Midt i sommerferien 1983, helt præcis tirsdag den 19. juli, var jeg på cykeltur fra hjembyen Ringe på Midtfyn for at besøg min mormor i den nærliggende landsby Espe, hvor jeg var vokset op. Lidt uden for Espe opdagede jeg, at en gravemaskine havde afgravet mulden i et ca. 5 m bredt bælte tværs gennem landskabet. Her skulle en naturgasledning finde sit sidste hvilested.

Jeg gik på det tidspunkt i gymnasiet, men var lidenskabeligt opslugt af arkæologi, så jeg tænkte straks, at gravemaskinen kunne have afdækket hidtil ukendte fortidsminder. Tanken om familiebesøg blev midlertidigt udskiftet med jagt på arkæologiske levn, da cykelruten blev forlagt fra asfaltvejen til gastracéet. Flere steder var der afdækket mørke, trækulsholdige pletter i det lyse istidsgrus – men et sted var der en særlig tæt koncentration, som fangede amatørarkæologens interesse.

Såkaldt fodbæger, som overlevede turen på ligbålet og siden næsten 2000 års ophold i jorden. Foto: Museum Odense.

Cyklen blev parkeret, og pletterne taget i nærmere øjesyn. Det vrimlede med skår af oldtidslerkar, og mellem disse lå små, hvidbrændte knoglestumper. Jeg vurderede straks, at der måtte være tale om brandgrave fra jernalderen, og at disse ville blive ødelagt, når gasledningen skulle graves ned. Op på cyklen igen og ned til mormor, hvorfra der blev telefoneret til Fyns Stiftsmuseum – nu Museum Odense – som siden skulle blive min arbejdsplads i årtier.

Lille drikkebæger. Foto: Museum Odense.

På museet forstod de straks, at vigtige fortidsminde var truet af anlægsarbejdet, og den følgende dag rykkede museumsfolkene ud for at redde indholdet i de afdækkede grave. Over et par dage blev der undersøgt en snes brandgrave – altså grave, hvor liget er brændt – og heldigvis fik jeg lov til at være med. Sammen med resterne af de afdøde havde man begravet lerkar samt redskaber af jern – og som noget meget usædvanligt et sværd og to lansespidser. Den hellige arkæologiske ild var nu for alvor tændt i gymnasieeleven!

Artikel fra Fyns Amts Avis om fundet af Espe Nord-gravpladsen i juli 1983.

Lerkar med fin stregornamentik. Kun dele af karret var lagt i graven. Foto: Museum Odense.

Museet udarbejdede en grundig rapport over fundene fra jernaldergravpladsen, og den blev studeret nøjere end skolebøgerne efter ferien. Dernæst – og sammen med en lige så arkæologiinteresseret kammerat – blev jagten nu indledt på den boplads, som måtte høre til gravpladsen. Den blev da også fundet nogle år senere ved afsøgninger af en mark nogle hundrede meter borte.

Lansespids, sammenbøjet før nedlægning i graven. Foto: Museum Odense.

Halvmåneformet jernkniv til skindarbejde. Foto: Museum Odense.

Espe Nord, som gravpladsen kom til at hedde, blev ved at kredse i mine tanker, og da jeg siden begyndte på arkæologistudiet blev der som ansat på museet i Odense mulighed for at vende tilbage til stedet og undersøge grave, som lå uden for gastracéet. Efter flere kampagner lykkedes det at afdække hele gravpladsen, som har indeholdt mindst 57 grave fra ca. 500 f.Kr.-ca. 100 e.Kr. Det kunne konkluderes, at der var tale om en familiegravplads gennem ca. 600 år, og at i gravpladsens sidste generationer var tre mænd begravet med deres våben. Andre havde fået personligt udstyr eller redskaber med i graven – og alle skår af lerkar eller hele lerkar.

Arkæologistuderende Mogens Bo Henriksen på udgravning på Espe Nord-gravpladsen 1990. Foto: Charlotta Lindblom.

Gravenes indhold blev virkelig nærstuderet, og der opdagede jeg en mængde variationer, som pirrede nysgerrigheden yderligere. Efter grundige litteraturstudier kunne det konstateres, at variationerne kunne genfindes på en lang række andre gravpladser i Fyn såvel som resten af landet. Det gav anledning til en række spørgsmål: Hvorfor var solide jernredskaber deformerede før gravlæggelsen, var det sket på ligbålet eller efter kremeringen? Hvorfor var nogle lerkar kun repræsenteret med enkelte skår og ikke af hele karret? Hvor var de døde brændt, hvordan var det foregået, hvor meget træ skulle der til for at kremere et lig? Hvorfor havde man anlagt gravpladsen lige her – og hvordan var gravpladsens relation til bopladsen? Disse og mange andre problemstillinger forsøgte jeg at dykke dybere ned i under mine studieår på Århus Universitet, og specialeafhandlingen fra 1995 kom da også til at handle om jernalderens grave. I årenes løb blev der skrevet en række småartikler, der bl.a. tog udgangspunkt i fundene fra Espe Nord-gravpladsen, og i 2009 blev det til et omfattende bogværk om fynske gravfund fra jernalderen. Der indgik fundene fra Espe også!

Enægget hugsværd, som blev bøjet sammen efter at det havde været på ligbålet. Foto: Museum Odense.

Lansespids med indlægninger i form af en pileformet figur, halvmåne, cirkel og swastika. Foto: Museum Odense.

I 2016 indleverede jeg en ph.d.-afhandling til Københavns Universitet med titlen ”Bålets betydning. Ligbrænding i Danmarks oldtid belyst ved arkæologiske fund og ligbrændingseksperimenter.” Her sammenfattede jeg resultaterne af mere end 30 års intensive studier i oldtidens brandgrave og ligbrænding. Afhandlingen var baseret på detaljerede studier af hundredvis af især fynske gravfund, men også på eksperimenter med kremering af svinekroppe. Disse forsøg tog udgangspunkt i spørgsmål, som var affødt af undersøgelsen af brandgravenes indhold – og det hele startede med gravene fra Espe Nord!

Eksperiment med kremering af en svinekrop som led i de studier, der var affødt af undersøgelserne af Espe Nord-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Livet er fyldt af tilfældigheder, og det er spøjst at tænke på, at flere årtiers opslugthed af oldtidens brandgrave og ligbrændingsskik startede lige i det øjeblik for 40 somre siden, da jeg drejede cyklen fra asfaltvejen og ind i en grøft i en midtfynsk kornmark!

Hvis du vil vide mere

Henriksen, Mogens Bo 2009:  Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Bind 1-2. Fynske Jernaldergrave bd. 6, 1-2. Fynske Studier 22. Odense. 844 sider.

Henriksen, Mogens Bo 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København.

Henriksen, Mogens Bo 2019: Opslugt af bål. – et forskningsprojekt om oldtidens ligbrændingspraksis. Årbogen Odense Bys Museer 2019, s. 74-87.

”Hvil i fred”, står der på mange gravsten på nutidens kirkegårde. Hensigten med begravelsen er således, at den dødes krop skal blive til ”støv” og ligge uforstyrret til Dommedag. Historien viser imidlertid mange eksempler på, at den døde kan være gravet op – for igen at blive begravet – og nogle tilfælde er det endda sket flere gange. Vi arkæologer åbner jo også fortidens grave og tager skeletterne op – ikke for at genbegrave dem, men for at studere dem i detaljer. At det ikke altid har været sådan, bringes der nogle eksempler på i det følgende.

