I et lille mosehul nær Bederslev på Nordfyn har detektorfører Lars Jacobsen fundet en 4,4 cm stor og støbt maske af bronze. Masken har et karakteristisk dråbeformet ansigt, som man ofte ser det på jernalderens menneskeafbildninger. Hage og mund er tydeligt markeret, det samme er næsen, der endog har næsebor. Øjne med tydelige øjenbrynsbuer ses også, men derimod har ansigtet ikke ører. Skæg eller hår er heller ikke vist.

Mandsmasken fra Bederslev. Den ene øjenhule er udfyldt af rust. Foto: Nermin Hasic.

I øjenhulerne sidder rester af jernstifter, som viser, at øjnene har været fremhævet med et nu forsvundet materiale. Måske har de været udstående, som det kendes fra flere figurer. I kanten af masken sidder rester af tre små jernstifter, som har fastholdt stykket til et fladt underlag.

Røntgenbillede af Bederslev-masken. Her ses det tydeligt, at man har kunnet sætte en stift i begge øjenhuler. Foto: Jannie Amsgaard Ebsen.

Nær Paarup har detektorfører Mikal Steimle Rasmussen fundet en 5,7 cm høj bronzemaske på en skråning ned mod et vandløb. Også dette stykke har kraftigt markeret hage; munden er en lige streg med kraftige læber, især overlæben. Også denne næse er kraftig og kinderne fyldige, og som det ofte ses er øjnene ovale eller mandelformede. Igen er øjenbrynsbuerne markerede, men Paarupmanden har frisure med tydelig midterskilning, som vi ser det på en del menneskeafbildninger fra jernalderen. To stifter viser, at også dette stykke har været til at montere på et jævnt underlag.

Paarup-masken med den flotte frisure. Foto: Nermin Hasic.

De to nordfynske fund er beslægtede med en række andre maskebeslag, som på Fyn især er fremkommet i Gudme-området. Desværre er ingen af dem fundet sammen med andre genstande, og derfor er de vanskelige at datere præcist. De har mange træk tilfælles med en gruppe af statuetter, som også især er fundet i samme område, men som også er vanskelige at datere. Som helhed kan begge fundtyper blot dateres bredt til yngre romersk-ældre germansk jernalder – i runde tal fra 300-500 e.v.t.

Karakteristisk for maskerne er, at de udgør en del af en større genstand: Nogle har en tap forneden, således at de kunne sættes i et underlag af træ, mens andre har været monteret på en trægenstand med rundt tværsnit – vel en stang. De fleste har dog en flad bagside som de to nordfynske. Der kendes eksempler på maskebeslag, der har været monteret på skjolde og vogne, men om det har tilfældet med disse to stykker, er uklart.

De små bronzestatuetter er givet inspireret af romerske gudestatuetter, som indimellem nåede herop fra Romerrigets nordlige provinser. Tilsvarende skal maskernes forlæg nok også søges hos den store nabo mod syd. I 2.-4. årh. cirkulerede romerske bronzekar blandt samfundets elite, hvor de givet blev brugt til at servere øl eller mød ved festlige sammenkomster. Nogle af disse bronzekar havde en hank, der var fastgjort til karsiden med kunstfærdigt udførte beslag – såkaldte attacher. Beslagene var i en række tilfælde udformet som en maske, der givet forestillede romerske guder eller sagnfigurer. Maskebeslagene blev særligt værdsat her oppe langt fra produktionsstedet, for nogle gange blev de pillet af karrene og gemt, mens resten røg i smeltediglen. Måske blev beslagene sparret fra omsmeltning på grund af deres særlige udtryk, der kan være tillagt beskyttende egenskaber.

Romersk bronzespand fra gravfund fra Skrøbeshave ved Avnslev nær Nyborg. Bemærk maskemotivet ved hankefæstet. Foto: Jørgen Nielsen.

Det er tænkeligt, at den mængde af bronzekar med maskebeslag, som nåede disse breddegrader, ikke modsvarede efterspørgslen på de udtryksfulde beslag. Det er derfor muligt, at man – ligesom man lavede sin egen, lokale fortolkning af de romerske statuetter – også fortolkede maskebeslagene i ”lokal stil”. Med tiden fik de måske også en brug og symbolik, der fjernede sig betydeligt fra udgangspunktet, og det er måske i dette lys, vi skal se de to nordfynske masker.

Hankefæstet tæt på. Foto: Jørgen Nielsen.

På smykker fra vikingetiden ser man ofte små maskemotiver, der måske er miniatureudgaver af de store masker, der kendes fra tidens billedsten. De afbilder antagelig rigtige masker af læder eller af filt, som det kendes fra udgravninger i vikingebyen Hedebys havn. Disse full-size-masker blev sikkert anvendt ved optog og ceremonier; skjult bag den anonyme maske kunne man gøre og sige ting, som ikke var muligt med blottet ansigt!

Lokalt fremstillet hankefæste (såkaldt attache), antagelig fra trækar med metalbeslag, fundet nær Fraugde. Foto: Nermin Hasic.

Masker med skræmmende eller ondtafværgende symbolik kendes fra mange kulturer, og det er måske også sådan, man skal forstå de nordfynske bronzemasker og deres slægtninge. For ikke selv at blev offer for maskens kraft skilte man sig så af med dem i landskaber, hvor man normalt ofrede rituelt udstyr, og det var ofte i vådområder eller i landskaber, som lå marginalt i forhold til bebyggelsen. Noget sådant er netop tilfældet med de to nye fund.

Hvis du vil vide mere

Madsen, H.B. & C. Hougaard 1999: Vikingekunst og tre-dimensionale lædermasker. By, marsk og geest 11, 1999, s. 13-22.

Thrane, H. 1990: Fynske mænd. I: Oldtidens Ansigt. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. 16. april 1990, s. 134-135. Herning.

Thrane, H. 2005: Romerske og germanske småfigurer. I: T. Capelle & C. Fischer (red.): Ragnarok. Odins Verden, s. 33-40. Silkeborg.

Når man besøger danske museer eller læser i bøger om oldtiden, forbavses man over de utrolige smykker, redskaber og beslag, som fortidens bronzestøbere kunne fremstille. Fra den mindste nål til avancerede lurer og solvognen – fra det lille hængesmykke til flere kilo tunge økser. Oldtidens bronzegenstande skal tælles i titusindvis, men set i forhold til disse svimlende mængder, er fund af bronzestøberens værktøj meget få. Når det kommer til fund af egentlige bronzestøberværksteder, er fundmængden endnu mere sparsom, men et nyt fund fra Vester Kærby nordøst for Odense har givet os helt ny indsigt i håndværkernes arbejde.

Affaldsgruben lige efter at den var afdækket af gravemaskinen. Det var i det centrale, mørke parti, der rummede slagger og ovnfragmenter. Foto: Daniel Ravnholt Jørgensen.

Affaldsgruben er nu skåret igennem, og laget med slagger og digler ses tydeligt i toppen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved en mindre udgravning på en stor boplads med fund fra hele jernalderen afdækkede arkæologer fra Odense Bys Museer mange mørkfarvede nedgravninger i jorden. Det var jernalderens affaldskuler, hvor affald fra husholdningen – lerkarskår, knusesten og dyreknogler – blev bortskaffet. En af gruberne tiltrak særligt arkæologernes interesse, for i toppen lå et massivt lag af jernslagger, og ved udgravningen kunne det konstateres, at der var mere end 100 kg i alt.

