Om Mogens Bo Henriksen

Mogens Bo er forsker og museumsinspektør og er ansvarlig for museets arkæologiske arkiv, arkæologiske udgravninger og sagsbehandling i henhold til museumsloven.

Arkæologer finder spor af stormfloden 13. november 1872

Stormflod og omfattende, ødelæggende oversvømmelser er noget vi forbinder med den jyske vestkyst. I november 1872 var det imidlertid kysterne langs den vestlige Østersø, der blev ramt, og udstrakte, kystnære landområder og byer fik store skader. Værst gik det ud over øerne syd for Sjælland, men det sydfynske område blev også hårdt ramt. Flere steder i regionen er der opsat højvandsmærker som markering af den katastrofale begivenhed, der førte til voldsomme ødelæggelser af bygninger, materiel og marker. Knap 100 mennesker druknede, dog ikke i det fynske område, hvor det ”kun” var dyr, der måtte lade livet. For nylig fandt arkæologer fra Odense Bys Museer og Langelands Museum fysiske spor fra stormfloden, så det er en anledning til at se lidt nærmere på hvad der egentlig skete 13. november 1872.

Strandvolden i kystklinten ved Havsmarken. Foto: Jesper Hansen.

Nær sydspidsen af Ærø og helt ned til Vejsnæs Bugt ligger en udstrakt handelsplads fra vikingetiden, og en mindre udgravning i september 2020 skulle afdække nogle af de spor, som vikinger har sat på stedet. Som et led i undersøgelsen blev kystskrænten neden for bopladsen undersøgt. Over en længere strækning kunne der ses et indtil 75 cm tykt, massivt lag af kraftigt vandrullede sten af samme karakter som dem, der lå på forstranden og videre ud i vandet. Toppen af stenlaget lå 2,5 m over havoverfladen, og der var ingen tvivl om, at det var var en strandvold, der var aflejret af havet. Højtliggende strandvolde kan normalt forklares med, at der på et tidspunkt har været et havniveau, der har været højere end nutidens – eller at landet har hævet sig, som det bl.a. ses på Fyns Hoved. Imidlertid burde ingen af delene være tilfældet i Det sydfynske Øhav, så noget passede ikke med den eksisterende viden! Da opmålingerne dokumenterede, at strandvolden lå i et niveau over vikingetidens affaldslag, måtte den altså være aflejret senere end ca. år 1000 – men spørgsmålet var hvornår?

Det var ikke muligt at komme svaret nærmere med arkæologiske metoder – så vi måtte kigge i de skriftlige kilder. Her kunne vi læse, at ikke mindst Ærø blev særdeles hårdt ramt af orkanen 13. november 1872 – så her var en oplagt kandidat til strandvoldens oprindelse, men hvordan skulle vi kunne underbygge denne tese? Vi starter med at kigge lidt på tiden op til katastrofen.

Bag søulken foran Søfartsmuseet i Marstal sidder en messingplade, som illustrerer oversvømmelsernes omfang 13. november 1872. Foto: Poul Andersen.

Messingpladen på Søfartsmuseet viser, at havet her nåede 11½ fod – ca. 3,5 m – over daglig vande. Foto: Poul Andersen.

I ugerne op til stormfloden havde storme med vestlige og sydvestlige vindretninger presset store vandmængder gennem bælterne og ind i Østersøen, hvis østlige dele oplevede oversvømmelser. Den 10. november stilnede stormen af, og vandet begyndte nu at strømme tilbage fra den østlige Østersø, men bælterne kunne ikke tage presset, og højvande opstod i Det sydfynske Øhav. Den 12. november blæste det op igen, men nu fra nordøst, og kombinationen af ekstremt højvande – op til 4 m over normalen – og storm medførte enorme ødelæggelser på øerne syd for Sjælland. Her mistede knap 100 mennesker livet, og de materielle ødelæggelser var omfattende.

På havnekontorets bygning i Ærøskøbing finder man også en markering af stormflodens niveau. Hvis bilen i forgrunden havde stået på havnen, havde den ikke været meget værd! Foto: Steen Agersø.

Øst- og sydøstvendte kyster var naturligvis mest udsatte, og kysten ved Havsmarken vender netop mod sydøst. Her er et langt frit stræk uden læ for sydøstlige vinde, så bølgerne har kunnet ophobe enorme mængder af energi, før de ramte kysten. Havbundens stenmasser blev slynget op mod kystklinten som kardæskkugler mod fjendens forsvarsværker ved et morterangreb. Efter timers bombardement uden ophør måtte selv de stive lerlag give fortabt, og mange tønder land agerjord blev skyllet i havet eller ødelagt af aflejrede sten, grus og salt. Alt, hvad der var på forstranden af optrukne joller, hytter til fiskeudstyr mv., blev forvandlet til pindebrænde.

Stormfloden ramte øen Bågø i Lillebælt så hårdt, at den nærmest blev delt i tre småøer. Foto: Michael Borre Lundø.

1872 var jo i fotografiets spædeste barndom, så man har ingen fotodokumentation af ødelæggelsernes omfang. Hvorfra kan man så have detaljeret viden om stormflodens konsekvenser? Efter katastrofen blev der nedsat en kommission, der skulle klarlægge omfanget af ødelæggelser med henblik på udbetaling af erstatninger til de hårdest ramte. Herfra kender vi beskrivelser af kystnære markområder, der stod under vand efter stormfloden. Det gælder bl.a. den nordligste del af den terrænflade, som Havsmarken ligger på. Andre steder i området berettes det, at markens kystnære del var dækket af 1½ alen rullesten, som umuliggjorde dyrkning. 1½ alen svarer særdeles godt til tykkelsen af strandvolden ved Havsmarken, og der er således god grund til at tro, at vi har fundet direkte spor af den voldsomme begivenhed. Vi kan så samtidig konstatere, at stormfloden har nedbrudt dele af vikingetidsbopladsen, og antagelig er samme begivenhed ansvarlig for, at dele af det nærliggende Skt. Alberts kapel er forsvundet i havet.

Havnefronten i Assens blev også meget hårdt ramt af oversvømmelser. Foto: Michael Borre Lundø.

Det er sjældent, at vi som arkæologer har fokus på så nye ”fortidsminder”, som strandvolden ved Havsmarken, og nogen vil nok spørge, hvorfor vi ikke bare koncentrerede os om vikingernes efterladenskaber på stedet. Det er selvfølgelig også dem, vi primært havde fokus på, men hvis vi ikke har et indblik i, hvad der er sket på stedet i ”nutiden”, har vi altså ikke et grundlag for at forstå, hvad der skete her i vikingetiden.

 

Hvis du vil vide mere

 

Rosendahl, L. u.å.: Da vandene steg. https://marmus.dk/images/pdf/download/Da%20vandene%20steg.pdf

Meyer, C. 2013: Ærø og stormfloden onsdag den 13. november 1872. Årbog 2013. Ærø Museum, s. 4-45.

Petersen, T. 1924: Stormfloden 1872. Geografisk Tidsskrift, Bind 27, s. 16-24. https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/article/view/47227/58907

Fejrede man halloween i jernalderen?