Pryddyssen, som blev rejst over lerkarret med de brændte menneskeknogler fra Bregnebjerg-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen

I 1930erne undersøgte skolelærer Alfred Pedersen en jernaldergravplads på bakken Bregnebjerg ved Sønder Højrup mellem Ringe og Odense. Også i dette tilfælde blev de brændte knogler af de afdøde genbegravet, men først blev de samlet sammen og lagt ned i en glaseret lerkrukke. Den blev gravet ned på bakkens top, og herover blev rejst et monument i form af en lille stendysse. Den poetisk anlagte lærer skrev et digt, som blev mejslet ind i dyssens overligger, hvor man stadig kan læse den.

Lærer Pedersens digt på Bregnebjerg-gravpladsens pryddysse. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved en skov ved Gammel Brydegård på Sydvestfyn ligger en velbevaret gravhøj. I 1961 kunne en feriegæst ikke modstå fristelsen til at sætte skovlen i højen, og nær toppen fandtes et lerkar, der var dækket af en flad sten. I karret lå brændte ben og lidt bronze – der var altså tale om en urnegrav fra yngre bronzealder. Lerkarret blev indleveret til Nationalmuseet, mens benene blev genbegravet i en urtepotte! Knap 15 år senere blev denne gravet op på initiativ af Museum Odense og højen retableret. Herefter kunne knoglerne så bestemmes af en antropolog: De stammer fra en voksen person, antagelig en mand. Nu hviler knoglerne trygt på retsmedicinsk institut i København!

En af Nationalmuseets genbegravede bensamlinger på Bregentved-gravpladsen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Da Museum Odense omkring 1990 undersøgte en jernaldergravplads på gården Bregentved nær Ringe Sø, blev der afdækket flere områder med store mængder af brændte menneskeknogler. Mellem disse lå gravgods som glasperler, bronzesmykker og terninger, der var lavet af ben. Først senere blev vi klar over, at vi ikke stod overfor en særlig variation af jernalderens grave, men derimod spor af kolleger, der havde gravet på stedet 70 år tidligere. I 1912 undersøgte Nationalmuseet nemlig dele af gravpladsen og fandt en mængde velbevarede urnegrave. Det var kun urnerne selv og deres indhold af gravgods, man var interesseret i. Urnernes indhold af rester af den gravlagte blev tømt ned i udgravningsfeltet, men desværre gik det så stærkt, at man overså en del af gravudstyret! Det er en ringe trøst, at vi kunne finde det senere, for i dag kan vi ikke knytte genstandene til specifikke grave.

Bronzefibula, overset ved Nationalmuseets udgravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Benterning, som ikke blev fundet ved Nationalmuseets gravning på Bregentved-gravpladsen. Foto: Jørgen Nielsen.

Under grusgravning omkring 1905 i bakken Bøgebjerg på den vestlige del af Tåsinge fandtes to urner. Nænsomt blev de taget op og bragt til lokalhistorikeren Sørens Lolks ejendom, Vejlegården, en halv km mod syd. Her blev de placeret i en trækasse, som blev begravet i haven, og en ”pryddysse” blev opført herover. Heldigvis nedskrev Søren Lolk historien i sin dagbog, der i 1970erne blev nærstuderet af lokale amatørarkæologer. Efter aftale med Museum Odense lavede de nu en omhyggelig undersøgelse af pryddyssen for at se, om historien holdt vand – og minsandten om de ikke fandt de formuldede rester af trækassen. Mellem træsmulerne fandtes de to urner, den ene i skår, som det også var tilfældet ved den første fremgravning, men den anden endnu hel trods genbegravelsen. Urnerne blev bragt til museet, hvor det intakte kar forsigtigt blev tømt. Udover knogler af et ca. 6-årigt barn indeholdt urnen en bronzenål. Denne og karrenes form viser, at gravene er fra yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.).

Foto af Vejlegården 1950. Pryddyssen med de to bronzealderurner ses nederst til højre i havens græsplæne. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

De to bronzealderurner fra pryddyssen på Vejlegården. Fra Thrane 2004.

Bronzenålen fra den intakte urne fra pryddyssen. Foto: Museum Odense.

Når vi arkæologer i dag undersøger begravelser fra oldtid og middelalder, er vi meget omhyggelige med at registrere, indsamle og bevare rester af den gravlagte. Det har selvfølgelig baggrund i etiske overvejelser, men formålet er ikke, at de menneskelige rester skal genbegraves, som det stadig praktiseres i en række lande. Knogler, tænder, hår og andre rester af afdøde er nemlig en særdeles vigtig kilde til at få viden om fortidens leveforhold, sygdom, slægtsforhold, dødsårsager, kost og meget mere. Man kan blot nævne den viden, som analyser af grundstoffer i Egtved-pigens hår eller moseligenes maveindhold har givet om livet i bronze- og jernalder. Eller vikingeskelettet fra Otterup, som ved hjælp af DNA-analyser pludselig blev i familie med et skelet fra en vikingegrav i Oxford – og Koelbjerg-kvinden der blev til Koelbjerg-manden!

Derfor er det også meget ærgerligt at tænke på, at man indtil starten af 1900-tallet ofte genbegravede eller kasserede skeletter og især brændte menneskeknogler fra arkæologiske udgravninger. Meget vigtige data er gået tabt på den måde. Adskillige moselig med det enorme videnskabelige potentiale, som de indeholder, er også mistet, når man i tidligere tider gav de gamle hedninge en god, kristen begravelse på nærmeste kirkegård. Det var således det, der skete med et moselig med hud, hår og dragt fra Roesskov ved Odense (se tidligere blogopslag herom: http://blog.odensebysmuseer.dk/mogens-bo-henriksen/et-moselig-i-skt-knuds-kirke/).

Genbegravelserne af skeletterne skete først og fremmest, fordi man ikke mente, man kunne hente væsentlig ny viden ud af de gamle ben. I dag har er den fysiske antropologi udviklet betydeligt, og dette kombineret med mange nye analysemetoder gør, at vi i dag betragter fortidens skeletter som en af de væsentligste kilder til ny viden ved arkæologiske udgravninger. Når vi ikke genbegraver skeletterne, skyldes det, at vi også har erkendt, at man med fremtidige analysemetoder vil kunne hente endnu mere viden fra materialet. Og den viden kan ikke kun bruges til at få dybere indsigt i fortidens mennesker og leveforhold. Analyser af oldtidens og middelalderens skeletter kan også give viden, som kan anvendes i nutidens medicinske forskning. På den måde kan studier af forfædrenes ben bidrage til forståelse af nutidens sygdomme og udvikling af behandlinger af disse.

Hvis du vil vide mere

Albrectsen, E. 1956: Fynske jernaldergrave bd. II. Ældre romersk jernalder. København. (s. 63ff om Bregnebjerg).

Henriksen, M.B. 2008: Forsvundne moselig. Skalk 2008:4, s. 8-13 (om moselig i Skt. Knuds kirke).