Mellem slaggerne lå lerkarskår fra førromersk jernalder (ca. 200 f.v.t.), og slaggerne må være fra samme tid, hvor jernudvinding endnu var en ganske ny teknologi på vore breddegrader. Alene dét gjorde fundet interessant. I slaggelaget fandtes også tykke, rødbrændte lerflager, som stammer fra jernudvindingsovnene, og det er en uhyre sjældenhed på Fyn. Det skyldes, at myremalmsforekomsterne her ikke er så rigelige som i Vestjylland. Men der var mere endnu – for iblandt slaggerne lå fundets store overraskelse – flere hele og adskillige knuste smeltedigler. Nu var vi tæt på en sensation!

Fundets hele eller næsten hele digler. Foto: Nermin Hasic.

Intakt smeltedigel – bemærk at leret er næsten helt smeltet på ydersiden. Foto: Nermin Hasic.

Hældetuden tæt på. Foto: Michael Borre Lundø.

Diglerne har form og størrelse som en gennemskåret avocado, og de er lavet af ler, der er blandet med groft grus og plantemateriale, måske hestemøg. Diglerne har været udsat for så høj varmepåvirkning, at lermassen på ydersiden er delvis smeltet nogle steder. I smeltediglerne har bronzestøberen smeltet det dyrebare metal, før det blev hældt i støbeforme. Der er tale om små digler, for de har kun kunnet rumme ½-1 deciliter flydende metal. Dermed har man kun kunnet anvende diglerne til at støbe smågenstande som dragtnåle og rembeslag. Det stemmer meget godt overens med det indtryk, vi har af bronzetilførslen på denne tid, for i grave og på bopladser fra midten af førromersk jernalder finder man primært små bronzegenstande.

Civilingeniør Arne Jouttijärvi fra firmaet Heimdal-archaeometry har kigget på diglerne, og han konstaterer, at det er sjældent overhovedet at finde digler fra førromersk jernalder i Danmark. Faktisk må vi konstatere, at det er det største fund af digler fra ældre jernalder i Danmark til dato! Dernæst er eksemplarerne fra Vester Kærby ret avancerede, da de er konstrueret af to forskellige lertyper for at gøre dem modstandsdygtige overfor den ekstreme varme, de blev udsat for. Diglerne er således fremstillet og anvendt af særdeles kvalificerede bronzestøbere med stort kendskab til de lokale råmaterialers kvaliteter.

Ved nærmere gennemgang af nogle af affaldskulens brændte lerplader viste det sig, at de havde et hul med en diameter på ca. 2 cm, og heromkring var lermassen helt smeltet. Der er tale om såkaldte avlssten, der har siddet foran spidsen på en blæsebælg og dermed beskyttet denne mod essens enorme varmeudvikling. Som helhed kunne det nu konkluderes, at gruben havde været anvendt til at bortskaffe affald fra jernudvinding såvel som bronzestøbning. Da man næppe har transporteret dette affald langt, må vi antage, at håndværkerne har haft deres arbejdsplads i grubens nærmeste omegn – men den fandt vi ikke – og hvorfor så det?

Fragment af avlssten – hullet fra blæsebælgens tud ses tydeligt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvor er værkstederne?

Årsagen til, at vi kun sjældent kommer tæt på bronzestøberens værksted er, at støbeaktiviteterne foregik direkte på jordoverfladen, hvor der var tilstrækkeligt med lys, plads og frisk luft. Jernalderens overflade afveg ikke væsentligt fra den overflade, vi går rundt på i dag, og det betyder, at alle ”overfladiske” spor som ildsteder, esser mv. for længst er pløjet bort. Kun hvis håndværksaktiviteterne omfattede nedgravede huller i jorden, har efterladenskaberne overlevet nutidens plovskær. Oldtidens værkstedsoverflader har også kunnet overleve frem til nutiden, hvis de hurtigt blev dækket af tykke jordlag. Det kender vi især fra vikingetidens Ribe – men sådanne forseglede overflader hører til de absolutte undtagelser.

Det vi har fundet i Vester Kærby, er således udrømning fra bronzestøberens værksted – men ikke nok med det – det er også udrømning fra de håndværkere, der udvandt jern fra myremalm. Når affald fra disse to håndværksfunktioner endte i samme affaldskule, må det skyldes, at deres arbejdsområder lå nær hinanden – måske både i fysisk og praktisk forstand. Var det de samme folk, der praktiserede jernudvinding og bronzestøbning, eller arbejdede de bare nær hinanden for at kunne drage nytte af, at begge parter havde brug for enorme mængder brændsel, men også samme typer af redskaber, f.eks. blæsebælge? Vi ved det ikke – men ved udgravningen kunne det til gengæld dokumenteres, at deres arbejdsområde var placeret i periferien af bebyggelsen. Det skyldes utvivlsomt, at man ville minimere brandrisikoen fra især jernudvindingsovnene.

Bronzesmelteklump fundet med metaldetektor på marken. Foto: Nermin Hasic.

Støbetab – affald fra bronzestøbning. Foto: Nermin Hasic.

Hvad støbte de?

Selv om gruben indeholdt stykker af måske 50 smeltedigler, er det ikke lykkedes at identificere et eneste fragment af en støbeform. Derfor kan vi ikke dokumentere, hvad den smeltede bronze fra diglerne blev brugt til, men vi kan da komme med et bud. Ved detektorafsøgning på marken omkring udgravningsstedet er der gennem næsten 10 år fundet mange smelteklumper af bronze og også såkaldte støbetappe, kegleformede bronzestykker, som er størknet materiale fra det metal, der blev hældt i støbeformen og siden kasseret til omsmeltning. Problemet er, at vi ikke kan datere disse stykker mere præcist, så de kan sagtens være senere end diglerne – ja også tidligere. Et par smykker er dog samtidige med diglerne, og især er en såkaldt kuglefibula et oplagt bud på, hvad der kan være produceret på stedet. Vi mangler imidlertid ”the smoking gun”, men vi har endnu et skud i bøssen, for nu at blive i den genre.

Fibula fra Otterup-området med påsiddende støbetap. Noget gik galt i støbeprocessen, så den ufærdige fibula blev kasseret, inden støbetappen var savet af. Netop fordi smykket ikke er lavet færdigt, har man mulighed for at kigge bronzestøberen tæt over skulderen. Foto: Nermin Hasic.

På indersiden af diglerne sidder der rester af det metal, der blev smelter i dem. Forhåbentligt bliver det muligt at analysere disse bronzerester, og ved at sammenligne med legeringen i de smykker, der er fundet på markoverfladen, kan vi således være heldige at få oplysninger om, hvad der blev støbt på marken nær Odense Fjord for ca. 2200 år siden.

Såkaldt kuglefibula fra samme tid som smeltediglerne – og fundet på samme mark. Mon bronzen blev smeltet i en af diglerne fra affaldskulen? Foto: Nermin Hasic.

Hvis du vil vide mere

Andersen, S.H. & H. Madsen 1984: Et førromersk bronzestøbefund fra Vitved i Østjylland. Hikuin 10, s. 91-104.

Feveile, C. 2010: Vikingernes Ribe. Handel, magt og tro. Ribe.

Henriksen, M.B. 2018: De interessante fejl. Fynboer & Arkæologi 2018:1, s. 24-27.

Kristiansen, A.M. & T.F. Jensen 2005: Kronehalsring. Skalk 2005:3, s. 6-11.

Lønborg, B. 1986: Bronzestøbning i dansk Jernalder. Kuml 34, s. 77–94.

Det er nok de færreste, der besøger Hotel Comwell nær tilkørslen til den nye Lillebæltsbro i Middelfart, som er klar over, at de sidder oven på en hedensk kultplads! Før hotellet blev bygget, foretog Odense Bys Museer arkæologiske undersøgelser på stedet, og ved den lejlighed blev der afdækket to nedgravninger med et meget særpræget indhold.