Den 31. oktober fejres halloween med lysende græskarhoveder, plastikskeletter, kunstigt spindelvæv og afrevne gummilemmer i forhaverne. Når mørket falder på, kan man se grupper af børn udklædt som monstre, lig eller skeletter gå fra dør til dør og råbe ”slik eller ballade” i håbet om at få den medbragte pose fyldt op med godter. I sin nuværende form har denne skik kun knap et kvart århundrede på bagen i Danmark, og den er kommet hertil fra USA.

Død mand i odenseansk forhave. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Mange elementer kan dog genfindes i de gamle bondesamfunds traditioner, hvor man bl.a. lavede lygter af udhulede roer på denne tid af året. Med erindringen af årets afdøde rummer Folkekirkens fejring af allehelgensdag første søndag i november også reminiscenser af den tradition, som kom til USA med irske indvandrere i 1800-tallet.

 

Skelet i odenseansk forhave. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Set i et europæiske perspektiv kan man se, at mange kulturer har afholdt fester og udøvet ritualer, der minder om halloween. Især er elementet med ihukommelsen og fejringen af døde venner og familiemedlemmer et gennemgående træk, og det omfatter ofte en form for kommunikation med de døde. Det kan være i form af optog, musik og udsmykning af billeder af afdøde, men især gennem ofringer af mad eller gaver. Den døde har således ikke været betragtet som fuldstændigt forsvundet. I hvert fald i en overgangsfase kunne man vedligeholde kontakten med den døde og sikre sig, at man var på god fod! Når man kan iagttage beslægtede ritualer over store afstande og med så stor tidsdybde, kan man så også forestille sig, at oldtidens mennesker i det nuværende Danmark også fejrede ”halloween”? Ikke i den forstand, vi kender det i dag, i hvert fald, for man havde hverken græskar eller roer. Men lad os se, hvad de arkæologiske fund kan vise.

Tveægget romersk sværd, som efter brænding blev bukket sammen og nedgravet i udkanten af gravpladsen Bregentved ved Ringe. Foto: Jørgen Nielsen.

Ituklippet romersk bronzekedel, som blev nedgravet i en grube på Bregentvedgravpladsen. Foto: Jens Aagaard.

Vi opfatter døden som et uigenkaldeligt farvel, og kontakten til den døde afbrydes definitivt ved begravelsen. Nok kan man besøge gravstedet og lægge en blomst, tænde et lys og sende den døde en tanke, men det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at man har en direkte kontakt med den afdøde. Og selve graven er definitivt en lukket dør, som det ville være utænkeligt at åbne for at genetablere kontakten. Sådan knivskarp var grænsen imidlertid ikke i jernalderen!

På en række gravpladser fra jernalderen er der fundet spor, der viser, at gravstedet ikke blot blev betragtet som et sted, man deponerede en død krop – og så var det et afsluttet kapitel. Klynger af nedgravede jordovne – såkaldte kogegruber – viser sig ofte at være samtidige med begravelserne. De er således vidnesbyrd om, at man har tilberedt mad på gravpladsen; det kan være sket i forbindelse med gravlæggelsen, men også ved begivenheder, hvor man vendte tilbage til gravstedet. Måske var det også i disse forbindelser, at man nedsatte lerkar i tilknytning til gravene; desværre er indholdet for længst borte, men kan man mon forestille sig, at de har indeholdt mad og drikke til den døde? Tilsvarende kan nedgravninger af våben, redskaber og endda mønter uden for gravene også indikere, at man vendte tilbage for at have kontakt med de døde. Måske skete det på årsdagen for dødsfaldet – eller måske på en slags ”allehelgensdage”, hvor man mindedes alle døde på én gang?

Sammenfaldet urne med brændte ben fra Brudagergravpladsen på Sydøstfyn. Ved siden af har man senere nedgravet et lerkar, antagelig som et offer til afdøde. Foto: Charlotta Lindblom.

Disse to lerkar uden indhold var nedgravet på en gravplads ved Åbjerg nær Brenderup på Nordvestfyn i 4. årh. Foto: Jørgen Nielsen.

De mest indiskutable vidnesbyrd om de levendes kommunikation med de døde finder vi imidlertid i såkaldte genåbnede grave. Især fra romersk jernalder, men også fra vikingetid, er der mange eksempler på, at gravene har været åbnet et godt stykke tid efter gravlæggelsen. I nogle tilfælde kan der være tale om nedgravninger, der havde til formål at stjæle gravgods, i andre har man måske villet skænde den døde for at påføre dennes slægt spot og spe. Imidlertid kan det ikke udelukkes, at man også kunne foretage det – set med nutidens øjne – meget grænseoverskridende indgreb for at give vedkommende gaver – eller for at tage noget af den døde. Skeletdele kunne bruges i ritualer – tænk på middelalderens relikvier – eller anvendes som amuletter, og spredte stumper af menneskeknogler på ikke så få jernalderbopladser kan måske være rester heraf. Ja, fra Ribes tidlige vikingetid kendes endda et stykke af et menneskekranie med en runeindskrift! Det var en slagkraftig amulet at gå rundt med!

Fragment af menneskekranium med indridset runeindskrift og ophængningshul, fundet i affaldslag fra vikingetiden i Ribe. For tolkning af stykket, se http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Ribe-hjerneskal

I jernalderen var skellene mellem at være et levende medlem af slægten over en død krop til en forfader ikke så entydig og skarp, som den er for os i dag. I overgangsfasen og måske endda i nogen tid efter døden blev afdøde sikkert stadig regnet for en del af det levende samfund, og derfor skulle vedkommende behandles som sådan. Selv når afdøde var kommet til ”den anden side”, måtte man sikre en god og vedvarende kontakt, som kunne vedligeholdes med en bred vifte af ritualer. Måske er det de sidste levn af dem, vi ser i nutidens halloween-fejring, hvor amerikansk den end måtte være i sit udtryk. Men – vi skal også huske på, at der er gået 2000 år siden jernalderen, og at skikken har vandret over Atlanterhavet ikke mindre end to gange gennem de sidste århundreder. God halloween derude!

Mine børn laver også halloweengræskar. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2005: Danske kogegruber og kogegrubefelter fra yngre bronzealder og ældre jernalder. I: Gustafson, Lil, Tom Heibreen og Jes Martens (red.) 2005: De gåtefulle kokegroper. Varia 58, s. 77-102. Kulturhistorisk museum, Fornminneseksjonen. Universitetet i Oslo.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. 844 sider. (jf.     http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/odense_brudagermark.htm).

Henriksen, M.B. 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København.

Om kraniestykket med runer fra Ribe: http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Titel=Ribe-hjerneskal

Enkeltfundne flintøkser kan også fortælle Danmarkshistorie

Forleden fik jeg et telefonopkald fra museets reception, og stemmen i røret sagde, at der stod en mand, som gerne ville høre noget om en sten, han havde fundet. Kort efter mødte jeg en næsten undskyldende Karsten Eskildsen, der havde medbragt en flintøkse, som han havde fundet i en jordbunke, der var opgravet i forbindelse med grundudgravning til familiens nye hus nord for Odense. Familien havde ganske vist forsøgt at overbevise Karsten om, at museerne ikke var interesseret i sådan en sten, for dem havde de masser af i forvejen. Det sidste kan der være noget om – museerne samler jo på oldsager – men det første er direkte forkert. Heldigvis valgte Karsten altså alligevel at komme ind til Odense Bys Museer for at få noget mere at vide om sit fund. Men hvorfor er museet egentlig interesseret i at kigge på ”endnu en flintøkse”?

