”Hvil i fred”, står der på mange gravsten på nutidens kirkegårde. Hensigten med begravelsen er således, at den dødes krop skal blive til ”støv” og ligge uforstyrret til Dommedag. Historien viser imidlertid mange eksempler på, at den døde kan være gravet op – for igen at blive begravet – og nogle tilfælde er det endda sket flere gange. Vi arkæologer åbner jo også fortidens grave og tager skeletterne op – ikke for at genbegrave dem, men for at studere dem i detaljer. At det ikke altid har været sådan, bringes der nogle eksempler på i det følgende.

Pryddyssen, som blev rejst over lerkarret med de brændte menneskeknogler fra Bregnebjerg-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen

I 1930erne undersøgte skolelærer Alfred Pedersen en jernaldergravplads på bakken Bregnebjerg ved Sønder Højrup mellem Ringe og Odense. Også i dette tilfælde blev de brændte knogler af de afdøde genbegravet, men først blev de samlet sammen og lagt ned i en glaseret lerkrukke. Den blev gravet ned på bakkens top, og herover blev rejst et monument i form af en lille stendysse. Den poetisk anlagte lærer skrev et digt, som blev mejslet ind i dyssens overligger, hvor man stadig kan læse den.

Lærer Pedersens digt på Bregnebjerg-gravpladsens pryddysse. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved en skov ved Gammel Brydegård på Sydvestfyn ligger en velbevaret gravhøj. I 1961 kunne en feriegæst ikke modstå fristelsen til at sætte skovlen i højen, og nær toppen fandtes et lerkar, der var dækket af en flad sten. I karret lå brændte ben og lidt bronze – der var altså tale om en urnegrav fra yngre bronzealder. Lerkarret blev indleveret til Nationalmuseet, mens benene blev genbegravet i en urtepotte! Knap 15 år senere blev denne gravet op på initiativ af Museum Odense og højen retableret. Herefter kunne knoglerne så bestemmes af en antropolog: De stammer fra en voksen person, antagelig en mand. Nu hviler knoglerne trygt på retsmedicinsk institut i København!

En af Nationalmuseets genbegravede bensamlinger på Bregentved-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Da Museum Odense omkring 1990 undersøgte en jernaldergravplads på gården Bregentved nær Ringe Sø, blev der afdækket flere områder med store mængder af brændte menneskeknogler. Mellem disse lå gravgods som glasperler, bronzesmykker og terninger, der var lavet af ben. Først senere blev vi klar over, at vi ikke stod overfor en særlig variation af jernalderens grave, men derimod spor af kolleger, der havde gravet på stedet 70 år tidligere. I 1912 undersøgte Nationalmuseet nemlig dele af gravpladsen og fandt en mængde velbevarede urnegrave. Det var kun urnerne selv og deres indhold af gravgods, man var interesseret i. Urnernes indhold af rester af den gravlagte blev tømt ned i udgravningsfeltet, men desværre gik det så stærkt, at man overså en del af gravudstyret! Det er en ringe trøst, at vi kunne finde det senere, for i dag kan vi ikke knytte genstandene til specifikke grave.

Bronzefibula, overset ved Nationalmuseets udgravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Benterning, som ikke blev fundet ved Nationalmuseets gravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Under grusgravning omkring 1905 i bakken Bøgebjerg på den vestlige del af Tåsinge fandtes to urner. Nænsomt blev de taget op og bragt til lokalhistorikeren Sørens Lolks ejendom, Vejlegården, en halv km mod syd. Her blev de placeret i en trækasse, som blev begravet i haven, og en ”pryddysse” blev opført herover. Heldigvis nedskrev Søren Lolk historien i sin dagbog, der i 1970erne blev nærstuderet af lokale amatørarkæologer. Efter aftale med Museum Odense lavede de nu en omhyggelig undersøgelse af pryddyssen for at se, om historien holdt vand – og minsandten om de ikke fandt de formuldede rester af trækassen. Mellem træsmulerne fandtes de to urner, den ene i skår, som det også var tilfældet ved den første fremgravning, men den anden endnu hel trods genbegravelsen. Urnerne blev bragt til museet, hvor det intakte kar forsigtigt blev tømt. Udover knogler af et ca. 6-årigt barn indeholdt urnen en bronzenål. Denne og karrenes form viser, at gravene er fra yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.).