I en cirkulær grube med en diameter på ca. 3 m lå to hesteskeletter, der var symmetrisk anbragt i sideleje og ryg mod ryg. Over det ene hesteskelet lå store sten, og mellem dyrets ben skeletter af fire hunde. Ved dem lå jernringe, der antagelig stammer fra hundeseletøj. Omkring gruben har der været en grøft, hvori har stået lodrette stolper, så hele anlægget har været tydeligt afgrænset. Måske var området inden for grøften dækket af en mindre høj.

Den cirkulære grube med grøften omkring efter afrensning med graveske, men før udgravning. Foto: Odense Bys Museer.

Ca. 60 m herfra fandtes endnu en cirkulær grube med en diameter på ca. 190 cm. Her lå skeletdele fra fem heste, men vel at mærke kun fra dyrenes kranier og underekstremiteter. De manglende knogledele kan ikke forklares med dårlige bevaringsforhold, og de bevarede skeletdele lå heller ikke i anatomisk orden. Almindeligt husholdningsaffald lignede det bestemt ikke.

Udtegning af heste- og hundeskeletter på bunden af den tømte grube. Efter Henriksen 2015.

Samlede nedlægninger af netop kranier og knogler fra underekstremiteter fra heste kender vi fra en række andre fund over hele landet; på Fyn er de fremkommet ved Kærby sydøst for Odense og ved Åsum nordøst for byen. Mens fundene fra Middelfart givet er fra vikingetiden, er disse to fund fra romersk jernalder og dermed mere end et halvt årtusinde ældre. Fundene fortæller således om en tradition, der var i brug i det meste af det første årtusinde.

Remspænder og kædeled fra det formodede hundeseletøj fra den cirkulære grube. Foto: Nermin Hasic.

Det er foreslået, at kraniet og ekstremitetsknoglerne – og i fund med gode bevaringsforhold tillige knogler fra halen – er nedlagt sammen, fordi de ved nedlægningen sad fast i hestens skind. Måske havde skindet med hele hovedet, underben med hove og halen forinden været ophængt på en skråtstillet stage – en såkaldt nidstang. Knoglerne repræsenterer dele af hestekroppen, som kun rummer begrænsede mængder kød, så det er ikke utænkeligt, at de mere kødfulde dele af dyret har indgået i andre sammenhænge – f.eks. tilberedning og spisning.

Rekonstruktion af nidstang med hesteskind med kranium, underben og hale i ”offermosen” i Sagnlandet Lejre. Foto: Mogens Bo Henriksen.

I 1016 nedskrev den tyske historiker og biskop Thietmar af Merseburg en beskrivelse af ritualer, der skulle have fundet sted i den sjællandske by Lejre i starten af 900-tallet. Det berettes, at man samledes her i januar måned hvert niende år for at ofre 99 mennesker – og i denne forbindelse er det særligt interessant, at han også nævner et tilsvarende antal haner og ikke mindst heste og hunde. Efterfølgende blev kroppene ophængt. Desværre går krønikeskriveren ikke i detaljer med sin beskrivelse, for man ville selvfølgelig gerne have vidst, hvordan ritualerne blev udført, og hvorledes og hvor kroppene blev ophængt. Er det tænkeligt, at fundene af det, vi tolker som rester af nidstænger er produkter af rituelle handlinger af langt mindre omfattende karakter end det, Thietmar af Merseburg har beskrevet – altså kultiske ceremonier i et lokalt, måske endda privat miljø?

Hvis de hedenske kulthandlinger primært foregik i det fri, er der en naturlig forklaring på, at vi leder forgæves efter kultbygninger i større omfang. Under åben himmel kunne ritualerne imidlertid tjene formål, der ikke ville være mulige i et indelukket rum. Her kunne man kommunikere med omgivelserne, herunder med persongrupper, der ikke havde samme overbevisning som dem, der udførte ritualerne.

Hesten må have spillet en central rolle i den sene jernalders og vikingetidens religiøse univers, for dyret er ofte afbildet på smykker, ligesom det indtager en særlig position i sagaer og myter. Denne hesteformede fibula (broche) er fra tiden omkring 700 – og den er fundet ved Vester Kærby nær Odense. Foto: Odense Bys Museer.

Hvis vi vender tilbage til stedet ved Middelfart, hvor vikingerne rejste nidstænger med hesteskind, er det et højtliggende punkt med udsigt over Lillebælts nordlige, smalle del, kaldet Snævringen. Ville man med placeringen af disse tydeligt hedenske symboler på et så markant punkt i landskabet sende et klart signal til Harald Blåtand om, at han godt kunne beholde sin nye tro på den anden side af Lillebælt? Det kan vi selvfølgelig aldrig bevise – men tanken er fristende.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2015: Kystens kultpladser. Vikingernes rituelle aktiviteter ved havet. Odense Bys Museer 2015, s. 200-217. (kan læses her: https://odensebysmuseer.dk/artikler/kystens-kultpladser/)

Henriksen, M.B. 2016: Blotene ved Lillebælt. Skalk 2016:3, s. 9-13.

Når nogen spørger mig, hvad der har været min største oplevelse gennem de 40 år, jeg har deltaget i arkæologiske udgravninger, ville det være nærliggende at nævne fundet af rigt udstyrede jernaldergrave, flotte stenøkser, guld- og sølvskatte fra jernalder og vikingetid – for ikke at tale om knogler fra uldhårede næsehorn eller stødtænder fra mammutter, der blev nedlagt af Neandertalere under sidste istid. Alle disse fund – og mange andre til – har hver især været fantastiske oplevelser i fundsituationen såvel som siden ved skrivebordet, når de skulle analyseres

og formidles. Der er imidlertid to fundsituationer, der skiller sig ud fra dem alle – og de har det tilfælles, at det vigtigste fund var – luft! – det rene ingenting! Det lyder nærmest som kejserens nye klæder, så hvordan kan det nu hænge sammen?

Samling af lerkar, umiddelbart efter gravemaskinen havde afdækket dem. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Første gang jeg havde en stor oplevelse af at finde ”ingenting”, var under udgravningen af en jernaldergravplads ved Ringe Sø på Midtfyn i foråret 1990 Da gravemaskinen afrømmede muldlaget over gravpladsen, stødte den på tre små lerbægre, hvoraf det største stod på hovedet. Da de små graveskeer kom frem, kunne det ses, at det største bæger var anbragt som låg over et større lerkar, der stod retvendt med randen opad. Forsigtigt blev låget lirket af det nederste kar – og det var ikke helt let, for samlingen var tætnet af et nu hårdt, mørkt materiale – måske beg eller harpix. Oldtidens svar på nutidens acrylfugemasse havde været så effektiv, at kun ganske lidt sand var sivet ind i det nederste kar, hvis øverste del fremstod som et lufttomt rum. Jeg kiggede nu ind i et hulrum, som havde været jordfrit siden begyndelsen af yngre romersk jernalder, hvilket vil sige siden ca. 200 e.v.t. Det gav et sug i maven!

Låget og lerkarret herunder efter at dele af jorden heromkring var gravet bort. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Låget er nu fjernet, og man kigger ned i hulrummet, hvor kun lidt sand er sivet ind. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Den videre udgravning viste, at det nederste lerkar var en urne, hvor knoglerne fra en kremeret person var gravlagt sammen med personligt udstyr i form af en kam af hjortetak og en tenvægt af sten. Låget over urnen og de to andre bægre udgjorde et drikkeudstyr, som afdøde sikkert havde budt mange mennesker velkomne med i levende live – eller som hun måske skulle bruge i livet i det hinsides.