Det var dette ca. 18 cm lange økseblad, Karsten var så heldig at finde i en muldbunke i sin have. Foto: Nermin Hasic.

Ingen flintøkse er én af mange! Hvert eneste økseblad er derimod et individuelt tildannet redskab, der er hugget ud af en flintplanke, og derfor er hver enkelt flintøkse unik. Alene dét gør den interessant. Så kan der være en række forhold omkring valg af råmateriale, størrelse, farve, tilhugning og slibning (eller mangel på samme), slidspor, genophugning mv., der gør nogle stykker mere interessante end andre. Ved blot at se på Karstens økse kan man konstatere, at der er tale om en såkaldt tyknakket huløkse, der har været beregnet til at skulle skæftes som en tværøkse. Som en moderne skarøkse skulle den altså anvendes ved tilhugning af tømmer. Øksebladet er omhyggeligt tilhugget, men ikke slebet, og det er således et ufærdigt redskab. Det underbygges af manglen på spor af slid eller genopskærpning. Øksens form viser, at den er fra enkeltgravskulturen, og den stammer dermed fra tiden mellem ca. 2800-2300 f.v.t.

Set gennem fagarkæologens briller er der imidlertid én ting, som gør, at Karstens øksefund særlig interessant: Konteksten. Karsten kunne give præcise informationer om fundstedet og omstændighederne ved fremkomsten, og derfor kan netop dette stykke fortælle meget mere historie end nok så store og flotte økser uden kendt fundsted. Og det er netop fundoplysninger, som arkæologen bruger til at udføre sit arbejde – nemlig at anvende fortidens genstande til stadig at tilføje Danmarkshistorien nye afsnit. Indsamling af spektakulære genstande, der tager sig godt ud i en udstillingsmontre, er således ikke i sig selv museernes formål, selv om vi ofte møder den forestilling i vores arbejde.

Sådan ville Karstens økse måske have set ud i færdig tilstand – ikke nødvendigvis slebet over det hele. Farven er ikke flintens oprindelige, men derimod et resultat af jordens indhold af metalsalte. Foto: Jørgen Nielsen.

Da fundstedets koordinater var registreret, kunne det ses, at øksen oprindeligt var nedlagt lige i kanten af et for længst udtørret, men oprindeligt udstrakt vådområde. Dette kunne underbygges af fotos fra udgravningen til husgrunden samt data fra geotekniske boringer, som Karsten Eskildsen også kunne forsyne museet med. Dernæst viste et kig i det nationale register over fund og fortidsminder, at der i samme vådområde tidligere var fundet flere flintøkser, lerkar og ravsmykker ved tørvegravning og anlægsarbejder. Alle disse fund repræsenterer utvivlsomt rituelle henlæggelser fra forskellige dele af bondestenalderen. I en evig forhandling med højere magter har stenalderbønderne ofret våben, redskaber, dyr, mennesker og smykker i vådområderne for at sige tak – eller for at opnå alt fra fred til frugtbarhed og god høst. Karstens økse var således ikke et resultat af en isoleret handling, men et led i en fast praksis, der strakte sig over årtusinder.

Et helt depot af slebne og uslebne flintøkser – her placeret som de lå, da de blev fundet i 2005. Foto: Karsten Kjer Michaelsen.

Nu sidder mange nok og tænker, om Karsten måtte drage tomhændet hjem efter besøget på museet! Ja, det måtte han! Men kun for en tid, for museet fik lov til at låne øksen nogle dage, så den kunne fotograferes og beskrives i detaljer. Enkeltfundne økser bliver nemlig kun sjældent erklæret for danefæ; hvis man derimod havde fundet to eller flere økser, der havde været nedlagt sammen, ville der være tale om et depot. I så fald ville man skulle aflevere fundet til danefævurdering.

På Odense Bys Museer er detaljerede oplysningerne om øksen og dens kontekst nu registreret i en database. Fremover kan disse data anvendes af fagarkæologer, der forsker i bondestenalderens bebyggelse og religiøse praksis, eller af lokalhistorikere, der vil vide, hvad der er fundet i deres nærområde. Danefæ eller ej, spektakulær genstand eller ej – det er slet ikke afgørende, når det drejer sig om et jordfunds potentiale til at bidrage med nyt til Danmarkshistorien! Der kan selv enkeltfundne flintredskaber tilføje noter. Derfor er det vigtigt at huske, at man ikke selv uden videre skal afskrive et fund som uvæsentligt, blot fordi man antager, at museet allerede har mange tilsvarende i samlingen. Spørg i stedet museet – her kan man få svar på, om det er relevant at registrere fundet, og tillige kan man få en uddybende forklaring på, hvad det er man har fundet. Og det er trods alt sjovere for finderen at have en flintøkse, hvis man kender dens funktion og datering – og dermed dens plads i Danmarkshistorien.

 

Hvis du vil vide mere

Ebbesen, K. 1983: Flint Celts from Single Grave Burials and Hoards on the Jutlandic Peninsula. Acta Archaeologica 53.

Ebbesen, K. 2006: The Battle Axe Period. (s. 305ff). Attika.

Højlund, F. 1974: Stridsøksekulturens flintøkser og -mejsler. Kuml 1973-74.

Jensen, J. 2001: Danmarks Oldtid 1. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr. Gyldendal.

Michaelsen, K.K. 2006: En gave til guderne. Fynske Minder 2006, s. 111-121.

Petersen, P.V. 2008: Flint fra Danmarks oldtid. København.

 

I Slots- og Kulturstyrelsens digitale register over fund og fortidsminder kan du se, hvad der er fundet i dit nærområde:

http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/

Det lille sværd

Sidst i juli og i starten af august knejser lange, elegante blomsterstande med et væld af store, farvestrålende blomster i mange prydhaver. Blomstens danske navn er jomfrufinger, men den kendes især under dens latinske betegnelse gladiolus. Betydningen heraf skal vi siden vende tilbage til.

Gladiolus er en løgplante, der i den form vi finder i nutidens prydhaver, er stærkt forædlede. De vilde arter gror i det sydlige Afrika, men også i det østlige Middelhavsområde, hvor bl.a. romerne anvendte blomsten som udsmykning. Det må også være her, at man har givet blomsten det latinske navn.

Blomstrende gladioulus i bloggerens have, august 2020. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Også i dag er gladiolus en populær blomst i Syd- og Centraleuropa, hvor man kan købe store buketter i enhver kiosk og have dem med som værtindegave eller til konen. Til vore breddegrader er blomsten først nået inden for de sidste par århundreder; den tåler ikke den kølige nordiske vinter, så hvis man vil have gladiolus i haven, må man tage løgene op hvert efterår. De finurligt udseende knolde skulle i øvrigt tidligere være solgt under falsk varebetegnelse som alrunerod, der tillægges magiske egenskaber. Forhåbentligt tog køberen ikke skade af dette snyderi!

Gladiolus er afledt af det latinske ord gladius, der er betegnelsen på et tveægget romersk sværd. Vi kender også navneledet fra gladiator, altså en sværdkæmper. Gladiolus er imidlertid en diminutivform, der kan oversættes til ”lille sværd”. Det navn har romerne givet blomsten på grund af det tveæggede sværds lighed med de lange, spidse og stive blade, der flankerer blomsterstanden.