Henriksen, M.B. 2015: Kenotafer, ødelagte grave eller ofringer? Deponeringer og andre aktiviteter på ældre jernalders gravpladser. I: P. Foss & N. Algreen Møller (red.): De dødes landskab. Grav og gravskik i ældre jernalder i Danmark. Beretning fra et colloquium i Ribe 19.-20. marts 2013. Arkæologiske Skrifter 13, s. 183-214. København. (s. 186ff om Bregentved).

Jensen, V. 1977: Sådan gjorde vi på Tåsinge. Harja 1977, s. 2-5. (om Bøgebjerg/Vejlegården).

Thrane, H. 2004: Fyns Yngre Broncealdergrave, bind 1-2. Fynske Studier 20. Odense. (s. 49 om Gammel Brydegård, s. 296 om Bøgebjerg/Vejlegården).

Wienberg, J. 2007: Kanon og glemsel. Arkæologiens mindesmærker. Kuml 2007, s. 237–282. (s. 267f om Bregnebjerg).

Stenalderens jægere og fiskere dekorerede gerne overflader på smykker, redskaber og våben med fint indskårne eller indborede mønstre. Nu og da har de også afbildet dyr – i nogle tilfælde endda udskåret i rav. Derimod var de særdeles karrige med at afbilde deres medmennesker, og når det skete, havde personskildringerne stiliseret eller symbolsk karakter. Måske var der ligefrem tabuisering forbundet med at gengive mennesker i naturalistiske fremstillinger?

Ravsmykke i Nationalmuseets samling med stiliseret menneskefigur. Efter Müller 1896.

I Museum Odenses samling indgår et af de sjældne eksempler på afbildninger af mennesker fra jægerstenalderen. Afbildningerne findes på et spatelformet redskab af ben, som har indgået i museets samling siden midten af 1800-tallet. Dengang var man desværre ikke altid omhyggelig med at få nedskrevet oplysninger om genstandenes proveniens, så vi ved faktisk ikke, hvor redskabet er fundet – men antager dog, at det er på Fyn.

Foto af den spatelformede bendolk. Bemærk den oprindelige sorte belægning i hullerne, især på stykkets bagside. I nogle huller ses hvidt stof – som er mel fra et gammelt forsøg med at fremhæve ornamentikken! Foto: Nermin Hasic.

Benredskabet er spatelformet og 16,1 cm langt med let asymmetrisk omrids. Det er skåret ud af en kraftig rørknogle, sikkert fra en kronhjort. Store dele af knoglens naturlige overflade har langsgående ridser, der viser, at det er skrabet glat med et flækkeredskab. Bagenden har en let konkav indskæring, og tæt herved ses en gennemboring. I den modsatte ende mødes de to langsider i en afrundet od. Kanten langs den rette langside er afrundet, mens kanten langs den skrå langside er mere skarp og har karakter af en egentlig æg.

Langs redskabets skarpe længdekant ses slidspor, som har berørt en del af ornamentikken, og det viser, at der ikke bare er tale om en kunstgenstand, men et brugsredskab. Lignende redskaber kendes fra store dele af jægerstenalderen, og det er foreslået, at der er tale om knive, der har været anvendt til at flå skind af dyrekroppe. Min egen erfaring med pelsning af dyr taler ikke mod en sådan tolkning. På moderne flåknive af stål genfinder man da også redskabets afrundede od, der modvirker perforering af skindet under flåningen.

Tegning af det ornamenterede benredskab fra Sophus Müllers første fremlæggelse af stykket fra 1896. Når man sammenligner med fotografiet, er det tydeligt, at der er tale om en meget præcis gengivelse.

Det er imidlertid udsmykningen på de to bredsider, der gør stykket særlig interessant. Ornamentikken dækker begge bredsider på nær et 5-5,5 cm langt område ned mod odden, hvor overfladen er helt glatskrabet. Udsmykningen er konsekvent og præcist udført med grupper af små, ensartede, koniske borehuller, utvivlsomt lavet med en sylespids flintflække.

Figurerne på den ene side forestiller fem personer på række, de fire med armene hævet over hovedet. En af dem har en 8-tals-formet, tværstillet udvidelse på overkroppen, hvilket den femte person også har – denne har til gengæld ingen arme eller hoved! Kan disse udvidelser på kroppen mon være – og da store – bryster, således at disse figurer forestiller kvinder? Er de tre bagerste figurer så mænd? De fire bagerste figurer ser ud til at have to sæt ben, men hvad det hele skal betyde, er vanskeligt at forstå. Personernes fremtræden kan tydes som om de deltager i et optog eller en dansescene.

På den anden side er der figurer, som er vanskeligere at afkode, men det er foreslået, at de forestiller en person med en geviropsats på hovedet samt en hund og fugle. En entydig udredning af motivet er dog vanskelig at give, men måske forestiller det en jagtscene.

I mange af de indborede huller sidder rester af et sort materiale. Der kan være tale om beg, som har været anvendt til at fremhæve motivet mod benvævets oprindeligt lyst gule farve. Noget lignende ser man også af og til på jægerstenalderens ravsmykker. Det var altså vigtigt, at motivet skulle være synligt for andre end ejeren.

Den berømte kølle af en urokseknogle fra Ryemarksgård på Sjælland. Også på dette stykke ses et optog med personer – måske både mænd og gravide kvinder. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet.

Som nævnt kendes lignende bendolke fra store dele af jægerstenalderen, men kun få med beslægtet ornamentik, fremstillet med boreteknik. Disse ser ud til at høre til den allersidste del af jægerstenalderen, Ertebøllekulturen, og det gælder sikkert også stykket i Museum Odenses samling. Det er dermed 6-7000 år gammelt, og hvis antagelsen om, at bendolken, er fundet på Fyn er korrekt, kan vi stå overfor den ældst kendte afbildning af fynboer.

Hvis du vil vide mere

Brinch Petersen, E. (i tryk): Lots of dots. I: Publikation fra konferencen: International & Interdisciplinary Conference “Mesolithic Art – Abstraction, Decoration, Messages”, Halle (Saale), Germany, 19th -21 September 2019. (i tryk, forventet udgivelse 2023).

Henriksen, M.B. To ornamenterede pragtstykker. Fynboer & Arkæologi 2023, nr. 1, s. 18-22.

Müller, S. 1896. Nye stenalders Former. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1896, s. 303-419.

I århundrederne efter vor tidsregnings begyndelse havde de germanske folkeslag, der bl.a. boede i det område, vi nu kalder Danmark, tætte kontakter til romerske håndværkere og handelsmænd. På værksteder hele vejen langs Limes – det enorme romerske riges nordgrænse – lå glaspusterier og værksteder, der fremstillede kar af bronze. Glasbægre, glasperler, bronzekar mv. var eftertragtede luksusvarer og højstatussymboler her mod nord, og varerne blev da også givet som alliancegaver til individer eller persongrupper, som romerne og deres nære allierede tæt uden for rigets grænse, ønskede at stå på god fod med.

Lerbægeret fra en sydvestfynsk jernaldergrav er 8,8 cm højt. Det har skønsmæssigt rummet knap 2 deciliter, så det har nok været overkommeligt at tømme det i ét drag Foto: Nermin Hasic.