Urnen efter afrensning og sammenlimning på museet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Drikkebægret, der havde fungeret som låg, efter afrensning og sammenlimning. Den grålige farve skyldes, at karret havde været med på ligbålet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Der skulle gå mere end 30 år, før jeg igen fik mulighed for at snuse til jernalderen i bogstav forstand. Det var i efteråret 2021, hvor jeg stod på bunden af en brønd fra førromersk jernalder (ca. 150 f.v.t.) i Vester Kærby nordøst for Odense. Halvdelen af brønden var udgravet, og nu skulle nedgravningen til brøndhullet dokumenteres omhyggeligt, før den sidste halvdel kunne udgraves. Derfor blev nedgravningssiden – af arkæologen kaldet profilen – omhyggeligt afrenset, og herved afslørede sig en cirkulær genstand af keramik. Det er nok et bundskår fra et knust lerkar, som man så ofte finder, tænkte arkæologen, mens han målte, tegnede, fotograferede og beskrev. Da dette arbejde var afsluttet, skulle den resterende del af brønden graves ud, og nu viste det sig, at der ikke bare var tale om endnu et potteskår, men et intakt lerbæger – en mere end 2000 år gammel drikkekop. Det var slet ikke stor kunst, men til gengæld var overraskelsen overvældende, da bægeret blev frigravet, for det viste sig at ligge med mundingen delvis nedad, så kun dele af dets indre var fyldt af indskyllet jord. Hulrummet i bægeret var sådan ca. halvanden mundfuld stort – så der var ikke meget jernalderluft tilbage – men det gjorde ikke oplevelsen mindre.

Nedgravningen til brønden. Bemærk den cirkulære genstand midt i billedet. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Den glade arkæolog og forfatter til disse linjer med lerkarret fra brønden. Foto: Michael Borre Lundø.

Lerkarret efter optagningen – bemærk hulrummet med ca. halvanden mundfuld jernalderluft. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Selv om de to fundsituationer ikke helt kan sammenlignes med det, der skete, da den engelske arkæolog Howard Carter gennembrød muren ind til Tut Ank Amons grav i 1922, er princippet i at have indsnuset luft, der har været forseglet i årtusinder, alligevel dybt fascinerende. Der er – så vidt vi ved – ingen videnskabelige perspektiver i at samle og analysere forhistoriens luftlommer. Derfor bliver fascinationen mere ved tanken – også selv om det kan være lidt svært at få sine omgivelser til at forstå, at oplevelsen ved at finde et hulrum fra oldtiden kan være mindst lige så stor som at frempensle en romersk guldmønt eller andre og mere håndgribelige hilsener fra fortiden.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2002: Mine (mange) bedste fund. Arkæologi for Alle 2002 nr. 2, s. 21-27.

Det er velkendt, at vikingerne var meget fortrolige med skibsbygning og sejlads, og de rådede over en veludviklet flåde af fartøjer, der var tilpasset ethvert farvand og formål. Selv når vandene frøs til og sejlads var umulig, gav vikingerne ikke op, for isdækkede vandflader gav nye transportmuligheder.

I de to norske skibsgrave fra Gokstad og Oseberg indgår træbyggede slæder, der var beregnet til person- og varetransport, og ski af træ kendes bl.a. fra det nordlige Norges hastigt bortsmeltende gletsjere. Til vinterens persontransport anvendte vikingerne også en slags skøjter, der dog var konstrueret noget anderledes end nutidens sammenbyggede støvle af skind og mede af jern.

Ved Odense Bys Museers og Langelands Museums udgravning på vikingetidshandelspladsen ved Havsmarken på det sydlige Ærø i 2021 blev der fundet en såkaldt islægger af ben. Islæggeren er forløberen for nutidens skøjter, og de blev udskåret af en knogle – i dette tilfælde en mellemfodsknogle fra en ko. Knoglens ene bredside blev skåret og slebet helt plan, så den kunne fungere som glideflade mod den hårde is. Den øvre side blev groft tilrettet, så den kunne side jævnt mod fodtøjet. I nogle tilfælde blev der boret hul i knoglen, så den kunne surres til fodtøjet, mens man i andre tilfælde har fastholdt meden mod isen alene med sin kropsvægt. Det kunne kun lade sig gøre, fordi man ikke løftede benene, når man brugte islæggerne. Derimod stagede man sig frem med en kæp, der var forsynet med en spids af jern. Ved at bukke ned i knæ og stage med kæppen mellem benene fik man fremdrift. Yndigt har det næppe set ud, men effektivt var det, og faktisk har islæggere været anvendt i Island til langt ind i 1800-tallet.

Islæggeren fra Havsmarken er ca. 22 cm lang i sin nuværende tilstand. Da enderne er brækket af, har den oprindeligt været et par cm længere. Foto: Nermin Hasic.

De ældste fund af islæggere, vi kender fra Danmark, stammer fra romersk jernalder (ca. 1-375 e.Kr.). Fra vikingetiden kendes en række fund, hvortil eksemplaret fra Havsmarken smukt føjer sig til, og i Sverige er der eksempler på, at de fulgte den døde i graven. I affaldslag fra middelalderbyerne kendes en mængde fund af islæggere, og senest blev der fundet flere eksemplarer under Odense Bys Museers udgravning på Thomas B. Thrigesgade.

Islæggerne blev nok kun brugt til transport over kortere afstande, f.eks. i forbindelse med isfiskeri eller leg. Det er således næppe noget tilfælde, at der er fundet en islægger i den lavvandede Seden Strand, hvor der også er fremkommet mange redskaber fra fiskeri og havjagt fra jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Måske er islæggeren mistet under ålestangning i de lavvandede vige i Odense Fjord?

Islæggeren fra Seden Strand er ca. 28,5 cm og antagelig fremstillet af en mellemfodsknogle fra hest. Bemærk, at denne har lidt opadbøjet snude som en moderne skøjte – og fastbindingshul. Foto: Odense Bys Museer.

Islæggeren fra Havsmarken er særlig interessant, fordi den kan være et tegn på, at handelspladsen blev benyttet i vinterhalvåret. Det var utvivlsomt ellers i den varme tid af året, at handelsskibe fra øst og vest slog vejen forbi den beskyttede vig på sydsiden af Ærø. Spørgsmålet er imidlertid, om islæggeren er fremstillet på handelspladsen og anvendt i farvandet syd for Ærø af den lokale befolkning, eller om den kan være kommet med et handelsskib langvejs fra.

En mængde af de handelsvarer, der blev udvekslet på Havsmarken, stammer fra kontakter til områder så fjernt som nutidens Irak – og måske endda endnu længere mod øst. Talrige arabiske sølvmønter, men også ædelsten, vidner om sådanne langstrakte kontakter. Disse varer har utvivlsomt været omlastet flere gange undervejs, og et knudepunkt i denne trafik var handelspladser i den nordvestlige del af de russiske flodsystemer. Af disse er Staraja Ladoga ca. 100 km øst for Skt. Petersborg den mest kendte. Handelspladserne opstod ved knudepunkter, hvor man skiftede fra sejlads i store fragtfartøjer til slædetransport ad de dele af de russiske floder, som ikke kunne besejles med skibe med dybtgående køl. Andre handelspladser opstod i den sydlige del af Rusland, hvor det igen blev muligt at sejle ned mod Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Herfra lå vejen åben mod bl.a. Kina.