Sværdformede bladstande på gladioulus lige før de springer i blomst. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Med gladius (flertal: gladii) i hånden underlagde romerske legionærer enorme landområder, og de var også godt på vej mod det nuværende danske område. Helt herop nåede de imidlertid ikke, men det gjorde sværdene, endog i betydeligt omfang, og flere romerske sværd endte på Fyn. Her er de fundet i grave, hvor det dog ikke var romerske, men lokale mænd, der blev stedt til hvile. Endvidere er der fundet sværd af gladius-type i flere af de store offerfund med hærudrustning, som er fundet i danske moser, heraf seks styk i Vimose nord for Odense.

Gladius fra gravpladsen Brudager Mark nær Gudme. Efter Henriksen 2009. Foto: Jørgen Nielsen.

Der kan være flere måder, som de romerske sværd – og med dem andet romersk hærudrustning – er nået til vore breddegrader. Herboende krigere kan have tjent i de enorme hærstyrker, der beskyttede det romerske riges nordgrænse ved Rhinen og efter udstået tjeneste bragt udstyret med hjem. Andre sværd kan være erobret ved de hyppige sammenstød mellem romerske tropper og krigere fra de germanske samfund nord for imperiets grænse. Endelig kan der have foregået en regulær handel med sværd mellem romere og germanere; også dengang var våbenhandel en beskidt affære, hvor man én dag forsynede venner og den næste fjender! På den måde kan handlen med militært udstyr have forløbet parallelt med den omfattende udveksling af civilt udstyr som bronze- og glaskar, mønter, metaller mv.

Gladius fra krigsbytteofring i Vimose nord for Odense. Sværdet er forsætligt bukket, før det blev ofret i det mørke mosevand. Foto: Jørgen Nielsen.

I de germanske landskaber blev de romerske sværd som regel forsynet med lokalt fremstillede greb; det var primært klingerne man var interesseret i på grund af stålets høje kvalitet. Selve formen efterlignede man også i klinger af lokal myremalm – og der var således ingen tvivl om, at germanerne satte pris på det effektive, romerske kortsværd.

 

Jeg er nok lidt miljøskadet, fordi jeg tænker på romerske sværd, hver forsommer, når gladiolusløgene skyder deres sværdformede bladstande op i blomsterbedet. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på det lidt selvmodsigende i, at man har knyttet et det, der nærmest er indbegrebet af krig og kamp til det, der om noget må betegnes som symbol på fred og fordragelighed!

Blomstrende skønhed. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Biborski, M. & J. Ilkjær 2006a: Illerup Ådal 11. Die Schwerter. Textband. Jysk Arkæologisk Selskab XXV:11. Århus.

Brøndegaard, V.J. 1980: Folk og Flora. Dansk etnobotanik 4 (s. 50). København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. (s. 191ff).

Jensen, X.P. 2003: Vimosefundet. I: L. Jørgensen, B. Storgaard & L.G. Thomsen (red.): Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium, s. 224-238. København.

-2008: Våben fra Vimose. Bearbejdning og tolkning af et gammelkendt fund. [Upubliceret ph.d.-afhandling], Københavns Universitet.

Watt, M. 1994: Gladii in Dänemark – Milieu und Zeitstellung. I: C. von Carnap-Bornheim (red.), Beiträge zu römischer und barbarischer Bewaffnung in den ersten vier nachchristilichen Jahrhunderten. Veröffentlichung des Vorgeschichtlichen Seminars Marburg, Sonderband 8, s. 303-319. Lublin/Marburg.

 

Plantesymboler

Netop nu lyser kornvalmuen op med sine blodrøde blomsterstande, der kan farve en kornmark helt rød. Blomsternes farve er årsagen til, at kornvalmuen er blevet symbol på krigens blodsudgydelser, og herhjemme er den både sat i forbindelse med faldne fra svenskekrigene og de slesvigske krige.

Kornvalmue med endnu ikke udsprungne knopper og færdigudviklede blomster. Foto: Mogens Bo Henriksen, juni 2020.

Især forbindes den røde valmue dog med første verdenskrigs stillingskrig på Vestfronten. Når regnen af granater flåede jorden op, blotlagdes muldlagets pulje af valmuefrø, der herefter bredte sig som regulære blomstertæpper og forvandlede slagmarken til ”blodagre”. Symbolikken blev beskrevet og berømmet med canadieren John McCraes digt ”In Flanders fields”, På Flanderns (slag)marker, og valmuen blev selve symbolet på Vestfrontens slagtebænk. Efterfølgende gik veteraner med emblemer med valmuemotiv, ligesom symbolerne blev sat på de faldnes uendelige rækker af grave. I dag ser man den røde valmueblomst som en integreret del af symbolkulturen omkring krigsdeltagelse – bl.a. i udmærkelser fra USA’s hær.

Ved et udgravet og delvis rekonstrueret udsnit af en engelsk skyttegrav nær Ypres i Belgien lægger man mærker med valmuer for at mindes de tusinder, som led i de årelange slag under første verdenskrig. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

”In Flanders fields the poppies blow. Between the crosses, row on row” skrev John McCrae om valmuer i et digt efter blodigt slag ved Ypres. Billedet her stammer fra en af de enorme krigskirkegårde, hvor døde fra dette slag er begravet i uendelige rækker. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

Også i Ypres’ domkirke mindes man de faldne fra den store krig med valmueblomster. Foto: Mogens Bo Henriksen, 2019.

Også opiumvalmuen har en særlig symbolik, idet dens frøkapsler ses afbildet på ældre gravsten. Opiumsvalmuen har været kendt som en lægeplante, der bl.a. er forbundet med beroligende eller søvndyssende egenskaber – og afbildningen på gravsten symboliserer således den evige søvn. Et andet velkendt eksempel på blomstersymbolik er den røde rose – det ultimative kærlighedssymbol. Man kan også tænke på nelliken, som civilbefolkningen under revolutionen i Portugal i 1974 stak ned i soldaternes geværløb for at opfordre dem til ikke at bruge våben. Heraf kommer navnet nellikerevolutionen, som er indbegrebet af en ikke-voldelig revolution. Her kan man da tale om flower-power!

Rodknolde fra knoldet draphavre fra bronzealdergravpladsen Kildehuse II nær Odense. Efter Jensen 2010.

Skriftlige kilder fra middelalder og senere er rige på eksempler på blomstersymbolik, og det samme er sagaer og folkeviser. Fænomenet er så udbredt, at det er vanskeligt at forestille sig andet, end at oldtidens mennesker også forbandt bestemte blomster og andre planter med et særligt symbolindhold. I manglen på skriftlige kilder må vi ty til de arkæologiske fund og se, hvad vi kan udlede af dem. Især fund fra oldtidens grave er interessante i den sammenhæng – tænk blot på den røllike, der blev lagt på Egtved-pigens lig, umiddelbart før kisten blev lukket. Hvad betyder mon den?

På denne blog har jeg tidligere skrevet om hassel og ramsløg som eksempler på vækster, som kan have været tillagt særlig betydning bl.a. i forbindelse med begravelsesritualer. Et andet eksempel er græsarten knoldet draphavre, som der er fundet rester af i ganske mange grave fra bronzealder og frem til vikingetid. Og det er tilfældet i store dele af Nordeuropa.