Fra gravfund i nutidens Danmark ved vi, at eftertragtede romerske luksusvarer nåede herop i ret stort antal, men her blev de fortrinsvis cirkuleret blandt samfundets elite. På denne måde kunne eliten signalere deres internationale forbindelser og kendskab til romersk skik og brug. Den brede befolkning, der boede uden for datidens kraftcentre som f.eks. Gudme på Sydøstfyn, Himlingøje på Sydøstsjælland og Sorte Muld på Bornholm, måtte misundelige se til, mens fyrsten og hans hird med deres masseproducerede drikkeudstyr efterlignede romerske orgier. Fint skulle det være!

Et sydøsteuropæisk glasbæger og en hjemlig kopi i ler – begge fra Sejlflodgravpladsen i Nordjylland. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Selv om man ikke havde en social position, der tillod en at få fingrene i et romersk drikkebæger, kunne man sagtens sende et signal om, at man kendte til bægrenes funktion og særlige symbolik. Ved at omsætte en fremmed form og dekoration i et lokalkendt materiale og fremstillingsteknik var man lidt ”med på moden” – eller i hvert fald flashede man, at man kendte til tidens modetrends.

Det er i hvert fald den bedste forklaring vi kan give på nogle af de i øvrigt ikke særligt talrige lokalt fremstillede lerkar, der klart efterligner, kopierer – eller er inspireret af – samtidige glas- og metalkar fra Romerriget eller fra egnene nord for Sortehavet – nutidens Ukraine. Særligt tydeligt er det med et spidsbundet lerbæger, der er fundet i en grav fra 4. årh. ved Alenbækhuse nær Glamsbjerg på Sydvestfyn.

En pokal af ler fra en midtfynsk jernaldergrav. Inspirationen til formen skal søges blandt luksuriøse romerske sølvbægre. Foto: Jørgen Nielsen.

I 2.-5. årh. kom ret betydelige mængder af luksusvarer til Fyn fra Romerrigets grænseegne, men også fra Sortehavsegnene. Antagelig passerede hovedmængden af disse varer, der udover glas- og bronzekar, også omfattede statuetter, råmetaller, glasperler samt sølv- og guldmønter, gennem datidens økonomiske, politiske og religiøse kraftcenter ved Lundeborg og Gudme. Herfra blev et udvalg af statusgenstandene viderefordelt fra Gudmes elite til deres nære allierede i baglandet, særligt til områderne omkring Ringe og Odense.

Andre dele af Fyn, især den vestlige og sydlige del, fik ikke i samme omfang andel i de fremmede luksusvarer. Det var ikke fordi disse egne var ubeboede, langt fra, for vi kender talrige bo- og gravpladser herfra, og det den sydvestfynske Alenbækhuse-gravplads et godt eksempel på. Der er heller ingen tvivl om, at man havde kontakt til og sikkert stod i et tæt forhold til det regionale rigdomscenter i Gudme. En andel i deres eksotiske glas- og bronzekar fik man altså ikke.

Romerske sølvpokaler fra Valløby på Stevns. Det var former som disse, lokale keramikere efterlignede. Foto: John Lee, Nationalmuseet.

Selv om man ikke havde adgang til elitens luksusvarer af metal og glas, kunne man godt signalere, at man kendte til disse statusobjekter – og måske til de ritualer, der fulgte med brugen af dem. Måske er det forklaringen på, at en sydvestfynsk pottemager omkring år 400 omsatte en kendt og meget eksotisk form på et glasbæger til lokale råvarer og teknikker. Måske var pottemageren en kvinde, der var tilgiftet fra et område, hvor hun havde set de koniske glasbægre i brug. Eller måske har en mand, som havde været på handels- eller krigstogt til sydøstlige egne og der mødt den fremmede bægerform, fået lavet en efterligning hos den lokale pottemager ved hjemkomsten.

Om det er den ene, anden eller tredje forklaring, der er årsagen til Alenbækhuse-bægrets fremstilling, får vi aldrig opklaret, så i stedet må vi nøjes med at fascineres over karrets særegne form og udtryk på samme måde som ejerens fæller givet har gjort det for 1600 år siden.

Hvis du vil vide mere

Hegewisch, M. 2005: Germanische Adaptionen römischer Importgefäβe. Bericht der Römisch-Germanischen Kommission. Band 86, s. 197-348.

Henriksen, M.B. 2009: Brudager Mark – en romertidsgravplads nær Gudme på Sydøstfyn. Fynske Jernaldergrave bd. 6,1-2. Fynske Studier 22. Odense (om romersk jernalder og især periodens gravfund på Fyn).

Henriksen, M.B. 2022: Et glas af ler fra jernalderens Alenbækhuse. Tilforn 2022, s, 11-17.

Stidsing, E. 2008: Imitationer af frankiske glasdrikkebægre fra yngre jernalder. Årbog Kulturhistorisk Museum Randers 2008, s. 30-37.

Som arkæolog bliver man præsenteret for mange spøjse genstand gennem år og dag, når private ringer og fortæller om deres fund. Det, der lyder som noget helt ordinært, kan vise sig at være fantastisk – og omvendt kan det, der umiddelbart forekommer at være et arkæologisk scoop vise sig at være en fuser. I sidstnævnte tilfælde kan genstanden dog alligevel have en stor fortælleværdi – ikke mindst for finderen.

Støbejernssværdet fra den nordfynske gravhøj

En oktoberdag ringede museumsinspektørens telefon og en mandsstemme meddelte, at han sad med et sværd, der var fundet i en gravhøj på Nordfyn. Sværdet var fundet, da drenge legede på højen for ca. 30 år siden – så meddeleren var noget brødbetynget over, at museet først blev kontaktet nu, for han vidste, at noget sådan burde man aflevere. Drengene skulle have stukket armen ind i et hul i højen og dernæst have trukket det intakte sværd ud – det lød næsten for godt til at være sandt. Det viste sig da også at være tilfældet!

Detalje af grebet på sværdet – alt er støbt ud i ét, herunder pyntenitterne!

Der blev aftalt et møde med personen bag stemmen, og han mødte op på museet med en plastiksæk, der tydeligvis indeholdt en større genstand. Ud af en sæk til genbrugsmaterialer trak han dernæst et sværd, der umiskendeligt lignede et enhåndssværd fra ældre middelalder – men noget var galt. Straks da museumsinpektøren fik det i hånden, kunne det mærkes, at vægten var ”forkert”, ligesom klinge og greb, herunder udsmykning, var lavet ud i ét og i samme materiale. Et let slag med en kno på klinge og greb viste da også, at stykket var hult, og små huller afslørede, at der var tale om støbegods.

Støbning af jern begyndte man først på efter middelalderen – og sværd blev ikke støbt, de blev smedet! En støbt klinge ville smadres, første gang den ramte en ridders rustning. Der måtte derfor være tale om en genstand, der var fremstillet længe efter, at formen var gået ud af mode – og med henblik på pynt og ikke praktisk brug.

Jerndolk, antagelig fra Voss’ jernstøberi i vejle. Foto: Lars Jacobsen.

Da interessen for fortiden voksede i befolkningen sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet, blev ornamenter og former fra oldtid og middelalder populære ved udsmykning af kunsthåndværk. Idérige fabrikanter fandt på at anvende moderne teknologi til at lave alt fra komfurer til brevknive, der var prydet i oldnordiske stilarter. Især blev det populært at massefremstille genstande ved støbning i jern, og bl.a. jernstøberiet Voss i Vejle var leveringsdygtig i sådanne produkter.