En ikke helt utænkelig tanke er, at islæggeren fra Havsmarken er kommet med et handelsskib, som uger forinden havde besøgt Staraja Ladoga i Rusland. Fastlandsklimaet gør, at vinteren her slipper sit tag så sent, at de første forårsmarkeder på handelspladserne langs Østersøen så småt var kommet i gang. Måske havde et besætningsmedlem taget skøjterne med mod vest, hvor de ikke gjorde meget gavn – og måske røg de derfor på møddingen, da handelsskibet blev trukket på land for at få nye bordplanker på Ærø. Sandsynligvis kan den fulde historie bag islæggeren fra Havsmarken aldrig afdækkes helt, men så er der også lidt næring til fantasien! Og fantasien er et vigtigt værktøj, når arkæologen skal tolke de mere ydmyge fund fra vikingernes affaldsdynger.

Hvis du vil vide mere

Berg, G. 1943: Isläggar och skridskor. Fataburen. Stockholm.

Sindbæk, Søren M. 2003: Sølvflod og slædefart. Skalk 2003:4, s. 20-31.

Sindbæk, Søren M. 2005: Ruter og rutinisering : vikingetidens fjernhandel i Nordeuropa. Aarhus.

Energikrise er noget vi normalt forbinder med oliekrisen i 1973. Dengang steg brændselspriserne drastisk, og gaderne blev næsten blev bilfrie om søndagen. I dag har vi fokus på, at jordens brændselsressourcer ikke er ubegrænsede, og der udvikles til stadighed nye energiformer, som ikke er baseret på fossile brændselskilder som kul, olie, gas, brunkul eller tørv.

I årene omkring de to verdenskrige var der også energikrise, da krigshandlingerne medførte, at kul fra bl.a. England ikke kunne nå frem til danske industriovne eller hjemmenes komfurer og kaminer. Den gang blev løsningen mosernes tørvelag, og en veritabel tørvegravningsindustri blev opbygget, samtidig med, at mange skaffede brændsel fra private tørvelodder. Først langt ind i 1950erne var forsyningerne af kul og olie så rigelige, at tørvegravningen ophørte.

63 cm højt lerkar fundet ved tørvegravning i 1941 i moseområde lige syd for nutidens Odins Bro. Karret er fra ca. 100 f.v.t. Foto: Odense Bys Museer.

Fint dekoreret lerkar, der sammen med endnu et par kar blev fundet ved tørvegravning i en mose ved Brænde Lydinge nær Brahetrolleborg i 1940. Foto: Odense Bys Museer.

Under tørvegravningen fandt man ofte levn fra oldtiden; mest kendt er vel moseligene fra Tollund og Grauballe. Hyppigere stødte tørvegravernes spader på lerkar, men også på redskaber eller figurer af træ samt bunker af dyreknogler. I nogle tilfælde fik man tilkaldt arkæologer, der kunne iagttage, at genstandene lå i gravede gruber, som man tolkede som forhistoriske tørvegrave – og ikke så sjældent fandt man endda tørvegravernes træspader efterladt heri.

Det knap 170 cm lange trug af egetræ fandtes ved tørvegravning i Ørbæk Mose ved Vissenbjerg i 1945. Inde i karret lå øsen. Truget har muligvis været anvendt til at ælte løs tørv til briketter. Foto: Odense Bys Museer.

Øse som fandtes i truget fra Ørbæk Mose

Ved arkæologiske udgravninger i moseområder gennem de sidste årtier er der flere steder påvist omfattende spor efter tørvegravning. Ikke sjældent har man nedsat ofre i de tømte tørvegrave (eller rettere tørvegruber) i form af lerkar, bundter af hør, dele af dyr – og så altså i nogle tilfælde mennesker. Det ser sjældent ud til være almindeligt affald; snarere er der tale om takofre til den mose, der gav tørv til de mennesker, der boede omkring den? En stor del af fundene fra de forhistoriske tørvegrave dateres til førromersk jernalder (ca. 500-1 f.v.t.).

Gennem bronzealderen var presset på skovens træressourcer blevet stadig større. En stigende befolkningsgruppes opførelse af huse, hegn, bygning af vogne og både, men især hugning af brændsel til husholdning, bronzestøbning og ligbrænding krævede store mængder træ. Da man i begyndelsen af jernalderen begyndte at forvandle myremalm til jern, nåede skovens brændselsressourcer et kritisk punkt. Udvindingsprocessen såvel som smedearbejdet kræver enorme mængder af brændsel, og man måtte derfor finde nye energikilder. Mosernes tørv blev svaret på den efterspørgsel, og dateringen af fundene fra oldtidens tørvegrave viser, at der er et sammenfald i tid mellem de første spor af jernudvinding og intensiv tørvegravning. Det er derfor nærliggende at se de to fænomener i sammenhæng.

Ved udgravninger af jernalderens tørvegrave kan man iagttage, at fortidens tørvegravere gik målrettet efter de tørvelag, der havde den største brændselsværdi – det havde de helt styr på! Fundene viser også, at man både gravede tørv i ”klodser” – såkaldte klyner – samt i form af ”tørvevælling”, der blev æltet og tørret til briketter. Efter tørring kunne tørven enten anvendes som den var, eller den kunne forvandles til tørvekul, der især var anvendelig ved smedning.

Aske fra afbrænding af moseeg. Bemærk de karakteristiske farver, der afviger fra farvespektret på træaske. De hvide stykker er dyreknogler. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Afbrændingen af tørv efterlader en karakteristisk rødbrun aske, der adskiller sig fra den hvid-grå-sorte aske, der ligger tilbage, når man har brændt træ. Selv efter århundreder eller årtusinder i jorden ændres farven ikke, og derfor er man ikke i tvivl, når man støder på tørveaske i en affaldskule fra oldtiden. Og det gør vi ind i mellem på arkæologiske udgravninger – ikke sjældent i sammenhæng med myremalm eller jernslagger, der vidner om en tæt sammenhæng mellem jernudvinding og Danmarks første energikrise.

Ved udgravning af affaldskuler fra jernalderen ved Vester Kærby nær Odense fandtes ret omfattende spor af tørveaske – i øvrigt sammen med jernslagger og ristet myremalm. Det er næsten en rygende pistol i forhold til at dokumentere sammenhængen mellem tørvegravning og jernudvinding. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1952: Tørvegravning på Fyn i den ældre jernalder? Fynske Minder 1952, s. 79-82.

Becker, C.J. 1948. Tørvegravning i ældre jernalder. Nationalmuseets Arbejdsmark 1948, s. 92-100.

Christensen, C. & R. Fiedel 2003. Tørvegravning i forhistorisk tid. Nationalmuseets Arbejdsmark 2003, s. 85-99.

Hove, Th.Th. 1983. Tørvegravning i Danmark: fra håndgravning til moseindustri: udvikling og vilkår. Herning: Poul Kristensens Forlag.

Mortensen, M.F., C. Christensen, K. Johannesen, E. Stidsing, R. Fiedel & J. Olsen 2020: Iron Age peat cutting and ritual depositions in bogs – new evidence from Fuglsøgaard Mose, Denmark. Danish Journal of Archaeology 2020, Vol. 9, s. 1-30. https://doi.org/10.7146/dja.v9i0.116377

Olsen, A.-L. H., J.-H. Bech, S.T., Andersen, P.Bennike, K.Christensen, & D.E. Robinson 1996. Damsgård. En overpløjet høj fra ældre bronzealder periode III med stenkiste og ligbrændings­grube. KUML 1993/94, s. 155-198.