Knoldet draphavre vokser spredt, hvorfor den ret udbredte forekomst i gravsammenhæng er påfaldende. Her finder man især plantens dråbeformede rodknolde, som kan være systematisk indsamlet. På grund af et højt indhold af stivelse var rodknoldene spiselige – næsten som små kartofler. Da man sjældent finder rester af andre spiselige planter i gravene, er det imidlertid spørgsmålet, om alene var næringsværdien var årsagen til, man fik knoldet draphavre med på dødsrejsen.

Svenske arkæobotanikere og arkæologer har argumenteret for, at den knoldede draphavre har været forbundet med frugtbarhed og måske genfødsel – altså helt som man kan argumentere for, at det har været tilfældet med hasselnødden. Rodknolde såvel som nødder har jo en vis lighed med testikler, så måske er det denne billedlige lighed, der har skabt en forestilling om, at hvis blot man fik en portion knoldet draphavre med i graven, var man sikret genfødsel og dermed nyt liv. Her hører vores viden imidlertid op, mens fantasien kan fortsætte i frit løb.

Knoldet draphavre med de små, karakteristiske rodknolde. Efter Mikkelsen og Bartholin 2009.

 

Hvis du vil vide mere

Artelius, T. 1999: Arrhenaterum Elatius ssp Bulbosum – om växtsymbolik i vikingatida begravninger. I: A. Gustafsson & H. Karlsson (red.): Glyfer och arkeologisk rum – en vänbok till Jarl Nordbladh, s. 215-228. Göteborg.

Brøndegaard, V.J. 1979. Folk og flora. Dansk etnobotanik 2. København (Opslag: Valmue s. 204-211).

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 273ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Jensen, P.M. 2010: Makrofossiler. I: M. Runge 2010: Kildehuse II. Gravpladser fra yngre bronzealder og vikingetid i Odense Sydøst. Fynske Studier 23, s. 48-55. Odense.

Mikkelsen, P.H. & T. Bartholin 2009: Bestemmelse af makrofossiler fra Brudager-gravpladsen. I: Henriksen 2009, s. 274-275.

Andre vækster med særlig symbolik:

Ramsløg: https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/hvidloegsduften-fra-skovbunden/

Hassel: https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/bliver-det-ikke-snart-foraar/

Det bliver godt igen

Til alle tider og alle steder har mennesket reageret på kriser ved at praktisere ritualer, der kunne bringe orden i kaos. Ritualer kan være forbundet med religiøse handlinger, som man f.eks. ser det ved gudstjenester, men de kan også være knyttet til profane aktiviteter – altså aktiviteter uden for en religiøs sammenhæng. Det kender vi fra mange gentagne handlingsmønstre, som sætter system på vores hverdag. Ydermere kan ritualer være forbundet med overtro, f.eks. når man vil imødegå potentielle farer i forbindelse med, at en sort kat passerer vejen foran en eller, hvis man kommer til at gå under en stige, eller når et hus skal indvies.

Corona-stenkast – næsten bogstaveligt talt på afgrundens rand! I foråret 2020 opstod et stenkast på en lille, flisebelagt flade under en skraldespand ved det meget besøgte udsigtssted Afgrunden nær Vissenbjerg. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Under den igangværende coronapandemi er der flere steder opstået samlinger af småsten på steder, hvor mange mennesker færdes. Nogle af stenene er forsynet med malede motiver, ligesom der kan være skrevet navne eller små tekster på dem. De små stendynger kan være suppleret med stearinlys eller blomster – næsten som et alter – men ellers bærer de præg af at være etableret spontant.

Glade farver og glade budskaber præger motiverne i stenkastet ved Afgrunden. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ser man nærmere på motiverne, går kraftige farver, f.eks. regnbuer, og glade emojis igen. Det tyder på, at det først og fremmest er børn, der har malet og skrevet på stenene, der i mange tilfælde må antages at være bragt med hjemmefra i færdiglavet tilstand. Der er i så fald tale om en planlagt og forberedt handling, som også har et vist kollektivt præg. Tekster og motivernes farverighed udtrykker på en gang bekymring over coronapandemien, men også håb om, at den må forsvinde. ”Det bliver godt igen”, har man kunnet læse på flere sten – og det udtrykker jo et håb om, at verden igen må blive som før.

Teksten på denne sten afslører, at det er et barns håb, der udtrykkes her. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vi kan således betragte stendyngerne som små, symbolske ”ofre”, der bliver nedlagt for at opnå eller afværge noget – i dette tilfælde at man ikke rammes af corona, eller at pandemien forsvinder. Med vores fornuft ved vi godt, at stendyngerne ikke hindrer spredningen af virus, men ritualerne omkring udsmykningen af stenene og selve deponeringen (”ofringen”) frembringer en følelse af at have gjort noget – og udtrykker en fællesskabsfølelse: Lad os stå sammen mod corona! Man kan således sige, at stendyngerne på én gang repræsenterer afværgeriter og fællesskabsstiftende riter.

”Det bliver godt igen” – et udtrykt ønske, vi alle kan blive enige om. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Beslægtede stendynger – ofte kaldet stenkast eller blot kast – er utroligt velkendte i hvert fald tilbage til middelalderen og over store dele af verden. Baggrunden for stendyngerne kan være mange. De kan afspejle et sted, hvor en dramatisk begivenhed har udspillet sig, f.eks. en ulykke eller et drab. De kan også være opstået overgangssteder, hvor man passerede fra en ”sfære” til en anden, f.eks. fra fællesejet til privat jord, eller hvor vanskeligt passabelt terræn begyndte. Over tid kan betydelige stenbunker være vokset frem, og i nogle tilfælde kan de være suppleret med grene – eller blot bestå af grene (grenkast) eller andet organisk. Der er etnografiske eksempler på, at man ofrer til og på stenkast for at sikre sig lykke på farten forud for passage af vanskeligt terræn.

Mon ikke man også kan forestille sig, at der har eksisteret stenkast i oldtidens Danmark – sten er der jo rigeligt af i de fleste landskaber? Vi kender til såkaldte røser – ophobninger af sten, der i nogle tilfælde er grave fra bronze- eller jernalder, i andre blot et resultat af rydninger af marker. Blandt disse kan der dog også skjule sig stenkast som de ovenfor beskrevne, men det er vanskeligt at tolke baggrunden for en konkret stenbunke.

På Samuel Adams (1722-1803) grav på Granary Burying Ground i Boston lægger forbipasserende småsten for at hylde en af USAs ”founding fathers”. Stenkast på grave er bl.a. udbredt på jødiske begravelser. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I mange danske – og ikke mindst fynske – moser er der fundet nedlægninger af dyre- og menneskeknogler samt lerkar fra ældre jernalder (ca. 500 f.v.t.-200 e.v.t.). Hyppigt ses disse nedlægninger placeret i tidligere tørvegrave, og vi antager, at der er tale om en slags taksigelsesofringer, fordi man havde taget af mosens ressourcer – især tørv, men også myremalm, fisk eller fugle m.v. I forbindelse med ganske mange af disse nedlægninger finder man også håndstore sten, ofte i lyse farver, således at stenene har kunnet skimtes i det mørke mosevand. Stenene kan være dumpet i vandet i forbindelse med ofringerne, men det kan også være sket længe efter, dog før tørven igen lukkede tørvegraven. Det må antages, at disse sten kan have haft en funktion, der afspejler nogle af de samme tanker som middelalderens og senere stenkast. Når man passerede landsbyens offermose, medbragte man lige en sten, som røg ned i det mørke vand på det sted, hvor slægten måske i generationer havde nedlagt offergaver. På den måde kunne man sikre sig, at man kunne passere uskadt gennem den uhyggelige sump – eller at trusler fra ufred, hungersnød eller at sygdom ville drive over. Også jernalderdrengen udtrykte således et håb om, at det ville blive godt igen!

