså ikke tilfældet. Nutidens genbrugstanke er ganske enkelt et udtryk for – ja genbrug! Glædelig jul til alle!

 

Julenissen har flettet en stjerne af en side fra et prøvetryk til Odense Bys Museers genudgivelse af en af H.C. Andersens billedbøger. Andersen ville have elsket denne stjerne, for han var selv en ivrig genbruger af materialer til sine decoupager. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Arkæologisk viden skaber adventsdekoration

I anledning af den begyndende julemåned bad arkæologens hustru ham om at lave en base til årets adventsdekoration. Der skulle være plads til fire lys, så uden at tænke nøjere over konsekvenserne, fandt han et stykke solidt moseeg på værkstedet. God idé, sagde hustruen, og arkæologen begyndte møjsommeligt at arbejde sig gennem det mange hundrede år gamle træstykke, hvis tykkelse skulle reduceres med et par cm, hvis det ikke skulle ligne en amputeret jernbanesvelle. Det viste sig, at hverken høvl eller stemmejern rigtigt kunne tage spåner af det stenhårde ved, og så var gode råd dyre.

Det var med kerneøkser som denne, at Ertebøllerne udhulede deres stammebåde. Fundet ved Svanninge på Sydfyn. Foto: Jørgen Nielsen.

Nu kom arkæologen i tanke om nogle fund fra en stenalderboplads, som er udgravet ved Agernæs på Nordfyn. Bopladsen er fra Ertebøllekulturen (ca. 4500 f.Kr.), og i affaldslagene fandtes masser af hugspåner fra fremstilling af stammebåde. Dem havde man udhulet ved at hugge furer med 25-30 cm afstand på tværs af store lindestammer. Bagefter kunne man fjerne blokken mellem furererne ved at afspalt få cm tykke spåner med en flintøkse og måske med kiler. Således fik man effektivt og præcist arbejdet sig ned gennem den store stamme, uden risiko for at hugge forkert, og resultatet var, at man kunne lave op til næsten 10 m lange stammebåde med kun få cm tykke sider.

De tværgående riller er savet og afspaltningen af de mellemliggende blokke er påbegyndt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Adskillige timer senere er fladen poleret op og klar til montering af lys. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Arkæologen tænkte nu, at den viden også måtte kunne anvendes ved fremstillingen af adventsdekorationen. Først blev der afsat en streg, der markerede den ønskede tykkelse på træklodsen, og dernæst blev der fra oversiden savet tværgående riller ned til stregen. Ved anvendelse af ”Ertebøllernes” teknik, men dog med et moderne stemmejern af stål, kunne de mellemliggende blokke nu forsigtigt afspaltes, uden at spånerne gik for langt eller fordybt. Da stregen var nået over hele stykket, var fladen overraskende jævn og manglede bare afpudsning. Her blev en moderne pudsemaskine selvfølgelig taget i brug, og snart fremstod fladen spejlblank. Slutteligt var det bare at montere de fire adventslys. Glædelig december, og sig så ikke, at man ikke kan bruge arkæologisk viden til noget praktisk!

Første lys i dekorationen er tændt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.