I 2019-20 har Mikal Steimle Rasmussen og Hans Bendtsen, to af de dygtige detektorførere, som Odense Bys Museer samarbejder med, omhyggeligt afsøgt en mark ved Trøstrup nordvest for Odense. På en bakkeskråning fandt de flere skår af et bronzekar. Det er ikke et sjældent fund under detektorens søgehoved, men disse stykker adskilte sig fra mængden ved, at indersiden af karret havde en skinnende tinbelægning. Der var således ingen tvivl om, at de stammede fra en romersk bronzekasserolle. I området fandt de også profilerede endebeslag af bronze fra et sæt drikkehorn samt stumper af to sølvfibler (brocher) fra slutningen af ældre romersk jernalder (2. årh. e.v.t.).

Fibula (broche) af sølv. Foto: Nermin Hasic.

Randstykke fra romersk bronzekasserolle. Foto: Nermin Hasic.

Sådan så kasserollen ud, før ploven fik fat i den. Kasserollen er fundet i det område, hvor nu Skibhuskvarteret i Odense ligger. Foto: Jørgen Nielsen.

Alle fund var omhyggeligt målt ind, og det kunne ses, at genstandene var fundet inden for et begrænset område, og at flere af fundstederne lå i et bælte ned ad en skråning. Det kunne tyde på, at stykkerne kom fra grav, der var forstyrret af plovjernet. Derfor rykkede arkæologer fra museet ud og foretog en mindre udgravning, og under det område, hvor detektorførerne havde fundet genstandene i pløjelaget, fandtes en næsten helt bortpløjede grav.

Detektorfører Mikal Steimle Rasmussen bistår Odense Bys Museer på udgravningen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Af den døde var kun lidt af et lårben og et ribben bevaret, og af gravudstyret var levnet ganske lidt. En jernkniv, et hængesmykke, der var lavet af en hjørnetand fra et svin, samt små kædeled af bronze. Disse har siddet på de drikkehorn, som de tidligere fundne endebeslag også har hørt til. Endelig fandtes et stort remspænde af bronze.

Endebeslag fra drikkehorn. Foto: Nermin Hasic.

Kædeled fra drikkehornet, fundet under udgravning af graven. Foto: Mogens Bo Henriksen

Remspændet tilhører en gruppe af spænder, som ofte findes sammen med sværd. Det har således lukket den rem, der holdt sværdskeden på plads ved krigerens hofte. Men hvor er sværdet? Havde plovjernet fjernet krigerens vigtigste våben? Næppe, for nogle mænd, der var så heldige at overleve tiden som aktiv kriger, blev begravet med spænder og beslag fra våbenudstyret som symbol på deres tidligere militære status. Våbnene var måske givet videre eller blev opbevaret i ”rustkamre”, som den lokale leder havde kontrollen over. Til gengæld fik veteranerne ofte statussymboler med i graven for at understrege deres sociale position. I dette tilfælde var det to drikkehorn med fine bronzebeslag og en bronzekasserolle, som er fremstillet i Romerriget, måske endda i Italien. Man kunne også have givet ham en guldfingerring med og evt. sporer, hvis han havde hørt til rytteriet.

Remspænde af bronze fra sværdbælte – veteranens symbol på, at han en gang var en sværdfægtende kriger. Foto: Nermin Hasic.

Gravudstyret viser, at veteranen blev gravlagt omkring 150 e.v.t., og at der i de følgende generationer blev begravet flere personer på fladen uden om hans grav; de blev dog alle kremeret før begravelsen. Også dette understreger, at veteranen har været en person med høj status.

Knap 3 km nordøst for graven ligger Vimose, hvor man har fundet enorme mængder af våben og personligt udstyr fra flere ofringer. Genstandene stammer fra flere store slag og er antagelig sejrherrernes ofringer for at markere deres succes på slagmarken. Den største nedlægning i Vimose fandt netop sted i midten af 2. årh. Kan man forestille sig, at den gravlagte veteran deltog – og måske som sværdbærende kriger endda førte an i det slag, der gik forud for den store våbenofring i Vimose omkring 150/160 e.v.t.? Tanken er fristende!

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense (s. 127f).

Jensen, X.P. 2010: Som brødre vi dele – ny tolkning af Vimoses våbenofre. Nationalmuseets Arbejdsmark 2010, s. 23-35.

Unødig og usagkyndig rengøring af arkæologiske fund kan medføre, at der fjernes spor og ledetråde, som kan være lige netop den detalje, der kan hjælpe arkæologen med at fortælle historien bag et fund fra fortiden. På Odense Bys Museer var vi derfor dobbelt glade, da detektorfører Rasmus Andersen i 2020 overdrog en halv snes stumper af et bronzesværd, som han havde fundet med sin detektor ved Bastrup på Nordfyn. Først og fremmest var vi selvfølgelig glade for, at Rasmus Andersen havde reddet sværdet, som ellers ville fuldstændigt pulveriseret af markredskaber i løbet af få år. Dernæst var vi taknemlige for, at finderen ikke havde været fristet til at afrense sværdstumperne, før de som danefæ blev indleveret til museet.

I den jord, der var på sværdets greb, sad en lille hvid og porøs klump, næppe 2 mm i tværmål, og selv om den var helt opløst, var det tydeligt, at der var tale om en stump hvidbrændt knogle. Selv om det ikke kan dokumenteres, er der højst sandsynligt, at knoglen stammer fra et menneske. Det vender vi tilbage til.

Grebet fra bronzesværdet fra Bastrup som det så ud, da vi modtog det på museet. Foto: Nermin Hasic.

Sammen med sværdstumperne afleverede Rasmus Andersen en rapport med omhyggelig dokumentation af fundomstændighederne. GPS-koordinater og beskrivelse af fundstedet gør, at vi kan se, at bronzestykkerne var fundet på nordsiden af en helt nedpløjet gravhøj. Højtomten har været kendt siden 1901, hvor Nationalmuseet foretog en udgravning af dens centrale del. Ved den lejlighed fandt man intet – men man søgte tilsyneladende ikke det rigtige sted!

Årsagen til Nationalmuseets udgravning var, at bonden to år forinden, altså i 1899, havde gjort et interessant fund i en gravhøj ca. 30 m fra den tilsyneladende tomme høj. Her var han i færd med at udjævne en af en hel gruppe gravhøje, som lå i vejen for dyrkning af marken – ak ja, det var før fortidsminderne blev beskyttet af lovgivning! Skovlen stødte på store sten, der blev løftet til side – og ud af hulrummet på en ca. 1,75 m lang stenkiste trak han et velbevaret bronzesværd – et såkaldt grebspidssværd. Heldigvis indstillede bonden arbejdet og tilkaldte Nationalmuseet. Ved museets efterfølgende udgravning kunne det konstateres, at sværdet havde ligget midt i en stenkiste, der rummede de brændte knogler fra et menneske – utvivlsomt en mand. Som en af de første fynboer, der blev kremeret, blev han gravlagt i stenkisten slutningen af ældre bronzealder (ca. 1200 f.v.t.). Efterfølgende opførte man en gravhøj af græstørv over stenkisten.

Dette spændende fund var anledningen til, at Nationalmuseet to år senere gravede i nogle andre højtomter på samme mark. Som vanen var på dette tidspunkt, undersøgte man kun højenes centrale del, hvor graven måtte antages at være. Imidlertid fandt man ikke grave i nogle af højene, men det kan skyldes, at højene allerede var plyndret, da området blev opdyrket et århundrede tidligere.

Tilbage til Rasmus Andersens fund! Selv om sværdet er hærget af markredskaber og nogle stumper mangler, kan vi se, at det har været ca. 75 cm langt og at klingen har været ca. 4 cm bred. Det var en ordentlig huggert! Sværdgrebet er prydet med støbte cirkler og spiraler, der fortæller os, at det er samtidigt med sværdfundet fra 1899 – eller måske en anelse ældre. En stump hører ikke til selve sværdet, men til et beslag, der har siddet forneden på skeden, der var lavet af træ. Til udstyret har sikkert også hørt en bæltekrog af bronze – og evt. en dolk – men det kan være ødelagt af tidens og plovens tand.

