Arkæologisk viden skaber adventsdekoration

I anledning af den begyndende julemåned bad arkæologens hustru ham om at lave en base til årets adventsdekoration. Der skulle være plads til fire lys, så uden at tænke nøjere over konsekvenserne, fandt han et stykke solidt moseeg på værkstedet. God idé, sagde hustruen, og arkæologen begyndte møjsommeligt at arbejde sig gennem det mange hundrede år gamle træstykke, hvis tykkelse skulle reduceres med et par cm, hvis det ikke skulle ligne en amputeret jernbanesvelle. Det viste sig, at hverken høvl eller stemmejern rigtigt kunne tage spåner af det stenhårde ved, og så var gode råd dyre.

Det var med kerneøkser som denne, at Ertebøllerne udhulede deres stammebåde. Fundet ved Svanninge på Sydfyn. Foto: Jørgen Nielsen.

Nu kom arkæologen i tanke om nogle fund fra en stenalderboplads, som er udgravet ved Agernæs på Nordfyn. Bopladsen er fra Ertebøllekulturen (ca. 4500 f.Kr.), og i affaldslagene fandtes masser af hugspåner fra fremstilling af stammebåde. Dem havde man udhulet ved at hugge furer med 25-30 cm afstand på tværs af store lindestammer. Bagefter kunne man fjerne blokken mellem furererne ved at afspalt få cm tykke spåner med en flintøkse og måske med kiler. Således fik man effektivt og præcist arbejdet sig ned gennem den store stamme, uden risiko for at hugge forkert, og resultatet var, at man kunne lave op til næsten 10 m lange stammebåde med kun få cm tykke sider.

De tværgående riller er savet og afspaltningen af de mellemliggende blokke er påbegyndt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Adskillige timer senere er fladen poleret op og klar til montering af lys. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Arkæologen tænkte nu, at den viden også måtte kunne anvendes ved fremstillingen af adventsdekorationen. Først blev der afsat en streg, der markerede den ønskede tykkelse på træklodsen, og dernæst blev der fra oversiden savet tværgående riller ned til stregen. Ved anvendelse af ”Ertebøllernes” teknik, men dog med et moderne stemmejern af stål, kunne de mellemliggende blokke nu forsigtigt afspaltes, uden at spånerne gik for langt eller fordybt. Da stregen var nået over hele stykket, var fladen overraskende jævn og manglede bare afpudsning. Her blev en moderne pudsemaskine selvfølgelig taget i brug, og snart fremstod fladen spejlblank. Slutteligt var det bare at montere de fire adventslys. Glædelig december, og sig så ikke, at man ikke kan bruge arkæologisk viden til noget praktisk!

Første lys i dekorationen er tændt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvis du vil vide mere

Jæger, A. 1998: Blandingsgods. Skalk 1998, nr. 1, s. 11-14.

Om Mogens Bo Henriksen

Mogens Bo er forsker og museumsinspektør og er ansvarlig for museets arkæologiske arkiv, arkæologiske udgravninger og sagsbehandling i henhold til museumsloven.