Fæsteknappen på jerndolken – på ægte bronzealderdolke er denne knop altid sirligt ornamenteret. Foto: Lars Jacobsen.

Indimellem endte de ”falske oldsager” i jorden – hvor de senere er fundet ved mark- og havearbejde, for så at finde vej til museerne. Materiale, fremstillingsteknik og sammenblanding af stilarter, der ikke sjældent involverer blanding af bronzealderens spiralornamentik og vikingetidens runer, viser dog straks, at der er tale om moderne genstande.

Til denne gruppe hører utvivlsomt ”middelaldersværdet” fra den nordfynske gravhøj, og historien bag er sikkert den, at et par drenge har taget et prydsværd med ud for at lege kriger – og så har det været nærliggende at skjule sig i eller bag en storstensgrav. Her gemte man måske sværdet – hvorfor det ikke blev hentet igen, kan man jo kun gisne om. Men lige netop der har det falske middelaldersværd jo i grunden meget tilfælles med mange ægte genstande fra oldtid og middelalder.

Hvis du vil vide mere

Johansen, E. 1983: “Til Pryd i alle de nordiske Hjem”. Omkring den ‘oldnordiske stil’. Købstadsmuseet “Den gamle By”. Årbog 1983, s. 71-104

Ritzau, M. 1993: Oldnordisk Dragestil – en epoke hos Voss. Vejle Amts Årbog 1993, s. 11-26.

I 1880 modtog Museum Odense et skåret glasbæger, som var fundet ved udgravning af grunden til byens nye rådhus på Flakhaven. Giveren var arkitekt Niels J.E. Schwanenflügel, der var tilsynsførende på det prestigefyldte og fremmedartede nybyggeri i middelalderbyens absolutte centrum.

Glassets randparti er let skåret, og det er brudt i to stykker. Oprindeligt har det været knap 25 cm højt. Kummen er let konisk og den solide fod har form som en flad keglestub. Glasset har en gennemsigtig, lys grønlig farve, og den afspejler mineralindholdet i de råvarer, som glasset er lavet af. På kummens yderside ses to steder en i spiral omløbende, blå og riflet glastråd. Disse kaldes rigler – og på middelnedertysk for pas. Glassets form er velkendt fra renæssancen – 1500-1600-årene.

Det skårede pasglas fra Flakhaven i Odense. Glasset kan ses i udstillingen ”Byens Liv” på Museum Odense, Møntergården. Foto: Museum Odense.

Renæssancens drikkekultur foreskrev, at man i én omgang skulle drikke den mængde øl, der var mellem to pas – og heraf kommer ganske enkelt udtrykket ”at drikke til pas”. I øvrigt foreskrev reglerne også, at hvis man ikke ramte mærket, måtte man tømme endnu en pokal. Selv om renæssancens øl næppe havde en høj alkoholprocent, kan man sagtens forestille sig, at resultatet af for mange missere var, at man blev – ja, utilpas!

Kopi af Odense-glasset. Foto: Museum Odense.

Med vores viden om alkoholens skadelige påvirkning af kroppen kan man nok mene, at denne destruktive form for ølindtag var tåbelig. Imidlertid svarer den jo vældig godt til nutidens druklege som ølstafet og beer pong – der er således intet nyt under solen!

Til gengæld er en central del af renæssancens drikkekultur i samfundets højere kredse (heldigvis) tabt i tidens løb – nemlig knusning af glasset, når man havde skålet og tømt det. Det er givet årsagen til, at der blev indkøbt hele 35.000 glas til Christian IVs kroning i 1596. Lokalt i Odense var forbruget af glas i de kongelige kredse også stort. Således bestilte Dronning Christine, der boede på Næsbyhoved Slot til sin død i 1521, flere gange store forsyninger af glas. Det er derfor fristende at tænke, at det skårede glas fra Flakhaven, der ligger få ølslurke fra dronning Christines grav i domkirken, ligefrem kan stamme fra en af disse lejligheder.

Hvis du vil vide mere

Hansson, M., J. Kock & J. Vellev (red.): Renæssanceglas i Norden. Hikuin 37. Århus.

Hoff, A. 2018: Den danske vinhistorie. Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie bind 4. Århus.

Nielsen, J.N. 2015: Glargårde. Dansk glasfremstilling i renæssancen. Nordjyllands Historiske Museum.

Sode, T. 2005: Til pas. Skalk 2005:3, s. 12-17.

Bronzealderens helleristninger blev især udført på store klippeflader, men i landskaber uden klipper brugte man løse blokke til at hugge tegn og billeder i. Den mest almindelige form for helleristninger er såkaldte skåltegn, små halvkugleformede gruber med en diameter på 2-10 cm og en dybde fra få mm til flere cm. Skåltegnene kan være ru med tydelige huggespor – eller de kan være efterslebet og helt glatte i bunden.

Jordløse-stenen. Det er vanskeligt at se skåltegnene før opmaling. I mørke med skrålys står de imidlertid knivskarpt frem. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Egentlige helleristningsbilleder dukker sjældent op uden for Bornholm, men nu og da får museerne oplysninger om fund af sten med et eller få skåltegn – og en sjælden gang sten med flere gruber. Det var derfor helt usædvanligt, da Odense Bys Museer modtog billeder af en sten, hvis overflade så ud til at være helt dækket af skåltegn. Stenen var fundet sammen med andre store sten ved nedgravning af en elledning på en ejendom ved Jordløse på Sydvestfyn. Det var et rent tilfælde, at ejeren opdagede skåltegnene og dermed reddede et vigtigt fortidsminde.

Museumsinspektør Michael Borre Lundø er i færd med at opmale skåltegnene med kridt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Skåltegnene er indhugget på en ca. 145x95x55 cm stor blok af gnejs. Stenen har nærmest dråbeformet omrids og en jævn overflade på ca. 85×45 cm. På denne flade er der indhugget ikke mindre end 60 skåltegn. De enkelte huller er 4-6 cm i diameter og indtil 1,5 cm dybe. De har ru bund med tydelige knusemærker fra den kvartsitsten, som blev brugt til at hugge fordybningerne. Et par af de dybere huller er skrå i forhold til stenens overflade – men dog lodret i forhold til stenens nuværende leje. Det kan indikere, at den måde, som stenen ligger på nu, svarer til den oprindelige. Det samlede billede, som skåltegnene danner, er nærmest ovalt med tendens til buede linjeforløb og mindre grupperinger. Skåltegnene synes dog ikke at danne nogle egentlige motiver, som det kendes fra andre sten.

Skåltegnene efter opmaling med kridt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Vi kender mere end 1000 skålsten fra Danmark, heraf ganske mange fra Fyn. Sten med mere end få håndfulde skåltegn er imidlertid meget sjældne, og derfor er Jordløse-stenen ekstra interessant. Selv om vi har et stort materiale at trække på, er skålstenenes egentlige funktion lidt af et mysterium. Nogen praktisk anvendelse kan de næppe have haft. Deres brug skal snarere søges i det religiøse univers, som spillede så stor en rolle i bronzealderen. Om det var skåltegnene selv, om det var det stenmel, man borede og huggede ud fra dem – eller om det var selve fremstillingsprocessen, der var det centrale, ved man ikke. Fra nyere tids folketro ved vi dog, at man har brugt skålgruberne til at ofre madvarer i, og derfor er det ikke utænkeligt, at bl.a. Jordløse-stenen kan have fungeret som et lille alter.