Alle stumper af sværdet efter afrensning på museet. Foto: Nermin Hasic.

Den hvide klump fra jorden på sværdets greb viser, at også dette sværd må have ledsaget en kremeret person. Nu kender vi altså to af de tidligste eksempler på ligbrændingsskik på Fyn inden for få meters afstand! Antagelig tilhørte de to krigere en lokal elite, der som led i deres begravelsespraksis signalerede overfor deres omgivelser, at de var med på den nyeste mode. En begravelse i en udhulet egestamme, som hidtil havde været højeste mode, var so last year! Nu foreskrev trenden, at man skulle kremeres som led i begravelseshandlingen, og at de brændte ben skulle placeres i en kiste, der var omhyggeligt konstrueret af flade sten.

Omtrent sådan har bronzesværdet fra Bastrup set ud, før det blev smadret af ploven. Dette sværd er fra Lumbygård ved Sandholts-Lyndelse. Foto: Jørgen Nielsen.

Den grav, som sværdstumperne stammer fra, har ikke ligget centralt under højen – for så var den jo fundet ved Nationalmuseets udgravning i 1901. Den har derimod været anlagt i højens nordlige periferi, og det skyldes utvivlsomt, at der er tale om en såkaldt sekundærgrav. Selv om bronzealderens høje blev rejst over en enkelt person, blev de ofte genbrugt en eller flere gange, antagelig af efterkommere til den først gravlagte. Det kunne ske ved, at man etablerede en ny grav i periferien af eller i toppen af højen. Ofte udvidede man højen ved samme lejlighed, og med tiden kunne den vokse betydeligt.

De nordfynske sværdstumper er en kedelig påmindelse om, at de titusinder af højtomter i det åbne land er under meget voldsom nedslidning – og om få år vil de grave, som højene er bygget over, være pløjet op og deres indhold spredt og knust. Dermed forsvinder meget og helt uerstattelig viden om de soldyrkende bronzealderfolk, der i løbet af få århundreder opførte over 100.000 gravhøje som markante manifestationer markeringer i landskabet. Hvis vi stadig skal nå at redde lidt viden fra højtomterne, kræver det målrettet indsats og tæt samarbejde mellem dektektorførere og museer. Og så har denne historie understreget, at to ting er helt centrale for, at arkæologerne har mulighed for at tolke genstandene: Finderens dokumentation af fundstedet og korrekt håndtering af genstandene. I den forbindelse kan man tilføje, at renlighed er godt, men alting med måde!

Hvis du vil vide mere

Aner, E. & K. Kersten 1977: Die Funde der älteren Bronzezeit des nordischen Kreises in Dänemark, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band III. Bornholms, Maribo, Odense und Svendborg Amter. København/Neumünster. (s. 130f om stenkistegraven fra Bastrup).

Asingh, P. 2001. Højfolkets jammersminder. I: A.N. Jørgensen & J. Pind (red.): Før landskabets erindring slukkes. Status og fremtid for dansk arkæologi. København.  (find denne og andre artikler om nedpløjningstruede fortidsminder her: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/0_SLKS/Dokumenter/Fortidsminder_Diger/Arkaeologi_paa_land/Foer_Landskabets_erindring_slukkes.pdf).

Jensen, J. 2002: Danmarks oldtid. Bind II. Bronzealderen. København.

Hvis du vil vide mere om ansvarlig håndtering og registrering af detektorfund, kan du finde de fynske museers vejledninger på arkæologisk forening Harjas hjemmeside: http://harja.dk/vare-kategori/museernes-vejledninger/

Donald Trump er netop gået af som USA’s 45. præsident. Når man tænker tilbage på hans fire år i Det hvide Hus, kommer man ikke uden om begrebet fake news, der især i starten af præsidentperioden fyldte meget i medierne. Hver gang en historie i medierne ikke passede med Trumps verdensbillede, eller hvis en historie faldt ud til politiske modstanderes fordel, forlød det at der var tale om fake news.

U.S. Capitol i Washington. Her vil Joe Biden sværge den præsidentielle ed med hånden lagt på Franklins bibel. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Men hvad betyder begrebet egentlig? Fake news kan være propaganda eller en journalistisk historie, der anvendes til bevidst misinformation. Det kan også være en practical joke eller et rygte, der med eller uden hensigt kommer til at fremstå som den skinbarlige sandhed. Begge dele kan have alvorlige konsekvenser – især i krigstid, hvor bevidst misinformation, systematisk propaganda eller spredning af opfundne historier og rygter bruges som våben på linje med kanonild og bombetogter. ”I krig er sandheden altid det første offer”, siger man ligefrem, og selvom citatet tilskrives den græske digter Aischylos (526-456 f.v.t.), er det mere aktuelt end nogensinde før.

”Dette var det største publikum, der nogensinde har overværet en indsættelse. Punktum”. Sådan lød det fra talsmanden i Det hvide Hus få dage efter Trumps indsættelse 21. januar 2017. Allerede på dette tidspunkt oplevede Verden, at den nyindsatte præsident var helt faktaresistent, for alle billeder fra The National Mall viser tydeligt, at udtalelsen var fake news (https://www.dr.dk/nyheder/udland/trumps-talsmand-bestrider-foto-og-optaellinger-indsaettelse-satte-rekord). Her står fotografens søn på den plæne, som ifølge Trumps talsmand var tætpakket med jublende tilhørere få måneder tidligere. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Danmarkshistorien byder også på et eksempel på fake news, der kunne have fået meget alvorlige konsekvenser. I 1848 ulmede oprøret i Slesvig-Holsten, hvor oprørere ville frigøre hertugdømmerne fra Kongeriget Danmark. Det udviklede sig til en regulær borgerkrig, der i eftertiden er blevet kendt som 1. Slesvigske Krig. I slutningen af marts 1848 lød rygtet, at oprørerne havde stormet fængslet i Rendsborg og frigivet 1000 tugthusfanger for at lade dem drage hærgende op gennem Jylland.

Historier om slavernes (sådan kaldte man tugthusfangerne) overfald, plyndring, drab, voldtægt og afbrænding af byer løb som en steppebrand fra landsby til landsby og trak overskrifter i datidens aviser. På den tid kunne nyheder kun nå frem så hurtigt, som en galoperende hest kunne løbe, bimlende kirkeklokker kunne høres, eller i det tempo, som signalerne fra bavnebålene blev opdaget. Det var i øvrigt sidste gang, dette oldgamle varslingssystem blev brugt. Rygterne lød, at slaverne havde været i regulær kamp med dragonerne, og at de var nået til Viborg og Randers. I løbet af få dage var den jyske halvø på den anden ende, og mange flygtede mod nord. Vendelboerne mobiliserede sig i lokale vagtværn for at bruge Limfjorden som en voldgrav mod slavehæren. Skydevåben havde man kun få af, mest gamle flintebøsser fra Englandskrigens tid, og derfor var forsvarerne nødt til at bruge, hvad man havde i huggehuset og stalden af høtyve og økser. Og så gik landsbysmede i gang med at lave primitive våben, der kunne anvendes som spyd eller hellebarder i nærkamp.

Anonym pjece fra 1848 med titlen: Foreløbig anvisning til Stridsleens rette brug blandt landbefolkningen således som intelligente mænd her er indøvede under overtilsyn og vejledning. Efter Friis 1998.