En anden helt fra de nordamerikanske koloniers frigørelse fra England var John Hancock (1737-1793), der blev begravet tæt ved Samuel Adams. På Hancocks gravmæle ses en større stensamling, småpenge – og naturligvis Stars and Stripes. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Hvis du vil vide mere

Hansen, J. 2006: Offertradition og religion i ældre jernalder i Sydskandinavien – med særlig henblik på bebyggelsesofringer. KUML 2006, s. 117-175.

Henningsen, G. & J. Laursen 2006. Stenkast. KUML 2006. s.243-278.

Corona og kildevand

I Danmark er der registreret ca. 750 helligkilder, hvis vand i middelalderen og senere har været tillagt særlige helbredende eller forebyggende kvaliteter. 45 af disse kilder ligger på Fyn, og den nok mest berømte er Regisse Kilde ved Frørup på Østfyn.

Regisse Kilde med det restaurerede kildeanlæg i 2020. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fra slutningen af 1500-årene og fremefter har vi skriftlige efterretninger om det leben, der kunne være omkring kilden, når mange mennesker stimlede sammen for at drikke af vandet på bestemte dage i sommerhalvåret. Valborgs aften (30. april) og Bodelsdag (17. juni) skulle kildevandet have særlig kraft, og det gav anledning til, at mennesker kom hertil fra nær og fjern. I romanen Kun en Spillemand fra 1837 beskriver H.C: Andersen et – måske – selvoplevet besøg ved kilden ved en sådan lejlighed.

De besøgende drak af vandet eller hældte det over sig, og det var vigtigt, at opøsningen skete med nye kar, der skulle knuses efter brug. Ellers mistede vandet sin kraft. Sammen med betaling for kildevandet i klingende mønt gav det grobund for et veritabelt marked ved kilden, og med tiden blev markedet nok vigtigere end kildevandet. De penge, man betalte for kildevandet, gik til et godt formål – nemlig til områdets fattige og syge.

Søgegrøft i forbindelse med restaureringen i 1994: Foto: Mogens Bo Henriksen.

Det er velkendt, at man som forsker skal forholde sig kritisk til skriftlige kilder og erindringer – og det gælder således også de nedskrevne oplysninger, vi har om Regisse Kilde. Ved en arkæologisk undersøgelse forud for istandsættelse af kildebrønden og dens nærmeste omgivelser i 1994 var det muligt at efterprøve nogle af de skriftlige kilder. Her fik begrebet kildekritik således en meget konkret betydning!

Udsigt fra kildebrønden og ned over anlægget. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved siden af kildebrønden fandtes et lag af grus, der var aflejret af rindende vand fra kildevældet. Heri var tusindvis af lerkarskår fra glaserede, trebenede kar – såkaldte stjertpotter samt af gråsorte, håndlavede kar, der går under betegnelsen fynsk sortgods. Skår af disse lerkartyper kender vi fra masser af udgravninger i fynske byer og landsbyer, og slid- og sodspor viser som regel, at karrene har været anvendt i husholdningen, før de gik itu. Skårene fra Regisse Kilde stammede derimod fra ubrugte kar. De arkæologiske data kunne altså bekræfte de skriftlige kilders udsagn.

Skår af stjertpotter fra udgravningen. Foto: Jørgen Nielsen.

I gruslaget fandtes også en del mønter; de ældste fra 1400-tallet og de yngste fra 1992 og dermed kun to år før udgravningen fandt sted! De yngste mønter afspejler, at nogle stadig kaster mønter i brønden ved besøg på stedet, mens de ældre må stamme fra den betaling for kildevandet, som de skriftlige kilder omtaler. Påfaldende var det, at der mellem mønterne også fandtes en del tinknapper fra 17-1800-tallet – så mange, at det ikke kan være et tilfælde. Mon ikke nogen har snydt på vægten og betalt med en bukseknap i stedet for en skilling? I så fald må man forvente, at vandets helende egenskaber var herefter!

1800-talsmønter fra udgravningen ved kilden. Foto: Jørgen Nielsen.

Mønter fra Magrethe IIs regeringsperiode, fundet ved kilden. Foto: Jørgen Nielsen.

Kildevand koster knapper – rent bogstaveligt! Foto: Jørgen Nielsen.

Alternative behandlingsmetoder er populære som aldrig før, og under coronakrisen har man også hørt om diskutable midler, der kunne helbrede eller forebygge sygdommen. Kildevand sælges i stort omfang til en pris, der langt overgår prisen på postevand, men det kan utvivlsomt diskuteres, om kvaliteten følger prisen. Vandet fra Regisse Kilde kan det ikke anbefales, at man drikker af, for set i forhold til det vand vi får ud af hanen, er kvaliteten ringe. Langt op i tiden, hvor man imidlertid været vant til at drikke vand fra forurenede brønde, søer og vandløb, og i sammenligning hermed har kildevandet været langt at foretrække – også ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.

Endnu i 2020 smider man mønter i kildebrønden. Foto: Mogens Bo Henriksen.

 

Hvis du vil vide mere

Andersen, H.C. 1837: Kun en Spillemand. København.  

Henriksen, M.B. 2003: Regisse kilde ved Frørup – om kombinationen af skriftlige, arkæologiske og hellige kilder. Nyborg – før og nu 2002, s. 3-30.

Henriksen, M.B. 2007: Mønter fra Regisse kilde på Østfyn. Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad nr. 1, februar 2007, s. 17-23.

Svane, S. 1984: Danske Helligkilder og Lægedomskilder. København.

Hornfiskemåned

Når rapsen blomstrer, kan man opleve passionerede lystfiskere såvel som hele familier med begrænset erfaring med stangfiskeri drage til kyster og moler i store flokke. I denne tid – fra sidst i april til ind i juni – er muligheden for at fange hornfisk størst. Netop nu kommer de lange, sølvglinsende og lynhurtige torpedoer helt ind under kysten og i fjorde i jagten på føde og for at gyde. Ofte ser man dem lege i vandet og springe helt fri af overfladen som troede de, at de var delfiner.

Selv om man kun er otte år, kan man sagtens fange hornfisk direkte fra kysten. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hornfisk vandrer ofte i stimer, så hvis man har heldet med sig, kan man sagtens fange en håndfuld eller to inden for ganske kort tid. Det er også årsagen til, at antallet af lystfiskere ved de danske kyster eksploderer, når der meldes om de første ”næb” i Limfjorden, ved Helsingør og på Sjællands Odde. Hornfiskene er lette at fange, og når de er i det rette humør, bider de på næsten alt, men gerne på slanke, skinnende blink eller en krog med et stykke sildekød eller kyllingehjerte. Erhvervsfiskere tager dem selvfølgelig i net – men fordi fiskene kæmper så meget, er de ikke sjove at vikle ud ad maskerne.