Denne skålsten blev fundet på Helnæs i 2007. De 34 skåltegn danner flere parallelle rækker. Måske afbilder de bronzealderens kultpladser, hvor man ofte finder bål organiseret i lignende rækker. Foto: Jørgen Nielsen.

Jordløse-stenen blev fundet i udkanten af en boplads fra yngre bronzealder og ca. 200 m fra den store bronzealdergravhøj Gisselhøj. Fundstedet er en lavning i terrænet, og netop lavninger (og højdedrag) har spillet en central rolle i bronzealderens religiøse praksis. Derfor kan vi ikke udelukke, at skålstenen og de andre store sten, som den blev fundet sammen med, har udgjort en samlet konstruktion. De kan have været centrum i et helligsted, hvor beboerne fra den nærliggende boplads samledes til religiøse ceremonier, som kunne bestå i, at man ofrede mad, drikke, blod mv. i de små gruber, mens man påkaldt sig højere magters gunst.

De arkæologiske fund fra bronzealderen viser indiskutabelt, at solen var centrum for datidens religiøse ceremonier. Tænk bare på Solvognen! Måske skal skåltegnene også betragtes som små solsymboler. Lad os derfor håbe, at fundet af skålstenen fra Jordløse varsler, at vi får en dejlig, solrig sommer.

God sommer!

Hvis du vil vide mere

Glob, P.V. 1969: Helleristninger i Danmark. Aarhus.

Nielsen, M.H. 2008: Skaghorn-stenen. En skålsten fra bronzealderen. Fynske Minder 2008, s. 145-157.

Svenstrup, J. & I.I. Dahl 2013: Skåltegn og bægermærker på Sydvestfyn. Feltarbejde og forsøg med hugning. Hvidbjørns rejser X. Ravnerock.

I januar 2021 fik Odense Bys Museer indleveret to økseblade af jern. Dem havde Jesper Carstensen fundet i sand, der var opgravet fra Odense Å ved Dalum. Sandbunkerne var opgravet fra åen, da man havde fjernet faunaspærringer omkring det sted, der på ældre kort benævnes Dalum Bro. På Brauns prospekt over Odense og omegn fra 1593 ser man en solidt bygget plankebro, som krydser åen på et sted, hvor bredderne ligger forholdsvis tæt på hinanden. Denne passage var et vigtigt knudepunkt for rejsende fra Odense mod øens sydlige del – og omvendt.

Vandstandssænkningen i Odense Å afslørede et par stenkonstruktioner, der antagelig er rester af fundamenter til tidligere brooverføringer. Foto: Jacob Tue Christensen.

Øksernes størrelse og form viser, at der er tale om kraftige tømrerøkser, der har været anvendt til træfældning og tilhugning af tømmer. Dalum-økserne kan bredt dateres til den ældre del af middelalderen, ca. 1100-1300. Det ene eksemplar har en meget nær parallel i en økse, der er fundet på Grathe Hede i Midtjylland. Her antages øksen – sammen med mange andre – at være mistet i forbindelse med slaget mellem Svend og Valdemar den Store i 1157. Det er således ikke utænkeligt, at de to økser fra åen er samtidige med de ældste faser af Dalum Kloster, der antages at være anlagt omkring 1200.

Kraftig tømrerøkse med rester af træskaftet. 21 cm lang. Vægt: 1500 gram. Vægt: Nermin Hasic.

Kraftig tømrerøkse med rester af træskaft siddende i skafthul.22 cm lang og 1303 gram tung. Foto: Nermin Hasic.Da man uddybede Odense Å mellem Klaregadebroen og den nu nedlagte Munke Mølle i Odense centrum i 1908 fandt man fire økseblade. Tre eksemplarer var arbejdsøkser fra ældre middelalder, og to af disse har også paralleller blandt økserne fra Grathe Hede. Yderlige fandtes en pragtøkse med messingindlægninger – en såkaldt bjergmandsøkse – fra en senere del af middelalderen. Denne har ikke været til praktisk arbejdsbrug, men snarere et værdighedssymbol.

Røntgenfoto af de to øksers smalsider. Bemærk rester af skaftet i den øverste. Selv om økserne ser velbevarede ud, kan man godt fornemme, at dele af overfladen er opløst. Før de endte i åen, har de således været endnu tungere. Foto: Jannie Amsgaard Ebsen.

Vi får aldrig klarhed over, hvordan økserne endte i vandet ved to af de centrale overfartssteder over Odense Å. Den helt enkle forklaring kunne være, at uheldige (eller klodsede?) tømrere mistede deres vigtigste redskaber, da tømmeret til broerne eller til mølleanlæggene skulle tilpasses. Man kan i så fald forestille sig de eder og forbandelser, der har lydt, da de dyrebare redskaber forsvandt med et kæmpe plump i det mørke åvand.

Tre af de fire økser, der er fundet i Odense Å ved Klaregadebroen i midten af byen. Foto: Nermin Hasic.

Det kan dog ikke udelukkes, at der også kan være en anden forklaring. I hedensk tid var passagen af større vandløb ingen spøg, og i det hele taget var overgangssteder i landskabet forbundet med utryghed og overtro. Her bevægede man sig fra det kendte og nogenlunde trygge til det ukendte og potentielt farlige, og det var lige gyldigt, om man sejlede ud på havet, gik over en dørtærskel eller passerede en å. Talrige fund af smykker, våben og redskaber fra vandløb og andre vådområder viser, at man i oldtiden løb har givet ofre for at sikre god kontakt til de højere magter og dermed deres beskyttelse ved passager. Denne praksis forsvandt ikke som et støvfnug for et vindpust ved kristendommens indførelse i sen vikingetid. Over hele landet er der fundet en mængde middelalderlige våben, men også redskaber og smykker, i søer, moser og endda i havet. Ganske mange af disse er fremkommet i tilknytning til broer og vadesteder, som det er tilfældet med de to fynske fund.

Det er vanskeligt at forklare alle disse fund udelukkende som et resultat af uheld og tilfældige tab. En del af dem kan antages at afspejle ældgamle ritualer, hvis oprindelse i hedenske offerskikke, man for længst havde glemt, når man kastede en økse i åen eller et sværd i søen.

Hvis du vil vide mere

Henriksen, M.B. 2022: Nye og gamle fund fra Dalums middelalder. Dalum-Hjallese Lokalhistoriske Forening. Årsskrift 2021, s. 10-16.

Liebgott, N.K. 1976: Middelalderens våben. København. (her afbildes paralleller til økserne fra Odense Å – og side 20 bjergmandsøksen fra Klaregadebroen).

Lund, J. 2004: Våben i vand. Om deponeringer i vikingetiden. Kuml 2004, s. 197-228.

I et lille mosehul nær Bederslev på Nordfyn har detektorfører Lars Jacobsen fundet en 4,4 cm stor og støbt maske af bronze. Masken har et karakteristisk dråbeformet ansigt, som man ofte ser det på jernalderens menneskeafbildninger. Hage og mund er tydeligt markeret, det samme er næsen, der endog har næsebor. Øjne med tydelige øjenbrynsbuer ses også, men derimod har ansigtet ikke ører. Skæg eller hår er heller ikke vist.