Ofte var det leer, der blev anvendt til dette formål, og disse våben møder man af og til i museernes samlinger. I Odense Bys Museers protokol under året 1897 er der indført et spyd af jern. Spydspidsen ligner imidlertid ikke de former, vi kender fra jernalder, vikingetid eller middelalder. Spidsen er 54 cm lang, ganske let krum med en ujævn æg langs den ene side og en fortykket kant langs den anden. Odden er slebet spids og skarp i begge sider. I forlængelse af bladet bagtil sidder en kort dølle, der har omsluttet et skaft. Spidsens overflade viser, at den ikke har ligget i jorden, som det ville have været tilfældet, hvis den var fra oldtid eller middelalder. Sammen med formen dokumenterer det, at spydspidsen ikke er ret gammel. Bladets udformning indikerer også, at det er lavet af et omsmedet leblad. Smeden har vendt døllen 90 grader, så bladet kom til at sidde i forlængelse af skaftet og kunne anvendes som stikvåben – især efter at spidsen var slebet skarp på begge sider.

Slavekrigsvåben – spydspids, lavet af leblad. Fra Odense Bys Museers samling. Foto: Nermin Hasic.

Desværre ved vi ikke, hvor spydbladet stammer fra, for det er købt af en lokal antikvitetshandler, som det var almindelig praksis i 1897. Våbnet kan i teorien komme hvor som helst fra i landet – herunder fra Fyn. Herfra kendes nemlig enkelte jordfundne redskaber, der også tolkes som våben fra slavekrigen.

I starten af april 1848 fandt man ud af, at ”slavehæren” aldrig havde eksisteret, og at historierne om tugthusfangernes hærgen var et resultat af rygter og massehysteri. Høtyve og økser kunne nu igen indtage deres oprindelige funktion, mens de hjemmesmedede våben kunne anvendes til forskellige gøremål på gården, i marken og i mosen. Her mistede man nogle af dem, og der er eksempler på, at de efterfølgende er dukket op af jorden igen og betragtet som arkæologiske genstande. Hvis vi præsenterer dem som oldsager, er vi imidlertid også med til at skabe fake news!

Hvis du vil vide mere

Andersen, H. 1958: Bavnen. Skalk 1958:3, s. 14-15.

Friis, T. 1998: Slavekrigen i Jylland 1848. – Historien om Danmarks mærkeligste krig. Landbohistorisk Selskab.

Hendricks, V.F. & M. Vestergaard 2017: Fake News – når virkeligheden taber. Gyldendal.

I starten af 1970erne gik landmand Kai Tvedskov en tur på sin mark ved Turup på Sydvestfyn. Mellem to mindre, fugtige lavninger i marken faldt øjet på en pudsig sten med en gennemboring i den ene ende. Den kom med hjem og blev vasket af og siden beundret af mange besøgende i gårdens vindueskarm – og ikke mindst af den besøgende arkæolog, der bad Kai passe godt på den. Det løfte holdt han, og da gården skulle afhændes sidst i 2020, blev stenen overdraget til Odense Bys Museer. Det vakte glæde på museet, for der er tale om en ret sjælden genstand.

Kai Tvedskov med hængesmykket og et samtidigt kornsegl af flint – begge fund fra hans ejendom på Sydvestfyn. Foto: Leif Tvillum.

Den gennemborede sten er lavet af mat, sort skifer, der er dannet af finkornet ler, som er aflejret på bunden af vand. Skifer er derfor lagdelt og forholdsvis let at bearbejde. Der findes naturlige skiferlag på Den skandinaviske Halvø samt på Bornholm, så råmaterialet må antages at være transporteret til Fyn med isen fra et af disse områder.

Kais hængesmykke set fra to sider. Foto: Nermin Hasic.

Stenen er nærmest mejselformet, 9 cm lang med rektangulært tværsnit på ca. 0,9×0,8 cm. Det bløde råmateriale og stykkets spinkle karakter gør, at det er et mirakel, at det ikke er ødelagt af markredskaber under opholdet i pløjelaget. Hele overfladen er glatpoleret. Fra toppen er boret et konisk hul med en diameter på ca. 0,6 cm således, at det udfylder store dele af nakkefladen. Fra et sted ca. 0,5 cm under nakkefladen på begge smalsider er der boret et hul med en diameter på ca. 0,3-0,4 cm skråt opad, så det mødes med hullet fra nakkefladen. Stenen har således en Y-formet gennemboring i bagenden, og i borehullerne ses tydelige spor fra det flintbor, som har været anvendt til borearbejdet.

Nærbillede af hængesmykkets top – bemærk sporene efter boret i det omhyggeligt borede hul, hvor den pudsige Y-form åbenbart var vigtig. Foto: Nermin Hasic.

Der er ingen tvivl om, at hullerne er lavet til ophængning; ganske vist ses ikke tydelige slidspor på dette stykke, men det gør der på andre eksemplarer med tilsvarende Y-formet ophængningshuller i museets samling. Der er heller ikke slidspor på overfladen, og det er der i øvrigt aldrig på denne redskabstype. Derfor kan vi udelukke, at de har været anvendt som hvæssesten, selv om de har en overfladisk lighed med sådanne – og selvom stenarten ville være velegnet hertil. En tolkning som hvæssesten udelukkes i øvrigt også af, at de gennemborede skiftersten af og til er sirligt udsmykket med indridsede stregmønstre. Vi må derfor antage, at der er tale om hængesmykker, der antagelig har været båret i en snor om halsen.

Skiferhængesmykkerne kendes fra gravfund fra dolktid og den ældste del af bronzealderen (ca. 2400-1200 f.v.t.). De er udbredt over det meste af landet, dog med en tyngde i den nordlige del af landet. Det kan skyldes, at skifer findes særligt hyppigt her. De fleste stykker er fundet i grave, men der er også fund fra vådbundsområder, hvor smykkerne antages at være ofrede, ganske som man gjorde med andre smykker, våben og redskaber på samme tid. Eftersom Kai gjorde fundet mellem to små vådområder, er det tænkeligt, at også dette stykke har været nedlagt som offer til de højere magter i eller ved vandet.

På dette hængesmykke fra Asbækdams Mose ved Skaarup på Sydøstfyn har man omhyggeligt indridset stregmønstre. Hvad mon det forestiller? Foto: Jørgen Nielsen.

De mejselformede skiferhængesmykker er nok ikke ”bare” smykker; vi må antage, at de rummer en bestemt symbolik, som vi endnu ikke har afkodet. Når man kan konkludere dette, skyldes det, at man ikke har lavet andre former for skiferhængesmykker – eller tilsvarende smykker i andre materialer. Ydermere er en del af hængesmykkerne dekoreret med et ret ensartet mønster, hvis figurative effekt har været forstærket af den form, som ophængningssnoren fik pga. den særegne form på ophængningshullet. Mønstret udgøres af smalle streger, der løber sammen nederst på stykket, og som danner en form for vifte foroven. Denne afsluttes typisk af et bånd af vandrette ridser. Det er foreslået, at mønstret afbilder en stiliseret, kvindelig frugtbarhedsgudinde. Et andet bud kunne være et træ – livstræet – som er et symbol i mange kulturer. Virkeligheden er, at vi ikke aner, hvad det betyder, så der er stadig frit spillerum for fantasien. Og det er jo noget af det, der gør arkæologien så fantastisk!

Hvis du vil vide mere

Ebbesen, K. 1995: Spätneolithische Schmuckmode. Acta Archaeologica vol. 66, s. 219-279.

Henriksen, M.B. Et livslangt puslespil. Fynboer og Arkæologi nr. 2, 2020, s. 6-9.