Hornfiskene er som sølvskinnende torpedoer i vandet, og når de er kroget, kæmper de en sej kamp. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Fiskeknogler fra affaldslag på oldtidens bopladser viser, at man har landet hornfisk i årtusinder. De ældste fund er ca. 7000 år gamle og stammer fra Ertebølle-kulturens køkkenmøddinger ved Limfjorden. Hornfiskeknoglerne fra køkkenmøddingerne viser ikke kun, hvad stenalderjægerne havde på menukortet. Hornfisken betragtes også som sæsonindikator, fordi den – ligesom f.eks. makrellen – kun kunne fanges i en begrænset periode af året i modsætning til stationære fisk som fladfisk og torsk. Derfor er hornfiskebenene fra køkkenmøddingerne bevis på, at man i hvert fald opholdt sig ved kysten i maj-tidlig juni.

En bunke fiskeknogler fra en jernalderboplads ved Odense rummede også hornfiskeben. Nogle ville nok mene, at de smykker, som blev fundet ved udgravningen, var mere fascinerende. For forskeren, som skal blotlægge jernaldermenneskets liv, er det imidlertid fiskeknoglerne, der er det pure guld. Foto: Jørgen Nielsen.

Der er knyttet mange myter til hornfiskene. Det fortælles således, at man i nogle egne har landet dem i så store mængder, at de blev pløjet ned som gødning. Mange synes de er trælse at spise, fordi der er forbandet mange små og spidse ben især i brystregionen. At benene er grønne, gør næppe sagen bedre. Nogen mener, at det er fordi de er giftige, og ifølge andre fik de farven, fordi fiskene havde spist druknede soldater! Det kan dog affejes, for hornfisken spiser rejer, krebs og småfisk.

Sandheden er, at hornfisken er en ualmindelig lækker spisefisk. Da den er ret fed, tåler den både røgning og en tur på grillen. Den traditionelle tilberedning er dog vendt i mel og stegt i smør med nye kartofler og persillesovs – og helst efter grundig filetering. Det er der ingen ben i!

 

Hvis du vil vide mere

Enghoff, I.B. 1994: Fishing in Denmark during the Ertebølle Period. International Journal of Osteoarchaeology 4, s. 65-96.

Enghoff, I.B. 1999: Fishing in the Baltic Region from the 5th century BC to the 16th century AD: Evidence from Fish Bones. Archaeofauna 8, s. 41-85.

Gotfredsen, A.B., M.B. Henriksen, J. Kveiborg & K.G. Therkelsen: Fjordfiskere, strandjægere, håndværkere og handelsmænd i jernalderens Seden. Fynske Minder 2009, s. 77-112.

Harpunen fra Helnæs

Da Lars Friis Olsen for et par uger siden, som så ofte før, gik tur med sin hund langs stranden på vestsiden af Helnæs, var blikket som sædvanligt rettet mod strandbreddens mange sten. Her vidste han, at man kunne være heldig at finde vandrullede oldsager fra stenalderen – eller måske et stykke rav. Det var dog ikke nogen af disse ting, der fangede opmærksomheden denne dag, men derimod en mørk brun genstand med kraftige takker i begge sider. Var det en spydspids, en nål til at bøde garn – eller noget helt tredje? Heldigvis var nysgerrigheden efter et svar så stor, at billeder straks blev lagt på Facebook, hvorefter flere amatørarkæologer omgående ”pingede” museumsinspektøren. Og hans øjne trillede nærmest ud af hovedet, for det var virkelig et sjældent fund, Lars havde gjort.

Helnæs-harpunens forside. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Lars havde fundet en såkaldt toradet harpun – dvs. den har to rækker af modhagere – og så er dens afslutning bagtil skjold- eller hjerteformet. Harpuner med disse karakteristika kendes der ca. halvanden håndfuld af fra hele Danmark, og ingen af disse er fundet på Fyn. Det nyfundne stykke er 12,9 cm langt, og det er lavet af et stykke, der er udspaltet af en kraftig rørknogle, antagelig en skinnebensknogle fra elg eller kronhjort. Selv om overfladen er grundigt poleret, ses stadig spor af de flintredskaber, som man i sin tid har anvendt til at tilskære harpunen.

Og bagsiden. Bemærk de langsgående furer, der er lavet med et flintredskab.

Alle de toradede harpuner fra Danmark er løsfund som Helnæs-harpunen, men flere er tidsfæstet ved hjælp af kulstof 14-metoden – og med en alder på ca. 12.000 år er de fra slutningen af istiden og tiden umiddelbart herefter. I Nordtyskland, nærmere betegnet i Hamburg-området, har man fundet tilsvarende harpuner på bopladser fra den såkaldte Ahrensburg-kultur. De nordtyske bopladser er samtidige med de danske fund. Det samme viser enkelte andre løsfund fra denne tid. Ved Arreskov Sø og ved Løgeskov på Sydfyn samt i det område, hvor Odense Havn nu ligger, er der fundet slagvåben, der er lavet af rengevir. Disse er lavet af rentak, og to er sikkert tidsfæstet vha. kulstof 14-dateringer til Ahrensburg-kulturens tid. En pilespids af flint fra Sydlangeland stammer utvivlsomt også fra denne kulturgruppe.

Den stolte finder med Helnæs-harpunen på findestedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Egentlige bopladser kender vi imidlertid fra Sydsjælland, Lolland og Sønderjylland, men i ingen af disse tilfælde er der bevaret knoglemateriale. Derfor er det ”nye” fund fra Helnæs vigtigt, fordi det – sammen med de andre løsfund – viser, at Ahrensburg-kulturens jægergrupper i det mindste strejfede rundt i det fynske landskab. Faktisk kan man ikke tale om Fyn, når vi er tilbage ved istidens slutning, for det nuværende fynske landskab var en del af et større landområde, der strakte sig helt til Englands nuværende vestkyst. Gik man mod nord for at søge til kysten, skulle man langt op i Nordjylland. Når harpunen blev fundet på en strandbred, skyldes det derfor ikke, at den er mistet under sæljagt. Den er derimod endt flyttet til stranden fra det sted, hvor den blev efterladt omkring istidens slutning.

Enradet harpun med skjoldformet basis fra Ejby Mose. Foto: Nermin Hasic.

I opklaringen af, hvor harpunen kommer fra, kan man starte med at kigge på dens overflade. Den viser, at den har ligget godt beskyttet i et iltfattigt, kalkrigt miljø, og der kan ikke være tvivl om, at det har været på bunden af en af de søer, som fandtes overalt i senistidens landskab. Her er den næppe endt ved et tilfælde, men snarere fordi den er gået tabt under jagt. På de nordtyske bopladser fra Ahrensburg-kulturen er der fundet knogler fra rensdyr, og de ser ud til at være nedlagt med harpuner, der har ramt dyrene skråt oppefra. Da man ikke kunne sidde på ”Hochsitz” i senistiden, al den stund, at der ikke var nogle træer, må vi antage, at dyrene blev harpuneret, når de var i vand. Ren er – ganske som elg, der også hørte til datidens jagtvildt – en glimrende svømmer, og de søger gerne i vand, hvis de føler sig truet. Det har man utvivlsomt udnyttet, for fik man først omringet en svømmende ren, var det som at skyde siddende ænder. Antagelig har man haft skindkanoer til at foretage jagten fra.

Rentakslagvåben fra Løgeskov. Foto: Nermin Hasic.