Mandsmasken fra Bederslev. Den ene øjenhule er udfyldt af rust. Foto: Nermin Hasic.

I øjenhulerne sidder rester af jernstifter, som viser, at øjnene har været fremhævet med et nu forsvundet materiale. Måske har de været udstående, som det kendes fra flere figurer. I kanten af masken sidder rester af tre små jernstifter, som har fastholdt stykket til et fladt underlag.

Røntgenbillede af Bederslev-masken. Her ses det tydeligt, at man har kunnet sætte en stift i begge øjenhuler. Foto: Jannie Amsgaard Ebsen.

Nær Paarup har detektorfører Mikal Steimle Rasmussen fundet en 5,7 cm høj bronzemaske på en skråning ned mod et vandløb. Også dette stykke har kraftigt markeret hage; munden er en lige streg med kraftige læber, især overlæben. Også denne næse er kraftig og kinderne fyldige, og som det ofte ses er øjnene ovale eller mandelformede. Igen er øjenbrynsbuerne markerede, men Paarupmanden har frisure med tydelig midterskilning, som vi ser det på en del menneskeafbildninger fra jernalderen. To stifter viser, at også dette stykke har været til at montere på et jævnt underlag.

Paarup-masken med den flotte frisure. Foto: Nermin Hasic.

De to nordfynske fund er beslægtede med en række andre maskebeslag, som på Fyn især er fremkommet i Gudme-området. Desværre er ingen af dem fundet sammen med andre genstande, og derfor er de vanskelige at datere præcist. De har mange træk tilfælles med en gruppe af statuetter, som også især er fundet i samme område, men som også er vanskelige at datere. Som helhed kan begge fundtyper blot dateres bredt til yngre romersk-ældre germansk jernalder – i runde tal fra 300-500 e.v.t.

Karakteristisk for maskerne er, at de udgør en del af en større genstand: Nogle har en tap forneden, således at de kunne sættes i et underlag af træ, mens andre har været monteret på en trægenstand med rundt tværsnit – vel en stang. De fleste har dog en flad bagside som de to nordfynske. Der kendes eksempler på maskebeslag, der har været monteret på skjolde og vogne, men om det har tilfældet med disse to stykker, er uklart.

De små bronzestatuetter er givet inspireret af romerske gudestatuetter, som indimellem nåede herop fra Romerrigets nordlige provinser. Tilsvarende skal maskernes forlæg nok også søges hos den store nabo mod syd. I 2.-4. årh. cirkulerede romerske bronzekar blandt samfundets elite, hvor de givet blev brugt til at servere øl eller mød ved festlige sammenkomster. Nogle af disse bronzekar havde en hank, der var fastgjort til karsiden med kunstfærdigt udførte beslag – såkaldte attacher. Beslagene var i en række tilfælde udformet som en maske, der givet forestillede romerske guder eller sagnfigurer. Maskebeslagene blev særligt værdsat her oppe langt fra produktionsstedet, for nogle gange blev de pillet af karrene og gemt, mens resten røg i smeltediglen. Måske blev beslagene sparret fra omsmeltning på grund af deres særlige udtryk, der kan være tillagt beskyttende egenskaber.

Romersk bronzespand fra gravfund fra Skrøbeshave ved Avnslev nær Nyborg. Bemærk maskemotivet ved hankefæstet. Foto: Jørgen Nielsen.

Det er tænkeligt, at den mængde af bronzekar med maskebeslag, som nåede disse breddegrader, ikke modsvarede efterspørgslen på de udtryksfulde beslag. Det er derfor muligt, at man – ligesom man lavede sin egen, lokale fortolkning af de romerske statuetter – også fortolkede maskebeslagene i ”lokal stil”. Med tiden fik de måske også en brug og symbolik, der fjernede sig betydeligt fra udgangspunktet, og det er måske i dette lys, vi skal se de to nordfynske masker.

Hankefæstet tæt på. Foto: Jørgen Nielsen.

På smykker fra vikingetiden ser man ofte små maskemotiver, der måske er miniatureudgaver af de store masker, der kendes fra tidens billedsten. De afbilder antagelig rigtige masker af læder eller af filt, som det kendes fra udgravninger i vikingebyen Hedebys havn. Disse full-size-masker blev sikkert anvendt ved optog og ceremonier; skjult bag den anonyme maske kunne man gøre og sige ting, som ikke var muligt med blottet ansigt!

Lokalt fremstillet hankefæste (såkaldt attache), antagelig fra trækar med metalbeslag, fundet nær Fraugde. Foto: Nermin Hasic.

Masker med skræmmende eller ondtafværgende symbolik kendes fra mange kulturer, og det er måske også sådan, man skal forstå de nordfynske bronzemasker og deres slægtninge. For ikke selv at blev offer for maskens kraft skilte man sig så af med dem i landskaber, hvor man normalt ofrede rituelt udstyr, og det var ofte i vådområder eller i landskaber, som lå marginalt i forhold til bebyggelsen. Noget sådant er netop tilfældet med de to nye fund.

Hvis du vil vide mere

Madsen, H.B. & C. Hougaard 1999: Vikingekunst og tre-dimensionale lædermasker. By, marsk og geest 11, 1999, s. 13-22.

Thrane, H. 1990: Fynske mænd. I: Oldtidens Ansigt. Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. 16. april 1990, s. 134-135. Herning.

Thrane, H. 2005: Romerske og germanske småfigurer. I: T. Capelle & C. Fischer (red.): Ragnarok. Odins Verden, s. 33-40. Silkeborg.

Når man besøger danske museer eller læser i bøger om oldtiden, forbavses man over de utrolige smykker, redskaber og beslag, som fortidens bronzestøbere kunne fremstille. Fra den mindste nål til avancerede lurer og solvognen – fra det lille hængesmykke til flere kilo tunge økser. Oldtidens bronzegenstande skal tælles i titusindvis, men set i forhold til disse svimlende mængder, er fund af bronzestøberens værktøj meget få. Når det kommer til fund af egentlige bronzestøberværksteder, er fundmængden endnu mere sparsom, men et nyt fund fra Vester Kærby nordøst for Odense har givet os helt ny indsigt i håndværkernes arbejde.

Affaldsgruben lige efter at den var afdækket af gravemaskinen. Det var i det centrale, mørke parti, der rummede slagger og ovnfragmenter. Foto: Daniel Ravnholt Jørgensen.

Affaldsgruben er nu skåret igennem, og laget med slagger og digler ses tydeligt i toppen. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Ved en mindre udgravning på en stor boplads med fund fra hele jernalderen afdækkede arkæologer fra Odense Bys Museer mange mørkfarvede nedgravninger i jorden. Det var jernalderens affaldskuler, hvor affald fra husholdningen – lerkarskår, knusesten og dyreknogler – blev bortskaffet. En af gruberne tiltrak særligt arkæologernes interesse, for i toppen lå et massivt lag af jernslagger, og ved udgravningen kunne det konstateres, at der var mere end 100 kg i alt.