Foto af Vejlegården 1950. Pryddyssen med de to bronzealderurner ses nederst til højre i havens græsplæne. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

De to bronzealderurner fra pryddyssen på Vejlegården. Fra Thrane 2004.

Bronzenålen fra den intakte urne fra pryddyssen. Foto: Museum Odense.

Når vi arkæologer i dag undersøger begravelser fra oldtid og middelalder, er vi meget omhyggelige med at registrere, indsamle og bevare rester af den gravlagte. Det har selvfølgelig baggrund i etiske overvejelser, men formålet er ikke, at de menneskelige rester skal genbegraves, som det stadig praktiseres i en række lande. Knogler, tænder, hår og andre rester af afdøde er nemlig en særdeles vigtig kilde til at få viden om fortidens leveforhold, sygdom, slægtsforhold, dødsårsager, kost og meget mere. Man kan blot nævne den viden, som analyser af grundstoffer i Egtved-pigens hår eller moseligenes maveindhold har givet om livet i bronze- og jernalder. Eller vikingeskelettet fra Otterup, som ved hjælp af DNA-analyser pludselig blev i familie med et skelet fra en vikingegrav i Oxford – og Koelbjerg-kvinden der blev til Koelbjerg-manden!

Derfor er det også meget ærgerligt at tænke på, at man indtil starten af 1900-tallet ofte genbegravede eller kasserede skeletter og især brændte menneskeknogler fra arkæologiske udgravninger. Meget vigtige data er gået tabt på den måde. Adskillige moselig med det enorme videnskabelige potentiale, som de indeholder, er også mistet, når man i tidligere tider gav de gamle hedninge en god, kristen begravelse på nærmeste kirkegård. Det var således det, der skete med et moselig med hud, hår og dragt fra Roesskov ved Odense (se tidligere blogopslag herom: https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/et-moselig-i-skt-knuds-kirke/).

Genbegravelserne af skeletterne skete først og fremmest, fordi man ikke mente, man kunne hente væsentlig ny viden ud af de gamle ben. I dag har er den fysiske antropologi udviklet betydeligt, og dette kombineret med mange nye analysemetoder gør, at vi i dag betragter fortidens skeletter som en af de væsentligste kilder til ny viden ved arkæologiske udgravninger. Når vi ikke genbegraver skeletterne, skyldes det, at vi også har erkendt, at man med fremtidige analysemetoder vil kunne hente endnu mere viden fra materialet. Og den viden kan ikke kun bruges til at få dybere indsigt i fortidens mennesker og leveforhold. Analyser af oldtidens og middelalderens skeletter kan også give viden, som kan anvendes i nutidens medicinske forskning. På den måde kan studier af forfædrenes ben bidrage til forståelse af nutidens sygdomme og udvikling af behandlinger af disse.

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1956: Fynske jernaldergrave bd. II. Ældre romersk jernalder. København. (s. 63ff om Bregnebjerg).

Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13 (om moselig i Skt. Knuds kirke).

Henriksen, M.B. 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København. (s. 186ff om Bregentved).

Jensen, V. 1977: Sådan gjorde vi på Tåsinge. Harja 1977, s. 2-5. (om Bøgebjerg/Vejlegården).

Thrane, H. 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave, bind 1-2. Fynske Studier 20. Odense. (s. 49 om Gammel Brydegård, s. 296 om Bøgebjerg/Vejlegården).

Wienberg, J. 2007: Kanon og glemsel. Arkæologiens mindesmærker. Kuml 2007, s. 237–282. (s. 267f om Bregnebjerg).