Hvis man skal forsøge at rekonstruere harpunens biografi, skal vi altså tænke os tilbage til et åbent landskab med mange søer. På en bakketop – måske en af de højdepunkter, der ligger på den sydlige del af Helnæs – sidder en gruppe jægere og spejder efter rensdyr. De ved, at dyrene kommer trækkende her forbi i store flokke i efteråret på vej mod mildere klima mod syd. Jægerne rejser sig, laver larm, og får jaget et par dyr ud i en sø, der ligger i det flade landskab vest for nutidens Helnæs. En harpun på træskaft bliver kastet mod et rensdyr, men jægeren rammer forbi, og harpunen forsvinder i det iskolde vand og indlejres i mudder på bunden. Ingen rensdyrkølle i denne omgang! Da istiden for alvor slipper sit tag i landet, stiger temperaturen drastisk, og den iskappe, som er bundet ved polerne, begynder at smelte og verdenshavene stiger drastisk. Mange tusinde år efter den mislykkede jagt bliver Fyn skabt, da havet trænger ned og danner nutidens bælter og Det sydfynske Øhav. Landskabet vest for nutidens Helnæs ”druknede” også i verdenshavet, og mange søer, bl.a. det ca. 20 m dybe søbassin, der udgør bunden i den sydlige del af Lillebælt, blev overskyllet af saltvand.

Sådan har situationen været i 7000-8000 år, og undervejs har storme flyttet rundt på havbundens sand og sten. Antagelig en gang i vinteren 2019-20 har havet gnavet sig ned i de gamle søaflejringer, og harpunen så dagens lys for første gang i 12.000 år. Højvande og bølger transporterede forsigtigt harpunspidsen ind på stranden, hvor den mirakuløst undgik at blive knust mellem forstrandens store sten. Og det næste mirakel indtraf, da Lars Friis Olsen gik en tur med sin hund og fik øje på harpunen mellem tang og pinde. Det var vist det bedste påskeæg, han nogensinde har fået!

 

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 1996: Den ældste jægerstenalder på Fyn. I: J. Holm, H. Jørgensen & J. Raun (red.): Harja 1971-1996, s. 108-135. Odense.

Petersen, P.V. 2009: Stortandede harpuner – og jagt på hjortevildt til vands. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 2005, s. 43-54.

Stensager, A.O. 2006: Odense Kanal – et af Danmarks ældste fund. Fynske Minder 2006, s. 125-133.

Aaris-Sørensen, K. 2016: Danmarks pattedyr fra Istid til Nutid. København.

Rosmarin – en af vore ældste krydderurter?

Rosmarin forbinder vi i høj grad med Middelhavskøkkenet, og krydderurten har for alvor vundet indpas i de nordiske køkkener i forlængelse af charterturismen i 60erne og 70erne. Rosmarin er en stedsegrøn halvbusk, og dens nåle bruges især til retter med svin, kylling, lam og kartofler – eller til at give smag til olie og eddike. Dertil kan de lyseblå og velsmagende blomster også tilføje kager og desserter et friskt pift og visuel elegance.

Rosmarinplanten har bløde nåle med en nærmest sølvskinnende underside. Nålene er helt fedtede af de æteriske olier, der giver den karakteristiske, kamferagtige smag og duft. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Rosmarin har imidlertid været kendt herhjemme også før masseturismens tid, og som det er tilfældet med mange andre planter, er det ofte middelalderens urtekyndige munke, der tilskrives æren for, at den er kommet til landet. Det er måske ikke helt rigtigt, for et arkæologisk fund viser, at det kan være langt tidligere, vi lærte at krydre lammekøllen med duske af rosmarin.

Rosmarin i blomst i slutningen af april. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I romersk og germansk jernalder var det populært at have forskellige former for hule hængesmykker hængende i en kæde om halsen. Hængesmykkerne kunne have form af en pære, en spand, et kræmmerhus, en taske eller en kapsel – og en samlebetegnelse for disse er berlokker. De kunne fremstilles af bronze, jern, sølv eller guld og kunne afspejle særdeles avanceret metalhåndværk.

Spandformede berlokker af jern fra gravplads ved Ferritslev. Foto: Jørgen Nielsen.

Fælles for de forskellige former for hule hængesmykker var, at de kunne anvendes som beholder for en begrænset mængde af materiale, der kunne afgive duft. Fra Polen kendes fund af berlokker med planterester og spor af animalsk fedt, der kunne fastholde æteriske olier fra planteresterne – helt som vi kender det fra senere tiders hovedvandsæg med indhold af æteriske olier. Herhjemme har man utvivlsomt brugt berlokkerne på en lignende måde, for et spandformet eksemplar fra en jernaldergrav på lokaliteten Nørreknold i Himmerland rummede hår og et blad fra græs. Af særlig interesse i denne forbindelse er dog et fund fra Kasseedorf-gravpladsen i den østlige del af Holsten og dermed umiddelbart syd for den dansk/tyske grænse. I en grav fra tiden omkring 300 fandtes flere nåle af rosmarin i en spandformet berlok. Den afdøde blev således gravlagt med sin lille ”parfumebeholder”.

Bronzehalsring med spandformede berlokker af bronze fra Vimose. Foto: Nationalmuseet/Pia Brejnholt.

Den kraftigt kamferagtigt duftende og i folkemedicinen vidt udbredte plante har sin oprindelse i det østlige Middelhavsområde, og den kan næppe have været dyrket så højt mod nord i århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse. Antagelig er rosmarinnålene fra Kasseedorf kommet herop sammen med den store strøm af mønter, våben samt glas- og bronzekar, som nåede frem til germanerne gennem kontakter med Romerriget. Vi kender enkelte andre eksempler på, at dele af eksotiske planter kom hertil fra Middelhavsområdet. Ved Stålmosegård nær Roskilde fandtes således frø af planten blærenød, og i den berømte Blidegn-grav på Sydfyn fremkom kogleskel fra pinje. Det kræver helt særlige bevaringsforhold for, at plantedele kan klare næsten 2000 års ophold i jorden. Derfor kan vi ikke udelukke, at rosmarin og andre sydeuropæiske krydderurter nåede herop i større mængder, end vi får indtryk af i de arkæologiske fund. Det kan således ikke udelukkes, at romerne ikke bare lærte os at drikke vin, men tillige at krydre maden med rosmarin, salvie, timian og andre af de krydderurter, som vi normalt forbinder med Middelhavskøkkenet.

PS: Hvis du er blevet lækkersulten af at læse dette opslag, finder du et link til en vegetarisk ret med rosmarin herunder.

 

Læs mere

Articus, R. 2004: Das Urnengräberfeld von Kasseedorf, Lkr. Ostholstein. Die Entwicklung des südöstlichen Schleswig-Holstein während der jüngeren römischen Kaiserzeit. Rahden. (s. 92f; s. 217).

Brøndegaard, V.J. 1979: Folk og Flora. Dansk Etnobotanik 1 (s. 132ff). København.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1, s. 131ff. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense.

Se også et tidligere opslag på arkæologens blog om Duftende hængesmykker: https://blog.museumodense.dk/mogens-bo-henriksen/duftende-haengesmykker/

Opskrift på pasta med rosmarin og citron:

https://ilfornaio.dk/opskrifter/pasta-citron-rosmarin/