Mellem slaggerne lå lerkarskår fra førromersk jernalder (ca. 200 f.v.t.), og slaggerne må være fra samme tid, hvor jernudvinding endnu var en ganske ny teknologi på vore breddegrader. Alene dét gjorde fundet interessant. I slaggelaget fandtes også tykke, rødbrændte lerflager, som stammer fra jernudvindingsovnene, og det er en uhyre sjældenhed på Fyn. Det skyldes, at myremalmsforekomsterne her ikke er så rigelige som i Vestjylland. Men der var mere endnu – for iblandt slaggerne lå fundets store overraskelse – flere hele og adskillige knuste smeltedigler. Nu var vi tæt på en sensation!

Fundets hele eller næsten hele digler. Foto: Nermin Hasic.

Intakt smeltedigel – bemærk at leret er næsten helt smeltet på ydersiden. Foto: Nermin Hasic.

Hældetuden tæt på. Foto: Michael Borre Lundø.

Diglerne har form og størrelse som en gennemskåret avocado, og de er lavet af ler, der er blandet med groft grus og plantemateriale, måske hestemøg. Diglerne har været udsat for så høj varmepåvirkning, at lermassen på ydersiden er delvis smeltet nogle steder. I smeltediglerne har bronzestøberen smeltet det dyrebare metal, før det blev hældt i støbeforme. Der er tale om små digler, for de har kun kunnet rumme ½-1 deciliter flydende metal. Dermed har man kun kunnet anvende diglerne til at støbe smågenstande som dragtnåle og rembeslag. Det stemmer meget godt overens med det indtryk, vi har af bronzetilførslen på denne tid, for i grave og på bopladser fra midten af førromersk jernalder finder man primært små bronzegenstande.

Civilingeniør Arne Jouttijärvi fra firmaet Heimdal-archaeometry har kigget på diglerne, og han konstaterer, at det er sjældent overhovedet at finde digler fra førromersk jernalder i Danmark. Faktisk må vi konstatere, at det er det største fund af digler fra ældre jernalder i Danmark til dato! Dernæst er eksemplarerne fra Vester Kærby ret avancerede, da de er konstrueret af to forskellige lertyper for at gøre dem modstandsdygtige overfor den ekstreme varme, de blev udsat for. Diglerne er således fremstillet og anvendt af særdeles kvalificerede bronzestøbere med stort kendskab til de lokale råmaterialers kvaliteter.

Ved nærmere gennemgang af nogle af affaldskulens brændte lerplader viste det sig, at de havde et hul med en diameter på ca. 2 cm, og heromkring var lermassen helt smeltet. Der er tale om såkaldte avlssten, der har siddet foran spidsen på en blæsebælg og dermed beskyttet denne mod essens enorme varmeudvikling. Som helhed kunne det nu konkluderes, at gruben havde været anvendt til at bortskaffe affald fra jernudvinding såvel som bronzestøbning. Da man næppe har transporteret dette affald langt, må vi antage, at håndværkerne har haft deres arbejdsplads i grubens nærmeste omegn – men den fandt vi ikke – og hvorfor så det?

Fragment af avlssten – hullet fra blæsebælgens tud ses tydeligt. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Hvor er værkstederne?

Årsagen til, at vi kun sjældent kommer tæt på bronzestøberens værksted er, at støbeaktiviteterne foregik direkte på jordoverfladen, hvor der var tilstrækkeligt med lys, plads og frisk luft. Jernalderens overflade afveg ikke væsentligt fra den overflade, vi går rundt på i dag, og det betyder, at alle ”overfladiske” spor som ildsteder, esser mv. for længst er pløjet bort. Kun hvis håndværksaktiviteterne omfattede nedgravede huller i jorden, har efterladenskaberne overlevet nutidens plovskær. Oldtidens værkstedsoverflader har også kunnet overleve frem til nutiden, hvis de hurtigt blev dækket af tykke jordlag. Det kender vi især fra vikingetidens Ribe – men sådanne forseglede overflader hører til de absolutte undtagelser.

Det vi har fundet i Vester Kærby, er således udrømning fra bronzestøberens værksted – men ikke nok med det – det er også udrømning fra de håndværkere, der udvandt jern fra myremalm. Når affald fra disse to håndværksfunktioner endte i samme affaldskule, må det skyldes, at deres arbejdsområder lå nær hinanden – måske både i fysisk og praktisk forstand. Var det de samme folk, der praktiserede jernudvinding og bronzestøbning, eller arbejdede de bare nær hinanden for at kunne drage nytte af, at begge parter havde brug for enorme mængder brændsel, men også samme typer af redskaber, f.eks. blæsebælge? Vi ved det ikke – men ved udgravningen kunne det til gengæld dokumenteres, at deres arbejdsområde var placeret i periferien af bebyggelsen. Det skyldes utvivlsomt, at man ville minimere brandrisikoen fra især jernudvindingsovnene.

Bronzesmelteklump fundet med metaldetektor på marken. Foto: Nermin Hasic.

Støbetab – affald fra bronzestøbning. Foto: Nermin Hasic.

Hvad støbte de?

Selv om gruben indeholdt stykker af måske 50 smeltedigler, er det ikke lykkedes at identificere et eneste fragment af en støbeform. Derfor kan vi ikke dokumentere, hvad den smeltede bronze fra diglerne blev brugt til, men vi kan da komme med et bud. Ved detektorafsøgning på marken omkring udgravningsstedet er der gennem næsten 10 år fundet mange smelteklumper af bronze og også såkaldte støbetappe, kegleformede bronzestykker, som er størknet materiale fra det metal, der blev hældt i støbeformen og siden kasseret til omsmeltning. Problemet er, at vi ikke kan datere disse stykker mere præcist, så de kan sagtens være senere end diglerne – ja også tidligere. Et par smykker er dog samtidige med diglerne, og især er en såkaldt kuglefibula et oplagt bud på, hvad der kan være produceret på stedet. Vi mangler imidlertid ”the smoking gun”, men vi har endnu et skud i bøssen, for nu at blive i den genre.

Fibula fra Otterup-området med påsiddende støbetap. Noget gik galt i støbeprocessen, så den ufærdige fibula blev kasseret, inden støbetappen var savet af. Netop fordi smykket ikke er lavet færdigt, har man mulighed for at kigge bronzestøberen tæt over skulderen. Foto: Nermin Hasic.

På indersiden af diglerne sidder der rester af det metal, der blev smelter i dem. Forhåbentligt bliver det muligt at analysere disse bronzerester, og ved at sammenligne med legeringen i de smykker, der er fundet på markoverfladen, kan vi således være heldige at få oplysninger om, hvad der blev støbt på marken nær Odense Fjord for ca. 2200 år siden.

Såkaldt kuglefibula fra samme tid som smeltediglerne – og fundet på samme mark. Mon bronzen blev smeltet i en af diglerne fra affaldskulen? Foto: Nermin Hasic.

Hvis du vil vide mere

Andersen, S.H. & H. Madsen 1984: Et førromersk bronzestøbefund fra Vitved i Østjylland. Hikuin 10, s. 91-104.

Feveile, C. 2010: Vikingernes Ribe. Handel, magt og tro. Ribe.

Henriksen, M.B. 2018: De interessante fejl. Fynboer & Arkæologi 2018:1, s. 24-27.

Kristiansen, A.M. & T.F. Jensen 2005: Kronehalsring. Skalk 2005:3, s. 6-11.

Lønborg, B. 1986: Bronzestøbning i dansk Jernalder. Kuml 34, s. 77–94.